ANARKI ELLER KAOS!

En introduktion til Anarkisme i Danmark, fundet på nettet.

Anarki eller kaos!

Indhold.

Forord.

1.1 Det herreløse samfund.

1.2 Mål og midler.

1.3 Den hjemløse magt.

1.4 Utopi?

2.1 Retfærdigheden findes i os

2.2 Mihail Aleksandrovitsj Bakunin (1814-1876)

2.3 Peter Kropotkin (1842-1921)

2.4 Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865)

2.5 Anarko-syndikalismen.

3.1. Det rød/sorte flag.

4.1 Terror.

4.2 Fra G. Chesterson’s ”Manden som var torsdag” (Thaning & Appels Forlag, 1942, oversat af Jesper Ewald)

4.3 ”Lysten til at ødelægge”

4.4 At arbejde for fremtiden

4.5 Pacifisterne

5.1 Al magt til sovjetterne

5.2 ”Far” Makhno

5.3 Kronstadt

5.4 Noget er dødt i mig

5.5 ”Kontrarevolutionen likvideret”

6.1 Spanien

6.2 Efter 40 års tavshed

6.3 Organisationerne

6.4 Oprids af borgerkrigen

6.5 Borgerkrigens tragedie

6.6 Uddrag fra Chomskys bog ”American Power and the new mandarins”

6.7 Udrensning

7.1 Kan kærligheden være andet end fri? – Emma Goldman

7.2 En kunstig skabning

7.3 Frigørelsens tragedie

7.4 Den hjælpeløse mand

7.5 En drøm

7.6 Den indre despot

8.1 Nutid og fremtid

9.1 At komme på staten

Litteratur

Forord:

Dette er en ufærdig re-indskrivning af den gamle pamflet som blev udgivet af DR med støtte fra undervisningsministeriet i ’80’erne. Den er siden blevet genoptrykt af Pirattryk engang i ’90’erne

og nu synes jeg det er på tide, at den kommer på bane igen. Det er en god lille introduktion til anarkisme, og den vil meget gerne skrives ud og læses af en masse forskellige mennesker!! Hvis nogen har et trykkeri er det jo helt oplagt at gå i gang med at distribuere den. Grundene til, at jeg laver en genindskrivning af den er dels, at min udgave er så gammel og mølædt at man næsten ikke kan læse hvad der står, at der ikke var nogen indholdsfortegnelse og for at tilføje noget mere stof, bl.a. omkring den spanske borgerkrig.

Afsnittene om ’80’erne og ’90’erne er mine egne, og jeg gik kold i forsøget på at opridse hvad der skete i ’90’erne samt hvad der er gang i nu, hvilket har forlænget processen betydeligt. Derfor har jeg nu i dag besluttet mig for, at nu kommer den på nettet – med eller uden stavefejl, med eller uden dybdegående analyse og kritik af den tid vi lever i.

Take it or leave it, jeg synes selv det er værd at læse denne igen og igen!!

~ 24. september 2004, Rosalina Engholm Bendtsen ~

1.1 Det herreløse samfund.

Anarki eller kaos! Er det et slagord eller en vittighed, den sætning som man stadig ser få steder rundt omkring i foldere, på løbesedler, ved busstoppesteder og lignende? For er anarki er vel kaos? – Det betyder det. Eller?

Ifølge fremmedordbogen er anarki ”samfund med en magtesløs regering; lovløshed; udorden; forvirring; samfundsform uden regering”. Slår man derimod op i en etymologisk ordbog (etymologi: læren om ords oprindelse) kan man se at ordets rod er græsk, nemlig at an betyder uden og archos betyder herrer/herskere.

Altså er anarki et samfund uden herskere og en anarkist altså en tilhlnger af et sådant samfund. Det er i den betydning ordene anarki og anarkist vil blive brugt i denne folder.

I det traditionelle sprogbrug er begge begreber skældsord. En anarkist er for mange mennesker det samme som en usoigneret ung urostifter som går rundt og laver hærgværk og prøver at ødelægge alt for alle andre. Eller en meget egoistisk person som er ligeglad med alle andre end sig selv. Nogle mener sågar at anarkister er direkte dumme og uoplyste mennesker som ikke ved bedre. Det er en kliché på samme måde som når man på vittighedstegninger af indbrudstyve gentagne gange ser en lusket kasketkarl med en lommelygte i den ene hånd og en jordemodertaske i den anden. Derimod er definitionen selvsagt en anden for en anarkist, og ligeledes definitionen af en tyv.

”Ejendom er tyveri!” sagde franskmanden Pierre-Joseph Proudhon som var den første socialistiske tænker der kaldte sig anarkist. Det gjorde han som en provokation for at vende skældsordet til en hædersbetegnelse for de socialister der tror på, at et samfund er det modsatte af et statsapparat*, og at et herreløset samfund ikke er som en hertreløs hund, vildt og farligt, men derimod frit og ligevægtigt.

Samfundsnedbryder, urostifter, terrorist – sådan ville de flest nok oversætte ordet anarkist; og det er forkert.

(*Vi er vant til at opfatte staten som samfundet, nationen, ”os alle sammen”. Både marxister og anarkister bruger ordet som synonym for et styrende regeringsmaskineri, der er karakteriseret ved, at et mindretal af befolkningen har udskilt sig fra resten af samfundet, idet det har skaffet sig eneret på anvendelse af fysisk tvangsmagt – politi, militær.)

1.2 Mål og midler.

Anarkismen er en revolutionær strømning med rod i den moderne kapitalistiske samfundsnorms opståen, og rummer en bred vifte af holdninger og idéer som alle har én ting til fælles: statens og ejendomsrettens ophævelse. Dermed er den på nogle områder både i overensstemmelse med og radikalt forskellig fra marxismen som repræsenterer den autoritære socialisme – som den kaldes af anarkisterne. Anarkismen bliver også kaldt libertær socialisme.

Dér hvor marxisterne som en fjern utopi håber på at nå frem til et ujierarkisk samfund uden autoriteter, den rene socialisme med diktaturet som omvej, dér begynder anarkister. – Altså udelader anarkisterne diktaturet som overgangsfase til det frie og lige samfund. På det punkt er parterne faktisk så uenige at det godt kan være svært for libertær socialisterne hvem de anser som værende deres værste fjende; de borgerlige kapitalistiske systemer eller de statssocialistiske.

Anarkister er imod det kapitalistiske system fordi det trælbinder og undertrykker mennesket. De er også imod dets demokratiske udformning fordi de anser de parlamentariske demokrati (folketingsmodellen hvor folkegrupper og klasser vælger repræsentanter for deres holdninger) for et indskrænket demokrati. Folkevalgte herskere er stadig herksere (hvis de ikke ligesom anarkisternes repræsentanter har bundet mandat fra deres vælgere og kan afsættes når som helst).

Anarkister er også imod socialistiske bevægelser af både reformistisk og revolutionlr retning hvis de går ind for centraliseret magt og for staten.

Marxisterne bebrejder anarkisterne at de i deres strategi og tankegang ikke er udviklede nok. Deres socialisme er småborgerlig og reaktionær i sin konsekvens, dømt til nederlag. Anarkisterne bebrejder marxisterne at de ender i reaktionen, fordi de overtager de magtstrukturer de selv ønsker at bekæmpe. Proletariatets diktatur – iflg. Marxisterne den revolutionære overgangsfase til det frie kommunistiske fællesskab – er også en illussion mener anarkisterne, da da intet diktatur nogensinde frivilligt vil afgive sin magt. En autoritær socialistisk magtovertagelse er blot en fordækt genrejsning af den borgerlige stat hvor en bureaukratisk overklasse sætter sig tungt i de gamle kapitalistiske magthaveres stole. Sådan går enhver magtovertagelse. Her peger anarkisterne næsten på en politisk arvesynd når de siger ”magt er noget man tager for at beholde det”.

1.3 Den hjemløse magt.

De libertære socialister sætter også gamle borgerlige friheder som ytrings- og bevægelsesfrihed højt, og de vil have overensstemmelse mellem mål og midler. Målet kan aldrig hellige mdilet fordi at prisen herfor vil bliver udfrihed.

Anarkisterne har ikke samme bjerge af politisk teori og doktriner som både de borgerlige og marxisterne har. Rent faktisk har anarkisterne kun ét dogme som klinger helt igennem: Magt korrumperer!!!

For anarkisterne er det vigtigt at skabe et samfundhvor magten ikke kan finde leje. De nærer på den ene side 100% tillid til mennesket og på den anden side har de en grundlæggende mistillid til dette. De tror at der ikke er nogen virkelig modsætning mellem det enkelte menneske og fællesskabet. En af anarkismens største tænkere, Peter Kropotkin, skabte en storslået vision af naturen som et system af gensidig hjælp. Det blev en modvægt til de darwinistiske teorier der forsynede tidens stormagter med videnskabelige undskyldninger for deres rå kolonipolitik gennem teorien om ”den stærkestes overlevelse”.

Samtidig med dette positive menneskesyn er anarkisterne overbeviste om af selv den reneste person korrumperes af magt. De ville kunne skrive under på disse ord af den tyske filosof Friederich Nietszche (som aldrig er blevet erklæret eller har kaldt sig selv anarkist) ”Den, der kæmper med uhyrer, må passe på at han ikke derved selv bliver et uhyre.”

1.4 Utopi?

Hvis kritikerne af anarkismen havde ret i at anarkismen blot er en sympatisk følelse men derudover er dybt urealistisk, så ville der ikke være nogen grund til at beskæftige sig med emnet undtagen som en samling spændende hændelser i historien.

Det viser sig dog at anarkismen faktisk har vist at kunne virke og at den til stadighed er inspirationskilde til nye oprør – også i vores tid. Dog har den lidt nederlag på nederlag. – Er den alligevel kun en drøm? Afgør det selv. Den er ihvertafld evigt aktuel pga. de store og ulige magtkoncentrationer verden over. Både under og efter den kolde krig hvor kapitalisme og statssocialisme som to modsatrettede samfundssystemer kæmpede for netop deres autoritære idé. Ingen af delene viste sig at fungere synderligt godt og derfor har mange set anarkismen som den eneste farbare oprørsvej. Andre blev i denne periode anarkister for at kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt.

2.1 Retfærdigheden findes i os.

2.2 Mihail Aleksandrovitsj Bakunin (1814-1876)

”Med alle mine sanser og gennem hver pore indåndede jeg revolutionens berusende atmosfære”.

Bakunin er den anarkistiske handlingens mand. Den store modpol til Karl Marx som han kaldte ”socialismens Bismarck”.

Bakunin blev født i en russisk adelsslægt med liberal revolutionær tradition.

I 1840 forlod han Rusland for at begynde sin livslange ”vagabondage” rundt om i oprørenes Europa. Bakunin skrev mængder af artikler og essays men færdiggjorde aldrig et større værk. Hnas fysiske og intellektuelle energi var enorm; det samme gjaldt hans strategiske evne. Han var farlig, både for det bestående samfund og for modstanderne i Internationalen. Bakunin blev fængslet adskillige gange og blev offer for grov bagvaskelse.

Hans personlige liv var lidt af en tragedie og ved sin død må han have set det meste af sin revolutionære kamp som en række fejlslag. Men den anarkistiske bevægelse som han havde dannet , også som konsekvens af et nederlag, nemlig Internationalen, blev efter hans død et verdensomspændende net baseret på hans tanker.

2.3 Peter Kropotkin (1842-1921)

”Evolutionen skrider aldrig så langsomt og jævnt frem, som antaget. Evolution og revolution skifter, og revolutionerne – dvs. tider med fremskyndet evolution – hører lige såvel naturens enhed til som tider, hvor evoltuionen tager et langsommere forløb”.

Kropotkin er anarkismens forsker. Berømt som en af Ruslands største geografer. Født i fyrsteslægt, fængslet for anarkistisk agitation, flygtede til udlandet (bl.a. Enfgland og Frankrig) og vendte ikke tilbage før efter revolutionen. Hans hovedindsats er teoretisk, skriftlig.

I sit værk ”Erobringen af brødet” udvikler han ideerne om det som kaldes den libertære kommunisme som modsætning til den marxistiske kommunisme som han kompromisløst kritiseredei det nye Sovjetrusland. Kropotkin blev en af de store inspirationskilder for de filosofiske anarkister.

2.4 Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865)

”Som en del af den kollektive eksistens føler mennesket på samme tid sin egen og andres værdighed og bærer således et moralsk princip, ham selv overlegent sit hjerte. Dette prinvip kommer ikke til ham udefra. Det skjuler sig i ham; det er iboende. Det udgør hans væsen, selve samfundets væsen. Det er menneskeåndens sande form, en form, som dannes og udvikler sig henimod fuldkommenhed alene ved den forbundethed, hvoraf samfundet hver dag fdes. Med andre ord: retfærdigheden findes i os, som kærlighed, som skønhedssans, som begreber om nytte, om sandhed, som alle vore kræfter og evner.”

Franskmand, bogtrykker og yderst flittig forfatter. Den første som kaldte sig anarkist. Han søgte også at forblive den eneste, for som den enegænger og særling han var afviste han at skabe en bevægelse, afviste han at skabe en politisk idébygning. I 1840 udgav han værket ”Hvad er ejendom” der skulle gøre ham til den libertære tankeverdens moderne pioner. Han udviklede den teori at samfundets virkelige love intet har med myndighed og autoriteter at gøre. Lovene indføres ikke ovenfra, men stammer fra samfundets egen natur. Den fri vækst af sådanne love er den sociale stræbens mål.

Proudhon var så meget ener at han blev inkonsekvent. Han endte i parlamentet – altså som medlem af en ovenfra-og-ned lovgivende forsamling.

Mange tænkere har forgrebet de libertære idéer, men disse tre mænd er anarkismens teoretiske kolosser. Siden dem har der ikke været nogle rigtigt store anarkistiske teorietikere, både fordi de libertære idéer ikke indbyder til systemdannelse og akademisk pindehuggeri og fordi anarkismens historie er et forløb af hurtige sejre fulgt af knusende nederlag som har tappet bevægelsen for blod. Men den har præget begivenhederne mange steder, da den overalt i verden har haft praktikere, som med udgangspunkt i de klassiske værker har analyseret den poitiske situation og mulighederne for revolution i deres hjemlande.

Anarkismen var fra starten en international, ikke så meget som en bevægelse der vandt indpas, men som en række idéer der vandt genklangfor deres antiautoritære budskab.

2.5 Anarko-syndikalismen.

Anarkisterbne kom også med i Internationale. Den blev dannet i London i 1864 med Marx som en af hovedkræfterne. Anarkisterne var ikke med til at danne den, men i 1868 bød den Bakunin velkommen. Marx og Bakunin respekterede oprindeligt hinanden, men den grundlæggende uoverensstemmelse mellem deres politiske visioner var stærkt medvirkende til, at den organisation der skulle forene verdens socialistiske kræfter sprængtes allerede i 1872. Det skete efter en magtkamp mellem Marx og Bakunin, som i beskæmmende grad var en kopi af de magtkampe som førtes i det allerede bestående system, som de ellers begge var enige om at bekæmpe. Marx vandt magtkampen, men den tjente ham vist til mindst ære.

Derefter skrumpede bevægelsen langsomt ind og blev isoleret fra arbejderklassen – der i stedet sluttede op om Socialdemokratiet. Omkring 1890 var den splittet op i talrige mere eller mindre sværmeriske grupper, hvoraf nogle greb til terror som våben. Det var Kropotkin der blæste alarm da han opfordrede til samarbejde med fagbevægelsen og advarede mod ar nære ”den illusion, at man kan besejre den organiserede udbytning med nogle pund dynamit.” Anarkisterne nærmede sig den del af arbejderbevægelsem der var syndakilistisk. Dvs. den del som gik ind for revolutionær aktion med udgangspunkt i de faglige forbund. Hermed opstod den sammensmeltning der bærer navnet anarko-syndikalisme, og som op igennem det nye århundrede kæmpede ud fra libertære idéer. Den greb stærkest fat i Spanienm herunder kan det nævnes at CNT*-FAI** var en overgang landets største forbund med 1,6 mio. medlemmer og fik bl.a. gennemført reglen om 36-timers ugen. Anarko-syndikalismen fik dog også betydning andre steder. F.eks. i USA hvor man forfulgte sine anarkister grundigt dannedes IWW (International Workers of the World), der knyttede bånd til oprørsbevægelserne i bl.a. Latinamerika. De nicaraguanske sandinisters martyrhelt, general Sandino, var medlem – som det kan ses på i hvert fald deres flag.

Men Den Spanske Borgerkrig og verdenskrigene flåede det anarkosyndikalistsike net i stmper og stykker. En rest af det overlevede i Sveriges Arbetares Centralorganisation, SAC, som har virket siden 1910.

(*National Arbejdersammenslutning, **Iberisk Anarkistsik Føderation. Organisationens navn er i dag ANT-AIT, International Arbejderalliance)

3.1 Det rød/sorte flag.

Farvelæren nu om dage går på, at rødt betyder socialisme og sort fascisme. Derfor forvirrer det mange at anarkisterne bruger begge farver.

Oprindeligt var anarkismens farve lilla, men da blodets farve allerede før de socialistiske bevægelser var et revolutionært symbol benyttede man også denne. Da Første Internationale blev dannet kom farven til at representere dennes slagord: ”Arbejdere i alle lande, forenjer!”. Rødt blev altså Internationalens farve, og med dennes politiske udvikling socialismens. Da socialister rundt omkring senere begyndte at alliere sig med statsmagterne i deres krige ville anarkisterne ikke være med til at dele farve med dem længere, men vendte sig direkte imod den sorte fane. Den franske anarkist Luisa Michel sagde i 1882:

”Aldrig mere det røde flag, der er badet i vore soldaters blod! Jeg vil løfte den sorte fane, der bærer sorgens tegn for vore døde og vore pinsler!”

Det var især i Frankrig at sort, sorgens farve, blev anarkismens symbol. Man gik helt væk fra både rød og lilla. Det var desuden i Frankrig at den sorte fane blev brugt for første gang i en arbejdskamp (før anarkisterne overtog denne farve). ”Arbejde eller døden!” og ”Vi vil leve arbejdende eller dø kæmpende” stod der på de sorte bannere som demonstrerende arbejdere i Reims og Lyon brugte i 1831.

De rød/sorte farver blev første gang brugt af de spanske libertære lige før borgerkrigen, og flaget med de to trekanter har siden vundet frem. Dog findes der ikke noget officielt anarkistisk flag.

Nazisterne brugte både den røde og den sorte farve i deres flag, en overgang brugte SA’erne endda hammer og segl som deres symbol, hvilket udelukkende er et udtryk for den opportunisme der ligger i navnet Nationalsocialistisk Arbejderparti.

4.1 Terror.

4.2 Fra G. Chesterson’s ”Manden som var torsdag” (Thaning & Appels Forlag, 1942, oversat af Jesper Ewald)

”Da Syme og hans Fører nærmede sig Hotellets Dør kom en Tjener ud, smilende med alle disponible Tænder: ”de Herrer deroppe. De Herrer snakker og morer sig. De siger, at de vil smide Bomber efter Kongen.” Og Tjeneren for afsted med sin Serviet over Armen, henrykt over at arbejde et Sted med saa fornøjelige Stamgæster…

…Kun én iblandt dem virkede straks iøjenfaldende, for han saa virkelig saadan ud, som man forestiller sig en aktiv Anarkist. Op af den stine, hvide Flip ragede et Hoved bevokset med pjusket, uredt Haar og Skæg, hvorigennem Øjnene lige glimtede ud. Man maatte tænke på en Skyeterrier. Men Øjnene havde dette vemodige, russiske Udtryk, som man forbinder med Livegenskab og Lidelse…

…Der var, ved nærmere Betragtning en eller anden dæmonisk Detalje ved hver enkelt af dem. Manden, der tog imod ham ved Floden havde dette skæve Smil, som brat forvrængede hans aristokratiske Ansigt. Han hed Mandag og var Komiteens Sekretær. Hans skæve Smil var næst efter Præstens grufulde, glade Latter det mest frygtindgydende i Forsamlingen. Men der var mere end det skæve Smil. Hans fornemme Ansigt var saa udtæret, at man straks bedømte ham til at lide af en sygdom. Men Fortvivlelsen, som ulmede i hans mørke Øjne, sagde, at det var ingen Legemlig Sygdom, der plagede ham. Det var aandelig Tortur, som om selve den rene Fornuft bringer Smerte…

…Tirsdag, den krathaarede Gogol, var indlysende gal. Onsdagen, der hed Markien af St. Eustache, var i sig selv en fængslende Skikkelse. Det eneste, man straks lagde Mærke til, var at han i Modsætning til de andre bar sin elegante Jaket, som om den virkelig tilhørte ham. Han havde et sort Fuldskæg, skaaret firkantet paa fransk Manér. Men den overfølsomme Syme mærkede en ejendommelig fyldig Atmosfære omkring ham, en tung, næsten kvælende Atmosfære. Han var sikkert ikke fransk, maaske var han Jøde, maaske stammede han fra et Sted dybere inde i Orienten. Han kunne minde om de gamle Billeder er persiske Tyranner med deres mandelformede Øjne, deres blaasorte Skæg, deres grusomme, blodrøde Mund…

…Saadan var disse mænd, der havde svoret at ødelægge Verden.”

Det erklærede mål for en socialistisk revolution er altide frihed og lighed, og mildet er kamp. Men lige siden den franske revolution druknede børn i blod og et nyt kejserdømme steg op, har den vold som er den nødvendige fordusætning for en revolutionær sejr, været et samvittighedsproblem for mange revolutionære.

For volden har det med at blive en kraft i sig selv.

Hvordan undgår man at forfalde til den og at fortsætte det barvrai, man vil bekæmpe og erstatte med fred?

Kommunisten Bertolt Brecht sagde i et af sine mest berømte digte (”Til dem der kommer efter os” skrevet i et idyllisk bondehus nær Svendborg)

”Også hadet mod gemenheden

forvrænger et ansigt

også vreden over uret

gør stemmen hæs”

Og Bakunin, anarkismens hovedskikkelse og kampstrateg, fik på sine gamle dage mange hjertesmerter over det samme. Han havde da også trådt grundigt fejl et par gange.

4.3 ”Lysten til at ødelægge”

Bakunin tog bl.a. fejl, da han lod sig forblænde af den purunge russiske nihilist Sergei Netjajev, hvis revolutionære princip var det stik modsatte af anarkismens, nemlig ”målet helliger midlet ”en formulering der oprindelig skyldes den katolske jesuiterorden).

Netjajev

Var en besnærende, superintelligent psykopat. Da han blev fanget i 1873, anbragte zarens politi ham i Ruslands bedst bevogtede fængsel. Isoleret og lagt i lænker lykkedes det ham at rekruttere alle sine fangevogtere til sin hemmelige revolutionære organisation! (Dostojevskij brugte ham som én af hovedfigurerne i ”De besatte” under navnet Verkovjénskij).

Bakunin og Netjajev udagv sammen en række anonyme skrifter. I et af dem, skrevet af Netjajev, forpligtes den revolutionære til at begå en hvilken som helst forbrydelse, der kan fremme ødelæggelsen af det eksisterende samfund. Bakunin fortrød og skrev en fordømmelse til Netjajev af dennes politimetoder og jesuitiske system. Deres samarbejde varede kun kort, men har sviet til anarkismen lige siden.

Revolutionært sprogbrug er heller ikke ligefrem lyrisk. Den unge Bakunin skrev:

”Lad os derfor nære tillid til den evige ånd, som kun ødelægger, fordi den er den uudgrundelige og evigt skabende kilde til alt liv. Lysten til at ødelægge er samtidig en skabende lyst!”

Og knap 100 år efter sagde den store spanske anarkistleder Buenaventura Durruti:

”Vi er ikke det mindste rædde for ruiner. Vi skal arve jorden. Det er der ikke den ringeste tvivl om. Borgerskabet må gerne smadre og ødelægge sin egen verden, før det forlader historiens scene. Vi bærer en ny verden, her i vore hjerter. Den verden er i vækst nu.”

4.4 At arbejde for fremtiden

Men den gamle Bakunin, der havde kæmpet på mangen en barrikade og forherliget mange blodige opstande, kunne udbryde:

”Blodige revolutioner er ofte nødvendige, takket være menneskets tåbelighed; dog er de altid et onde, et rædselsvækkende onde og en stor katastrofe, ikke bare med henblik på ofrene, men også for renheden og fuldkommengørelsen af de mål, i hvis navn grusomhederne finder sted.”

En revolutionær etik er en tvingende nødvendighed ifølge en anden af anarkismens hovedskikkelser. Peter Kropotkins brev til Lenin 21. december 1921:

”Kære Vladimir Iljitsj

Aviserne Izvestia og Pravda har offentliggjort en erklæring, som meddeler, at sovjetmagten har besluttet at tage de socialrevolutionære fra Savinkovs og Tjernovs grupper, hvidgardisterne fra det nationalistiske og taktiske center og Vrangels officerer som gidsler, og at gidslerne vil blive ”likvideret uden tøven” hvis der skulle blive begået attentater mod de sovjetiske ledere.

Er der virkelig ingen iblandt de mennesker, som omgiver Dem, som har kunnet bringe Deres kammerater i besindelse og overbevise dem om, at sådanne forholdsregler betyder en tilbagevenden til middelalderens og religionskrigenes værste øjeblikke, og er uværdige for personer, som har fået til opgave at skabe et fremtidigt samfund på kommunistisk grundlag, og at man ikke kan nå frem til kommunismen med den slags forholdsregler?

Er der ingen, som har kunnet forklare, hvad det vil sige at tage gidsler?

Det betyder, at et menneske bliver fængslet, ikke som straf for en eller anden forbrydelse, men fordi hans mulige død skal holde Deres fjender i ave: ”Dræb én af vore mænd, og vi dræber én af jeres”. Er det ikke det samme som at føre et menneske hen til henrettelsespelotonen og derefter sende ham tilbage til cellen, idet man siger til ham: ”Det skal foregå på et andet tidspunkt”?

Forstår Deres kammerater ikke, at dette er lig med genindførelse af torturen for gidslet og hans nærmeste?

Jeg er sikker på, at de bedste af Deres medarbejdere tænker mere på kommunismens fremtid end på deres eget liv, og at denne tanke vil få dem til at opgive disse forholdsregler.”

Hvorfor føre revolutionen ind på en vej, som leder til dens ødelæggelse som følge af fejlgreb, som er socialismen og kommunismen fuldstændig fremmed, og som er et levn fra fortidens styreform og opdragelse, fra det uindskrænkede og destruktive herredømme?

4.5 Pacifisterne

Der er eksempler på terrorhandlinger begået af anarkister. Der er få og ofte udført af ensomme fanatikere. I Milano 1921 lagde en lille gruppe anarkister en bombe i et teater, hvor det højere borgerskab kom. Og USA's 24. præsident, William McKinley, blev i 1901 dræbt af en anarkist.

Der er andre eksempler - det fleste fra før århundredeskiftet ( - denne folder er skrevet i 1981, så det er det forrige århundredeskift der er tale om, red.) De er altid blevet brugt af myndighederne og medierne til at karakterisere den anarkistiske bevægelse. Urostiftere og terrorister = anarkister. Polens afgåede statsleder, Edward Gierik, karakteriserede de strejkende arbejderer i de polske Østersøbyer i 1980 som anarkister. Og i grupper som De Røde Brigader i Italien og Rote Armee Fraktion (RAF, Baader-Meinhof-gruppen) har medlemmerne samme betegnelse (især RAF). Det er forkert. Begge grupper, der anerkender terror som middel, er marxister-leninister, uden at det derfor på nogen måde siger noget væsentligt om marxismen-leninismen. Både Brigaderne og RAF har som taktik gennem terror-handlinger at skabe panik og gennemtvinge en fascistisk modreaktion fra det borgerlige samfunds side, i håb om at dette vil få den socialistiske revolution til at bryde frem. De vil med andre ord et langt stykke hen ad vejen slå følge med nynazister og fascister. Der har da også været eksempler på , at de italienske medier efter terrorhandlinger er blevet ringet op af både nyfascister og brigadefolk, der har påtaget sig ansvaret.

Voldsproblemet har gjort mange anarkister til erklærede pacifister (hvilket jo ikke betyder pasivister). De forstår vold som overgreb på liv, men går ind for modstand og revolutionær aktion.

Den store russiske forfatter Leo Tolstoi forfægtede sådanne synspunkter og har inspireret mange, bl.a. den indiske ikke-voldsprofet og frihedskæmper, Mahatma Gandhi, der var stærkt påvirket af libertære idéer. Det kan også nævnes, at den anarko-syndikalistiske bevægelse med dens tro på generalstrejken som det store revolutionære våden har givet denne del af anarkismen vækstmuligheder. Carl Heinrich Petersen, der i mange år har været en af anarkismens fortalere i Danmark og har gjort meget for at udbrede de anarkistiske idéer ser sådan på volden:

”for overbeviste pacifister vil det vel være en selvfølge at afvise terrorisme, for det er jo vold, og det er jeg enig i, men jeg vil forkaste en generel og unuanceret afvisning af terrorisme slet og ret, for terror er terror, det er mange ting. Jeg er som næsten alle anarkister bestemt imod mord på statsoverhoveder og lignende magtsymboler – medmindre de hører til diktatorerne og tyrannerne, der direkte har blod på hænderne. Og de værste terrorister er og har altid været diktatorer og en del andre magthavere med statsmagt til rådighed. Som bekendt blev der forsøgt et par attentater p Hitler, og jeg beklager meget, at de mislykkedes. Tyranmord kan jeg absolut godkende i princippet. Mord i flæng er en terrorform, som også enkelte vanvittige og afskyelige anarkister har benyttet, kan jeg kun tage afstand fra. I 1921 sprængte en gruppe anarkister en bombe i et teater i Milano. 21 dræbtes og mage såredes. Skønt udøverne af denne modbydelige forbrydelse kun udgjorde en forsvindende minoritet af de italienske anarkister, så svækkede den alvorligt anarkisternes indflydelse og anseelse og gav den fremspirende fascisme et gevaldigt skub fremad.”

(Frit sammendrag fra artikler i tidsskrifterne ”Ikke-vold” & ”Det ny samfund”)

5.1 Al magt til sovjetterne

Rusland har før revolutionen i 1917 aldrig haft nogen større anarkistisk tradition. Russerne Kropotkin og Bakunin blev anarkister i landflygtighed, og de russiske progressive var op til revolutionen mere optaget af statssocialistiske idéer, hvad end de nu var mensjevikiske eller bolsjevikiske, dvs. socialdemokratiske eller kommunistiske.

Men alligevel fik revolutionen mange libertære træk. Anarkistiske og anarko-syndikalistiske idéer slog rødder alle vegne, også iblandt bolsjevikker, i hvert fald rent sprogligt.

Det anarkistiske slagord ”Al magt til sovjetterne!” blev overtager af kommunistpartiet, men med den uformulerede tilføjelse ”under kommunistpartiets lederskab”.

Sovjet er russisk og betyder råd.

Den første sovjet opstod i St. Petersborg under revolutionen i 1905. Den blev skabt af de uorganiserede arbejdere for at koordinere kampene på de forskellige fabrikker i den generalstrejke-lammede by. En af mændene bag den første sovjet var anarkisten Volin, og en af dens første præsidenter var Leonid Trotskij, der senere, med anerkendelse, skulle skrive:

”Sovjettens virksomhed var ensbetydende med organiseringen af anarkiet. Dens eksistens og senere udvikling markerede en konsolidering af anarkiet. ”

Sovjetten var et enestående organisationsinstrument i kampen, og da revolutionen brød ud i 1917, opstod der spontant sovjetter over hele Rusland. Arbejderne tog socialismen på ordet og bemægtigede sig produktionsmidlerne. Og – mener den franske historiker Daniel Guérin – sovjetterne tog de professionelle revolutionære på sengen.

”De anarkistiske idéer antager nu levende former”, skrev Lenin og beskrev fremtidens Rusland som et pengeløst selvforvaltningens samfund, hvor staten blev afskaffet. ”De er blevet en slags anarkister”, sagde anarko-syndikalisten Maximov om bolsjevikkerne. Det var alt sammen i 1918, samme år, som de første sammenstød fandt sted. Få år senere var Lenin og Trotskij i fuld gang med opgøret.

5.2 ”Far” Makhno.

Kort efter revolutionens start rejste bonden Nestor Makhno sine landsmænd i det tysk-østrigske besatte Ukraine til en opstand og fik smidt besættelsesmagten ud. For første gang i historien blev den libertære kommunismes principper taget i brug. Bønderne overtog jorden og slog sig sammen i kommuner og sovjetter. Så vidt krigstilstanden tillod det, blev hele det befriede område med dets syv millioner indbyggere organiseret anarkistisk som en føderation, en sammenslutning af selvstyrende enheder. Samtidig kæmpede makhnovisterne modigt med bolsjevikkerne mod de hvide (zaristiske) styrker.

I 1920 skulle de slutte overenskomst med sovjetregeringen og stillede bl.a. dette krav:

”I det område hvor makhnovisterne kommer til at operere, skal arbejder- og bondebefolkningen oprette deres egne frie institutioner for økonomisk og politisk selvforvaltning. Disse institutioner skal være selvstændige og – gennem aftaler – knyttes føderativt til sovjetrepublikkens styrende organer.”

Det blev afvist, og makhnovisterne blev knust. Officererne blev lokket i baghold under påskud af en indbydelse til fælles militær rådslagning. I ni måneder kæmpede de anarkistiske styrker. Makhno flygtede i august 1921, og da havde det nye Rusland, Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker, oplevet endnu et blodigt opgør med anarkisterne.

5.3 Kronstadt

Matroserne på flådestationen Kronstadt uden for St. Petersborg (= Petrograd = Leningrad) havde været nogle af revolutionens sejeste kæmper. Udpint som landet var, opstod der en frygtelig nød mange steder.

Emma Goldman:

”Der var ikke gået 24 timer efter vores tilbagevenden til Petrograd, før vi erfarede, at byen sydede af utilfredshed og strejketrusler. Årsagen var de forøgede lidelser, som den usædvanligt strenge vinter havde ført med sig, men som også delvis var et resultat af sovjetmyndighedernes almindelige nærsynethed. Voldsomme snestorme havde forsinket de sparsomme tilførsler af levnedsmidler og brændsel til byen. Desuden havde Petro-sovjetten begået den dumhed at lukke flere fabrikker og reducere arbejdernes rationer til næsten det halve. Samtidig var det blevet kendt, at partimedlemmerne på fabrikkerne havde modtaget en ny forsyning af sko og klæder, mens resten af arbejderne måtte gå med tøj og sko, der var i en elendig forfatning. Som kronen på værket forbød myndighederne det møde, arbejderne havde sammenkaldt for at diskutere, hvordan man kunne afhjælpe miseren … I denne spændte og desperate situation dukkede der snart en ny faktor op, som gav håb om en overenskomst. Det var matroserne fra Kronstadt … I al stilhed, og uden at udenforstående kendte noget til det, havde de sendt en komité til Petrograd for at orientere sig om baggrunden for de strejkendes karv. Dens rapport fik matroserne på krigsskibene ”Petropavlovsk” og ”Sevastopol” til at vedtage en resolution til gunst for de krav, der var fremsat af deres strejkende arbejderbrødre. De erklærede at de var loyale mod revolutionen og sovjetterne, ligesom mod Kommunistpartiet. Men de protesterede mod visse kommissærers tyranniske holdning og pegede på nødvendigheden af større selvbestemmelse for de organiserede arbejderråd. Endvidere krævede de forsamlingsfrihed for fagforeningerne såvel som for bøndernes organisationer og løsladelse af alle arbejdere og politiske fanger fra sovjetiske fængsler og koncentrationslejre.

5.4 Noget er dødt i mig.

Alexander Berkman, nær ven af Emma Goldman og ligesom hende russer af fødsel, amerikaner ved indvandring og på ny russer underrevolutionen efter landsforvisning fra USA, overværede han også begivenhederne. Han skriver i sin dagbog:

”4. marts: der kom et officielt manifest i dag. Det er underskrevet af Lenin og Trotskij og erklærer Kronstadt skyldig i mytteri. Matrosernes krav om frie sovjetter afvises som en ”kontrarevolutionær sammensværgelse mod den proletariske republik”. Medlemmer af kommunistpartiet beordres ind i møllerne og fabrikkerne for at samle arbejderne til støtte af regeringen mod forræderne. Kronstadt skal undertrykkes…

5. marts: Byen er på randen af panik. Fabrikkerne er lukket og der går rygter om demonstrationer og optøjer. Trusler mod jøder er ved at blive højlydte. Militære styrker glider langsomt ind i Petrograd og omegnen. Trotskij har sendt endnu en ordre til Kronstadt om at overgive sig, indeholdende truslen ”Jeg skyder jer som bønder”. Selv nogle af kommunisterne er vrede over regeringens tone….”

Samme dag skriver Berkman, Goldman og to andre anarkister et brev til Petrogad-sovjettenn formand, hvor de ridser situationen op, og foreslår:

”Lad en femmands-kommission vælge, med to anarkister blandt. Kommissionen skal tage til Kronstadt og afgøre striden på fredelig vis. I den givne situation er det den mest radikale fremgangsmåde. Det vil være af international revolutionær vigtighed.”

Følgende beretter Berkman i sin dagbog:

”7. marts: en fjern torden når mine ører, da jeg krydser Nevsky. Den lyder igen, stærkere og stærkere, som om den rullede mod mig … klokken er 6 om morgenen. Kronstad er blevet angrebet. Dage med angst og kanonild. Mit hjerte er følelsesløst af fortvivlelse, noget er dødt inden i mig …

17. marts: Kronstadt faldt i dag. Tusinder af matroser og arbejdere ligger døde i gaderne. Henrettelserne af fanger og gidsler fortsætter.

18. marts: Sejrherrerne fejrer årsdagen for Pariserkommunens opstand i 1871. Trotskij og Zinoviev (Petrograd-sovjettens formand, red.) fordømmer Thiers og Gallifet (fransk præsident og general, red.) for mordet på Paris’ oprørere.” (30.000 faldt, red.)

5.5 ”Kontrarevolutionen likvideret”

Red Lenin og Trotskij blot på en bølge? Var det magtliderlig opportunisme, der fik dem til at åbne armene for anarkisterne og knuse dem i favntaget?

Her er et opråb fra Den Kommunistiske Internationale 1921, Moskva. Den er måske en del af et bud på kommunisternes pludselige had og mistillid til anarkisterne;

Efter at ententen (alliance af antikommunistiske lande, red.) … er blevet tvunget til at indstille den åbne krig mod Sovjetrusland, og efter at den førende magt i verdenskontrarevolutionen, England, har set sig nødsaget til at undertegne handelsaftalen med Sovjetrusland, fordi den engelske arbejder derved håber at få mildnet sin arbejdsløshedssituation, søger ententemagterne at kaste sovjetregeringen af sadlen med andre midler. Deres agenter prøver at anstifte bondeopstande i hele Rusland … Den 2. marts lykkedes det at skabe en opstand blandt en del af Kronstadt-matroserne … de lod sig drive til en kontrarevolutionær bevægelse af de i det stille virkende social-revolutionære, af anarkister og monarkister under den uskyldigt klingende parole om nyvalg til sovjetterne …

(der blev fisket i rørt vande, slår opråbet fast, idet de kontrarevolutionære) … udmærket forstod, at det kunne være ligegyldigt, gennem hvilken dør kontrarevolutionen holdt sit indtog i Rusland, den højre eller den venstre. De vidste, at den eneste mulige form for proletariatets diktatur i Rusland var de mest erfarne, de revolutionært mest prøvede bønders og arbejderes diktatur, dem som tilhører kommunistpartiet. En partiløs sovjetregering ville ikke kunne eksistere i to uger

…

De røde tropper gik til angreb, anført af kommunister, før det lykkedes de kontrarevolutionære elementer i udlandet at komme til Kronstadt gennem Finland og tilføre byen en større mængde levnedsmidler. Den kontrarevolutionære opstand i Kronstadt er likvideret.”

Således valgte man altså, at se på Kronstadtoprøret, uden at nævne at mange mennesker havde usselt tøj, usle sko, næsten ingen mad og blev forbudt at mødes for at snakke om en løsning på problemerne.

6.1 Spanien

6.2 Efter 40 års tavshed

Membrilla, april 1979, en lille uanselig spansk landsby syd for Madrid. Det er søndag eftermiddag. Folk hygger sig ved bordene i de små taverner eller spadserer på torvet. Kun to mænd arbejder, det er Bernardo Arias og Pedro Sanchez Luna, begge knap 80 år. De er ved at klæbe 1. maj plakater op for det anarko-syndikalistiske CNT-AIT. Med særlig fryd plastrer de politistationens mure til.

Under borgerkrigen var Membrilla et anarkistisk samfund. Al ejendom var fælles, pengene var afskaffet, kirken og politistationen svedet af, og det hele var godt, fortæller de to.

Vi beslaglagde al kapitalen, gav arbejde til alle, fordelte godsejernes jord. Membrilla var et libertært kommunistisk samfund i næsten et år. Det var en meget agtværdig, en meget menneskelig og meget naturlig ting!”

De to landarbejdere fik hver fire års fængsel, da Franco-fascismen sejrede, og deres familier måtte hutle sig igennem på sultegrænsen.

”Men nu er vi rede til at slås igen, med de bare næver, om det så skal være!”

6.3 Organisationerne

Før den spanske borgerkrigs udbrud den 19. juli 1936 fandtes kun én egentlig masseorganisation i Catalonien: Confederación Nacional del Trabajo (Den nationale arbejdersammenslutning), CNT. Medlemstallet var på 150-200.000. På landsplan var antallet ca. 2 millioner.

Mellem CNT og Federación Anarquista Ibérica (Den iberiske anarkistiske føderation), FAI, eksisterede der et tæt samarbejde. Derfor er bruger man ofte benævnelsen CAN-FAI.

Forskellen mellem de to organisationer kan kort opsummeres som følgende: mens CNT først og fremmest var en faglig organisation var FAI en mere ”parti-politisk” organisering. Politisk var CNT præget af en mere moderat anarko-syndikalistisk linie, hvor FAI tendenserede til en mere radikal linie. Det viste sig bl.a. i spørgsmålet om holdningen til det spanske kommunistparti.

Ud over CNT-FAI eksisterede de en række mindre partier og faglige organisationer. Fire af disse slog sig efter den 19. juli sammen i Partit Socialista Unificat de Catalunya (Cataloniens forenede socialistiske parti), PSUC, der var domineret af kommunisterne og tilsluttet Komintern. Til venstre for PSUC stod Partido Obrero de Unificación Marxista (arbejderpartiet for marxistisk enhed), POUM, som generelt kunne betegnes som venstresocialistisk (dog havde det en meget trotskistisk periode). Dette parti var udsat for meget hårde angreb fra kommunisternes side, og knustes reelt efter maj-dagene i Barcelona, 1937.

De fagforbund, der stod nær de marxistiske partier forenedes i Unión General de Trabajadores (Det almindelige arbejderforbund), UGT, hvor store dele af funktionærerne også var organiserede. Småborgerskabet i Catalonien var hovedsageligt repræsenteret i Esquerra Catalana (det catalanske venstreparti).

Stillet overfor kommunisternes politiske linie fandt der et til stadighed større samarbejde sted mellem CNT-FAI og POUM på den ene side og på den anden PSUC og det catalanske venstreparti.

(efter artikel i kritisk revy nr. 299, ”Vi kunne have taget magten”)

6.4 Oprids af borgerkrigen

1936:

Februar: Det afholdes valg til det spanske parlament. Folkefronten vinder og får 277 ud af 412 pladser. De 278 pladser var fordelt som flg.: Republikanerne 87, det moderate venstre 75, socialisterne 99 og kommunisterne 16, CNT-FAI indgik ikke i fronten, men næsten alle anarko-syndikalister støtter den ved valget.

Umiddelbart efter Folkefrontens sejr opstår der spontane aktioner i by og på land, bonderevolter for en landbrugsreform, strejkebevægelse blandt industriarbejderne. Sideløbende med disse oprør går fascisterne og katolikkerne til modaktion, og kapitalflugten tager til. Et nyt militærdiktatur forberedes af store dele af adelen, gejstligheden og borgerskabet.

Juli: den 17. juli begynder højrefløjens oprør i Marokko. I løbet af den 18. og 19. juli deler Spanien sig i to lejre. Pga. af arbejdernes organiserede modstand mislykkedes kuppet flere steder, bl.a. i Barcelona og Madrid. –umiddelbart kontrollerer oprørerne nu 1/3 af landet.

1936-1939:

Krigen kan inddeles i 4 faser: 1. fase til oktober 1936, hvor Sydvestspanien erobres og der sker en fremrykning mod Madrid. 2. fase fra april til oktober 1937, hvor de nordlige provinser Baskien og Asturien bliver erobret. 3. fase fra marts til april 1938, hvor fascisterne trænger frem til Middelhavet ved Ebro-floden og afskærer Catalonien. 4. fase fra december til marts 1939, hvor Catalonien erobres og hvor modstanden i Midtspanien bryder sammen.

I de tre første måneder efter oprøret foregik der i Spanien en omfattende social revolution med anarko-syndikalisterne og venstresocialister som drivkraft. I den republikanske del af Spanien dannedes der overalt arbejder- og landarbejderråd. Der dannedes desuden militser af civile, hovedsageligt arbejdere- og landarbejdere, til kamp mod fascisterne.

Imidlertid var der dele af folkefronten, ikke mindst kommunisterne, der arbejdede på at genoprette en borgerlig, centraliseret statsmagt og en regulær folkehær. For kommunistpartiet var det i overensstemmelse med Kominterns anti-fascistiske folkefrontsstrategi og de bekæmpede aktivt den sociale revolution til fordel for det borgerlige demokrati..!

Således gik den kommunistiske general Enrique Lister i slutningen af 1936 til det anarko-syndikalistiske dominerede Aragonien og nedlagde hårdhændet de der dannede landbrugskollektiver.

I maj 1937 rettede kommunistpartiet det afgørende slag mod sine ”modstandere” CNT-FAI og POUM i et forsøg på at fratage arbejderrådene og militsen i Barcelona den sidste indflydelse. Det kom til gadekampe i byen, og det endte med et reelt revolutionært nederlag.

I processerne efter maj-dagene i Barcelona krævede kommunistpartiet at POUM blev frataget al indflydelse samtidig med at de blev dømt for forræderi mod republikken. Følgen blev en heksejagt og udryddelse af de såkaldte ”trotskister”, endeligt kunne kommunisterne få magten. Eller fik de?

Borgerkrigens sidste del var nemlig en kamp mellem to typer kapitalistiske stater; det borgerlige demokrati og fascismen, her vandt den sidste.

(efter artikel i kritisk revy nr. 299, ”Vi kunne have taget magten”)

6.5 Borgerkrigens tragedie

Den spanske borgerkrig (1936-39) er en af 20. århundredes mange store tragedier. En hel nation blev scene for det blodige forspil til 2. verdenskrig, faktisk blev den for en stor del brugt som træningsområde for de fascistiske og nazistiske krigsmaskiner. I juli 1936 startede en ærgerrig oberst, Francisco Franco, en fascistisk opstand mod den borgerlige demokratiske republik, Spanien. Han blev mødt af en effektiv spontan modstand næsten overalt. Han havde ikke det flertal i befolkningen, som historien ellers viser er nødvendig for en sejr. Hvordan kan det så være, at han 3 år senere ikke blot var general og caudillo (fører), men også sejrsherre? Franco blev støttet direkte af fascist-Italien og nazi-Tyskland (ødelæggelsen af baskernes hellige by Guernica var en lille øvelse for Görings Luftwaffe). Indirekte blev han yderligere støttet af republikkens skræklammelse over ikke alene at være vidne til væbnet opstand, men også til en proletarisk revolution – ”borgerkrigen i borgerkrigen”, som den vesttyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har kaldt det.

Overalt organiserede folket sig, og mange steder blev den anarkistiske samfundsmodel en realitet.

Mens tusinder af frivillige fra hele verden strømmede til Spanien for at kæmpe mod fascismen (550 fra Danmark), sad vestmagterne passivt og så til, at den spanske republik snak i grus. Spanien blev svigtet, men hvordan og hvorfor? Historikerne skændes stadig, og der er skrevet dyngevis af bøger om emnet, selv om Francos knap 40 år lange diktatur gjorde det praktisk talt umuligt at søge til selve hovedkilden, Spanien selv, for et studium af borgerkrigen.

6.6 Uddrag fra Chomskys bog ”American Power and the new mandarins”

Her følger et uddrag af den verdensberømte sprogforsker Noam Chomskys ”Armercian Power and the new mandarins”. Chomsky, f. 1928, er sprogvidenskabsmand, men han har et stort historisk-politisk forfatterskab bag sig. Han er anarkist og var som sådan en meget tidlig og energisk modstander af USA's krig i Vietnam (frit oversat):

”I månederne ovenpå Francos oprør, juli 1936, fandt en revolution af en aldrig tidligere oplevet størrelsesorden sted i Spanien. Den havde ingen revolutionær avantgarde og synes for en stor del at være spontan og inddrage bonde- og arbejdermasserne i en radikal forandring af samfundet og de økonomiske forhold, med succes indtil den blev knust. Denne overvejende anarkistiske revolution og den deraf følgende samfundsforandring behandles i nylige historiske studier som en slags vildfarelse, der stod i vejen for en heldig gennemførelse af krigen og dermed redningen af det borgerlige samfund fra Francos oprør

… Da kuppet kom, var den republikanske regering lammet. Arbejderne i Madrid og Barcelona væbnede sig, tømte regeringens våbenlagre, ja, selv skibe i havnen, og slog opstanden (Francos, red.) ned, mens regeringen vaklede, splittet under indtryk af to farer: imellem af underkaste sig Franco og at bevæbne arbejderklassen. De følgende måneder blev industri og handel i Barcelona kollektiviseret, og kollektiviseringen bredte sig til landdistrikterne (Guérin): I Aragonien opstod der 450 kollektiver med tilsammen en halv million medlemmer; i Levanten 900 kollektiver, der producerede halvdelen og markedsførte 70 pct. af produkterne i denne landets rigeste landbrugsegn; i Castillen var der 300 kollektiver med 100.000 medlemmer … der dannedes kollektiver rundt om i Katalonien, Asturien, Estremadura og Andalusien!”

6.7 Udrensning

Lykken varede ikke længe. Allerede i oktober 1936 gik regeringen i gang med at opløse de lokale komiteer samt kollektiverne. Bonde- og arbejdermilitserne blev afvæbnede af regulære hærenheder, ofte kommunistisk ledede, der bragte de selvforvaltede områder under regeringskontrol.

Sovjetunionens regeringsblad, ”Pravda”, 17. december 1936:

Hvad angår Katalonien, så er udrensningen af trotskistiske og anarko-syndikalistiske elementer allerede begyndt og vil blive gennemført med samme energi som i USSR”.

I maj 1937 blev ordene til virkelighed. Regeringen søgte at genindsætte politiet som magtens håndhæver i Barcelona. Den 3. maj kom det til åbne gadekampe, kommunistiske enheder overfaldt telefonhuset, som var nervecentret i byen og i hænderne på CNT. Alle Barcelonas arbejdere gik øjeblikkeligt i generalstrejke, byggede barrikader og besatte byens knudepunkter. CNT-ministrene forsøgte at dæmpe uroen og erklærede:

”vi kan ikke gøre andet end at afvente begivenhederne og tilpasse os dem så godt, det lader sig gøre”.

Men det var ikke let at gøre meget; centralregeringen sendte 5.000 væbnede politifolk mod byen som den 7. maj blev deres. Dette kostede over 500 liv.

Hermed var anarkismen (og anarkisterne) blevet i Spanien lemlæstet. POUM blev ligeledes knust af regeringen.

Da havde optrævlingen af de anarkistiske bondesamfund været i gang længe. En rapport fra Aragon-komiteen til Den nationale Bondekongres 19. oktober 1936:

”Mere end 600 organisationer af kollektiver er blevet arresteret … Land, jord, trækdyr og redskaber er overdraget til private familier eller til de fascister, som blev skånet af revolutionen. Høsten er blevet uddelt på samme måde … Et stort antal svineopdræt, stalde og mejerier er blevet ødelagt. I visse kommuner som Bordon og Calaceite er selv sæden blevet konfiskeret, og bønderne er nu ude af stand til at arbejde med jorden”.

Der var mange kommunister blandt de frivillige i den spanske borgerkrig også iblandt iagttagerne, f.eks. den chilenske digter og nobelpristager Pablo Neruda, som i sine erindringer, ”Jeg bekender, jeg har levet”, skriver:

”Min selvmodsigende kammerat, den nietzscheanske digter Léon Filipe var et fortryllende menneske. Blandt hans tiltrækningspunkter lagde man især mærke til den anarkistiske hang til mangel på disciplin og spotsk opsætsighed. Midt i borgerkrigen tilpassede han sig let FAIs skrigende propaganda. Han optrådte hyppigt i anarkistiske organisationer, hvor han gav udtryk for sine tanker og reciterede sine billedstormende digte. Disse afspejlede en ubestemt anarkistisk, antiklerikal ideologi, krydret med opråb og gudsbespottelser. Hans ord besnærede de anarkistiske grupper, som på malerisk vis fyldte op i Madrid, medens befolkningen ilede ud til fronten, som hver dag rykkede nærmere. Anarkisterne havde malet sporvogne og busser halvt røde, halvt gule. Med deres lange frisurer og skæg, deres patronbælter og armbind havde de hovedrollerne i Spaniens dødskarneval. Jeg så adskillige af dem i emblemstøvler, den ene halvdel af rødt, den anden af sort læder, som det må have kostet skomageren enormt besvær at lave. Men det var på ingen måde et harmløst karnevalsoptog. Hver enkelt havde en kniv i bæltet, kæmpestore pistoler, geværer og karabiner. Oftest færdedes de i bander, som, posteret foran bygningens hovedindgange, rygende og spyttende blærede sig over deres bevæbning. Deres væsentligste bekymring og beskæftigelse var at inkassere husleje hos skræmte lejere. Eller at få dem til frivilligt at udlevere juveler, ringe og ure

…

…Denne atmosfære af ideologisk forvirring og vilkårlig ødelæggelse gav mig noget at tænke over. Jeg fik kendskab til de bedrifter, en gammel, nærsynet, østrigsk anarkist med langt blond hår havde specialiseret sig i over for ”tilfældigt forbipasserende”. Han havde oprette en brigade, som han havde døbt ”daggry”, fordi den trådte i aktion ved solopgang.

”Har de ikke tit hovedpine?” spurgte han offeret.

”Jo, det hænder.”

”Så vil jeg give dem et godt smertestillende middel”. Svarede den østrigske anarkist, satte sin revolver til offerets tinding og trykkede af.

Medens disse horder hærgede i Madrids blinde nat, var kommunisterne den eneste organiserede kraft, som rejste en hær på benene imod italienere, tyskere, maurere og falangister. De var samtidig den moralske kraft, som holdt den antifascistiske modstand og kamp i live.

Kort sagt: jeg måtte vælge en vej. Og det gjorde jeg i de dage og har aldrig måttet fortrydemin beslutning, som jeg tog mellem denne tragiske epokes mørke og håb….

… Ofte trækker de gamle anarkister – det samme sker i morgen med anarkistvennerne af i dag – sig til en mere bekvem position, anarko-kapitalismen, et tilflugtssted, hvor også politiske friskaremænd, falske uafhængige og folk, der koketterer med venstretilbøjeligheder, holder til. Den repressive kapitalisme ser sin ærkefjende i kommunisterne, og dens sigtekorn forfejler så godt som aldrig målet. Alle disse individualistiske rebeller bliver på den ene eller anden måde forkælet af reaktionens skarpsindighed eller smiger, som anser dem for heroiske forsvarere af hellige principper. De reaktionære ved, at faren for ændringer i et samfund ikke ligger i individualistiske oprør, men i massernes organisation og en udpræget klassebevidsthed.

Alt det har jeg set meget tydeligt under krigen i Spanien. Visse antifascistiske grupper opførte en karnevalspræget maskerade foran Hitlers og Francos tropper, der marcherede mod Madrid. I den forbindelse udelader jeg naturligvis ubøjelige anarkister som Durruti og hans katalanere, der kæmpede som løver i Barcelona.”

7.1 Kan kærligheden være andet end fri? – Emma Goldman

”Krystere, høns, ønsker I, at katalanerne skal komme og låne jer deres nosser, så I kan blive mandfolk?”

(Opildnede ord fra Federica Montseny, i 1981 stadig en fremtrædende skikkelse i CNTtil sine medsøstre i Madrid.)

”Kun da er jeg i sandhed fri, når alle mennesker som omgiver mig, mænd og kvinder, er lige så frie som jeg…”

Sagde Bakunin og langt senere føjede Emma Goldman til:

De, som vil være frie, må selv tage det første skridt”.

Det gjorde hun selv i sit eget liv, og det har mange andre gjort. Kvindefrigørelsen har også sat sit kraftige præg på anarkismen, som den har gjort på andre revolutionære bevægelser og i den borgerlige verden. Og anarkistiske mænd har næppe været mindre opskræmte over ”emancipationen” end bankmanden Hjalmar i Ibsens ”Et Dukkehjem”, da han bliver forladt af Nora om hvem Goldman i øvrigt skriver:

”Nora forlader ikke sin mand – som den dumme kritiker vil have det – fordi hun er træt af sine forpligtelser eller føler behovet for kvindens rettigheder, men fordi det er gået op for hende, at hun i otte år har boet med en fremmed og født ham børn”.

Det centrale i kvindefrigørelsen er for Goldman det erotiske i dets yderste betydning, indebærende det sokratiske bud ”kend dig selv!”

7.2 en kunstig skabning

”vi må vokse frit ud af gamle traditioner og vaner. Kvindebevægelsen har kun lige taget det første skridt i den retning. Man må håbe, den samler kraft nok til at tage det næste. Stemmeret, ligeret for loven, kan være gode krav, men en sand frigørelse begynder hverken ved stemmeurnerne eller i retten, Den begynder i kvindens sjæl.”

Sådan skrev hun i 1917 i essayet ”Love among the Free”, hvori hun ser med stor bekymring på kvinderne efterligning af mandens verden, med bl.a. puritanisme som følge.

”Ren ydre frigørelse har gjort en kunstig skabning af den moderne kvinde, som minder om fransk havekunst med dens arabesker af træer og buske, pyramider, hjul og spiraler, hvad som helst undtagen lige netop de former som ville udtrykke hendes egne indre kvaliteter.”

7.3 Frigørelsens tragedie

Hun sætter dristigt moderskab og erotisk kærlighed op som modvægt:

”Den sande frigørelses store bevægelse har ikke mødt en stor race af kvinder, som kunne se friheden lige i øjnene. Med deres snævre puritanske syn har de forvist manden fra deres følelsesliv som en forstyrrer og en tvivlsom karakter.”

Hun mener, at årsagen skal findes i, at kvinder kun kæmper for uafhængighed fra ydre tyranner, mens de indre tyranner – de etiske og sociale konventioner – er langt farligere.

”Alle disse nævenyttige moralske detektiver og fangevogtere af den menneskelige ånd … før en kvinde har lært at trodse dem alle, at stå fast og holde på sin egen uindskrænkede frihed og lytte til sin egen naturs stemme, hvad enten den kalder på livets største skat, kærligheden til en mand, eller hendes mest lysende privilegium – retten til at føde et barn – kan hun ikke kalde sig selv frigjort …

… Hvor mange frigjorte kvinder er modige nok til at erkende, at kærlighedens stemme kalder og hamrer vildt i deres bryst, kræver at blive hørt, at blive tilfredsstillet?”

Emma Goldman, der en overgang studerede Freud i Wien, fulgte stemmens kalden, men hun stødte også i sit eget revolutionære arbejde på problemet med moderskabet, som hun som ung gav afkald på, for sagens skyld.

Essayet skrev hun som 48-årig, hun er så provokerende at hun vover ordene:

”Jeg bemærkede engang, at der syntes at være dybere slægtskab mellem den gammeldags mor og værtinde, altid åben overfor sine små og de elskede, og den sande nye kvinde, end mellem sidstnævnte og hendes gennemsnitlige frigjorte søster. Emancipationens disciple erklærede mig simpelthen for en hedning, lige til at hælde på bålet.”

Er det en kvinde der er ved at blive gammel og reaktionær, som udtaler sig her? Næppe! Citaterne er fra det kapitel i essayet der handler om emancipationens elendighed, og den ser hun som en anarkist; kvindefrigørelsen følger samme kurs som den revolution, der bare overtager det gamle samfunds magtstrukturer. Og de magtstrukturer er jo også på det kønspolitiske område mændenes.

7.4 Den hjælpeløse mand

Mændene

”har købt hjerner, mens alle verdens millioner ikke har kunnet købe kærlighed. Manden har undertrykt kroppe, men al magt på Jorden har ikke kunnet undertrykke kærlighed. Manden har erobret hele nationer, men alle våben i verden har ikke kunnet erobre kærlighed. Manden har lænket og indespærret ånden, men har været helt hjælpeløs overfor kærlighed. Højt på sin trone med al den glans og herlighed hans guld kan købe, er manden dog fattig og forladt, hvis kærligheden går ham forbi.”

Fri kærlighed? Kan kærlighed være andet? Spørger Emma Goldman

7.5 En drøm

I sine erindringer fortæller hun om den mand, der nok skulle blive hendes livs største kærlighed, Ben Reitman, en lidt gådefuld skikkelse, ikke helt vellidt af andre anarkister, og lidt af en skørtejæger: ”han lignede en smuk brutal fyr.”

Hun bliver heftigt forelsket i ham, men der sker noget, som får det til at se ud, som om Ben har forrådt bevægelsen til politiet. Alle advarer imod ham og hun flygter fra ham.

”Tilbage i Minneapolis fandt jeg endnu et par breve fra Ben, som bønfaldt mig om at lade ham komme. Jeg kæmpede imod i et stykke tid, men til sidst afgjorde en mærkelig drøm sagen. Jeg drømte, at Ben stod bøjet over mig, med ansigtet tæt ved mit og med hænderne på mit bryst. Flammer skød ud fra hans fingerspidser og omhyllede langsomt min krop. Jeg gjorde ingen forsøg på at undslippe dem. Jeg strakte mig op imod dem, med en stærk lyst til at blive fortæret af flammerne. Da jeg vågnede, blev mit hjerte ved med at hviske til min oprørske hjerne, at en stor kærlighed ofte har givet inspiration til værdifuld tænkning og gode handlinger. Hvorfor skulle jeg ikke være i stand til at inspirere Ben, trække ham med ind i mine sociale idealers verden?”

Det siger noget om spændkraften i den person at hun som praktisk og realistisk revolutionær med politiet og medierne i nakken hele tiden og med en kæmpe ansvar overfor den anarkistiske bevægelse tør lade sig lede af en drøm. En flipper og sværmer?

Der sker meget siden Emma Goldman døde i 1940 af sorg over den Spanske Revolutions nederlag, men hun står stadig som en af de store libertære skikkelser i kvindefrigørelsen. De her citerede afsnit er bevidst valgt som provokation. En anarkist ønsker et samfund uden herskere, men så sandelig også uden fruskere som det tilsvarende fænomen på kvindesiden er blevet kaldt. Og selvfølgelig har hun været kompromisløs i sine krav om ligeret – læs hendes erindringer!

7.6 Den indre despot

Det samme har en masse andre libertære kvinder været og det er ikke gået lige let. En af grundlæggerne af den libertære spanske kvindebevægelse ”Mujeres Libres” (”Frie Kvinder”), lægen Lucia Sanchez skrev i 1935:

Jeg har set mange hjem … også anarkistiske, som beherskes fuldstændigt af feudale normer”

Og hun tilføjer:

”Den bevidste mand som er en fjende af alle tyranner, er forpligtet – hvis han vil være konsekvent – til at uddrive enhver rest af despoti fra sig selv.”

”Mujeres Libres” var en anonym massebevægelse af fortrinsvis arbejderkvinder, der organiserede sig i 1936, den Spanske Borgerkrigs første år.

”Frie kvinder” kæmpede ikke isoleret for kvindens frigørelse, men så den som et nødvendigt led i den sociale revolution. Og den tog omkring 20.000 kvinder aktivt del i.

De kæmpede ved fronterne; arbejdede i fabrikkerne og i kollektiverne; oprettede skoler og kurser for kvinder; startede kampagner for lige løn og for gratis vuggestuer på virksomhederne og i arbejderkvartererne – og de nåede mange gode resultater.

De mødte imidlertid aldrig den tillid og fik aldrig den indflydelse som de havde krav på i den libertære bevægelse.

7.7 Middelalder igen

” – Hvordan forestiller du dig kvindens frihed?

- Som en praktisk og umiddelbar ting, ikke som noget litterært.

- Venter du, at lovgivningen skal give dig denne frihed?

- Nej

- Venter du, at den vil komme med mændenes hjælp?

- Jeg venter at den vil komme som et resultat af mine egne bestræbelser.”

Sådan står der i et interview med en ung arbejderkvinde i bevægelsens tidsskrift, der i øvrigt var åbent for alle ”mænd som kvinder der kæmper for menneskeslægtens frihed”.

Men også anarkismen havde et reaktionært efterslæb. Proudhon f.eks. så det som kvinders opgave at føde og opdrage børn. Og de spanske mænd, skrev Emma Goldman under borgerkrigen, så på kvinden som en børneavlerske og en fornøjelsesgenstand.

8.1 Nutid og fremtid

Efter Francos sejr i 1939 skulle der næsten gå 30 år før der igen kom historisk sus i de sorte faner. Det var i Paris hvor unge studenter støttet af arbejderne i maj 1968 startede en anti-autoritær revolte, der rystede det franske samfund. Præsident de Gaulle kaldte oprørerne for ”uvaskede karnevalsfigurer”. Men selv ikke han kunne bagatellisere maj-revolten. Mindst 6 millioner strejkende støttede studenterne i deres krav om reformer.

Det var en spontan og helt uventet opstand. På barrikaderne i den franske hovedstad kunne man i øvrigt atter se de sorte og røde faner side om side.

Maj-revolten var, sammen med antikrigsbevægelsen (Vietnam-krigen), nok den kraftigste saltvandsindsprøjtning til den anti-autoritære strømning, som i de år bredte sig overalt i den vestlige verden under betegnelsen ungdomsoprøret.

8.2 Fra oprør til håbløshed

NB: denne del af ”Anarki eller kaos” er ikke ændret fra originalen, så ”nu” betyder 1981..!

Det sygnede lige så stille hen i ’70’ernes kolde krisetid, smadret af medierne, af kommercialisme og af stoffer – og splittet af det gamle spørgsmål om hvor man skal begynde at ændre verden; i sig selv eller i samfundet? Anarkisterne vil svare: begge steder! Men for nu at sætte det groft op blev de, der valgte den første vej ny-religiøse og selvterapeutiske – og de andre gik med krum hals ind i venstrefløjens hunde- og karrierespørgsmål. Flertallet faldt for resten bare til ”patten” eller blev voksne alt efter hvad man vil.

Nu skriver vi 1981. Ungdomsoprør og overflod er afløst af ungdomsarbejdsløshed og underskud. Hvad kan anarkismen tilbyde i en sådan situation?

Dens anti-dogmatisme og ens stærke understregning af individets ret til at søge lykken og friheden griber mange, der skræmmes af konformiteten og den almindelige håbløshed. Mange punkere kalder sig f.eks. anarkister, uden af give udtryk for, om det strækker sig meget videre end til at farve håret skotskternet. Mere vigtigt er det nok, at de anarkistiske principper ser ud til at kunne få en renæssance. Måske er de mange græsrodsbevægelser rundt om i verden en chance for de libertære ideer (og omvendt), sådan som syndikalismen var det.

Lad os vende os mod Danmark.

9.1 At komme på staten

”Da arbejderne begyndte at røre på sig i forrige århundrede, mærkedes det også iden fjerne europæiske provins Danmark. De første danske socialdemokrater var mest inspireret fra Frankrig, og foregangsmænd som Louis Pio fik statsmagtens vrede at føle. Han blev tvunget til at modtage en enkeltbillet til USA. Senere kom strømningerne fra Tyskland, hvor det store socialdemokrati bed sig fast og fik en aflægger i Danmark”

Sådan skildrer den nu glemte anarkistiske journalist og forfatter J.J. Ipsen (1857-1936) det i nsine søde memoirer ”en utopists historie” (1926). Ipsen var siden sin ungdom grebet af de libertære idéer og så først en mulighed i socialdemokratiet, der dengang havde e stærk antiparlamentarisk fløj. Til den hørte

”i mange Aar to ivrige medlemmer, Bager I. P. Nielsen og K. K. Steincke; men da em Valgdag nærmede sig, blev deres øjne opladte for at de havde taget fejl, og de optoges begge i Rigsdagen, Steincke senere ogsaa i Regeringen. Saadanne pludselige og mirakuløse Omvendelser regnes til de fineste; selvfølgelig kun naar de gaar i den rigtige Retning, men det gør de forbavsende ofte, og da styrker de Troslivet hos Smaafolk. Steincke udarbejdede en Gang et Lovforslag paa 335 paragraffer om Fattigforsørgelse; saadan noget vinder Paaskønnelse hos maalbevidste socialdemokratiske Arbejdere. I gamle dage hed det at komme paa Sognet, nu er de alle sammen kommet paa Staten”.

9.2 Vejen til helvede

Ipsen var vidne til, hvordan den røde farve i partiet langsomt blegnede. Han sad i en meget kort overgang i hovedbestyrelsen og var journalist på ”Socialdemokraten” – dengang man endnu gik med pistol på redaktionen! Han sad også stadig på første parket, da det blev et agtet regeringsblad. På dette tidspunkt havde han selv for længst mistet agtelsen..!

I et par år var han korrespondent i Paris, hvor han boltrede sig i det revolutionære miljø, og omkring århundredeskiftet vendte han tilbage til Kongens København;

”En masse Mennesker gik endnu og var betænkelige ved ”Socialismen”; men netop den Gang indtraf det store forlig med Arbejdsgiverne … og Vejen til Staunings indtræden i en ”Kapitalistregering” var saaledes brolagt med gode Forsætter, ligesom Vejen til Helvede. Hvad var der saa egentlig at være betænkelig ved?

Jo, der var dette, at jo mere man havde væltet Menneskene ind under Staten, desto utaaleligere var Livet blevet. Af det arbejde som Naturen havde paalagt os, var der lavet en Karikatur, i Stedet for fælles Interesser havde man fået modsatte Interesser; Producenterne vilde have høje Priser, Forbrugerne lave Priser, Arbejdsgiverne forlangte lav Løn, Arbejderne høj Løn; Konkurrencen gik for at være fri, men var i Virkeligheden et ulige Slagsmaal; Resultatet blev offentlig Fattigdom … Det var som om Louis Pio aldrig havde levet, blandt Proletarerne var Idealismen uddød, og i Bourgeoisiet var den ikke født. Den aandelige Fattigdom kune føles større end den Materielle”

På sine ældre dage var Ipsen udgiver af det anarkistiske blad ”Korsaren”, og sammen med nordmanden Hans Jæger forfattede han den berygtede ”Kristianiabohèmen”. Han videreførte det senere under navnet ”Revolten” og havde en overgang Martin Andersen Nexø som bidragyder. Der blev udgivet andre anarkistiske aviser i København på dette tidspunkt, herunder kan nævnes: ”Den røde krig” og ”Skorpionen”. Sidstnævnte blev udgivet af Sophus Rasmussen, der senere dømtes for mordet på en betjent.

For anarkismen i Danmark blev det aldrig til mere end små glimt – masserne fik den aldrig fat i. Herhjemme var det en filosofi for enere, blandt andre Georg Brandes var en overgang inspireret heraf, ikke mindst gennem sit nære venskab med Peter Kropotkin. Korrespondancen mellem de to kan findes på Det kongelige bibliotek, her bringes et uddrag af et af Kropotkins breve fra 1919, hvor det slås fast, at det Rusland har brug for fra Vesteuropa ikke er diplomater og generaler, men brød;

”Bolsjevikkerne anstrenger sig for at socialisere jord, industri og handel gennem et diktatur, håndhævet af dele af det socialdemokratiske parti. Den ændring, de vil indføre, er socialismens grundlæggende princip. Desværre gør den måde, de søger at gennemtrumfe den på, et heldigt udfald absolut umuligt. Hvilket vil berede os en rasende, ondsindet reaktion … Ikke desto mindre protesterer jeg af fuld magt mod enhver form for væbnet indblanding i Ruslands indre anliggender fra allieret side (de lande, der havde kæmpet mod Tyskland under 1.Verdenskrig, red.). En sådan indblanding vil som følge få et udbrud af russisk chauvinisme … og ville skabe fjendtlighed mod hele Vesteuropa i hele den russiske befolkning”.

9.3 Syndikalistbacillen

Syndikalismen kom til at spille en rolle herhjemme, men indgik aldrig ægteskab med anarkismen i Danmark. Dette til trods for begges åbenlyse antiautoritære linje. Ipsen nævner ikke syndikalismen med én linje. Allerede i 1910 havde Chrisian Christensen og Thøger Thøgersen dannet Fagoppositionens Sammenslutning, som under slagordet ”Direkte Aktion” og med radikale midler- også sabotage - ville gennemtvinge en generalstrejke, der skulle sikre arbejderne magten (gennem bedriftsråd) og svække statsmagten. Syndikalisterne var imod autoritet – også fagforeningsledernes.

De havde medvind nogen tid og erobrede flere fagforbund. De skabte ligeledes ved flere lejligheder oprørslignende tilstande i hovedstaden.

I 1920 knækkedes syndikalisterne, da de tabte en månedlang sømandsstrejke, som kostede søfolkene en række privilegier, de tidligere havde tilkæmpet sig. Herunder 8 timers arbejdsdag, som de først fik tilbage 25 år senere.

Syndikalisternes rolle blev i Danmark overtaget af kommunistpartiet der blev dannet i 1922, og en kort overgang havde nogle af de gamle syndikalister som medlemmer.

9.4 Uden om demokratiets kommandoveje

9.5 Ungdomsoprøret

I årene herefter og indtil ungdomsoprøret i 1960’erne-’70’erne skulle der ikke mange hænder til at tælle de danske anarkister. Anarkismen blev i denne periode et individualistfænomen herhjemme. Dette ændredes under indtryk af begivenheder verden over, da hippie-bevægelsen, maj-revolten og provoerne genoplivede de anarkistiske idéer om direkte aktion, solidaritet og opgøre med autoriteter som veje til at ændre samfundet.

Maj-revolten blev model for studenteroprørerne på de forskellige læreranstalter, hvor man længe havde haft et antiautoritært præg. De hollandske provoer, som gjorde en dyd ud af, at udpege uretfærdigheder i samfundet gennem provokerende happenings og aktioner fik også slægtninge herhjemme, her kan bl.a. nævnes teatergruppen Solvognen. ”Frøstruplejren” i Thy betød for mange et brug med det etablerede og en mulighed for at skabe egne rammer og normer, ligesom besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne for endnu flere virkeliggjorde drømmen om et alternativt samfund og blev til Christiania. Der begyndte på dette tidspunkt at komme mere og mere anarkistisk litteratur og der dukkede en undergrundspresse op med bladet ”Hætsjj” som anarkisternes bidrag. De små anarkistiske grupper fik nyt liv, der skete meget.

9.6 ’80’ernes BZ-bevægelse

Hvor de glade 60’ere og ’70’ere netop bar præg af at de var glade og at Danmark lå i et sikkert opsving så tingene helt anderledes, måske mere radikale ud i ’80’erne. Der er mange årsager hertil; den internationale verdensorden og den kolde krigs tilspidsede situation, magtesløsheden overfor systemet; mange unge spurgte sig selv og hinanden om, hvad fanden alt det hippie-happy halløj egentligt havde virket, økonomisk nedtur og ikke mindst vrede.

Det var ikke længere langhårede mennesker i bare tæer som sang ”we shall overcome” der satte dagsordenen i undergrunden. Det var slumstormerne – som i dagspressen blev døbt BZ – der var hovedaktørerne i ’80’ernes anarkistiske bevægelse.

9.7 Nå-’90’erne

Op i løbet af ’90’erne er der sket forskellige ting, bl.a. med organisationen Rebel og den autonome bevægelse som tog over hvor bz-bevægelse slap. Der er blevet startet forskellige ungdomshuse landet over og græsrodsbevægelser samt topmødedemoer har præget den antiautoritære bevægelse meget i slutningen af ’90’erne.

9.8 2004

I Thy kan man stadig besøge ”Thylejren” og på Christianshavn Christiania. Beboerne kalder sig anarkister og lever alternativt til det bestående samfund. Er gassen gået af ballonen eller findes der stadig mennesker som vil organisere sig anarkistisk, solidarisk og leve udenom det bestående samfund?

Litteratur

Anarkismen, Guérin Daniel, København 1979

Anarkismens grundidéer, tekstbog, København 1980

Anarkistisk lesebok, Oslo 1970

Anarkismens ABC – grundtræk af den anarkistiske kommunisme, Berkman Alexander, København 1974

Det anarkistiske menneske, Welzel Ruddi, Køebnhavn 1979

Anarchism, Woodcock George, London 1975 (svensk udgave 1964)

Klassiske værker

Gud og staten, Bakunin Michael

Autoritet eller selvforvaltnng, Helm Michael og Ottovar Annagrethe, København 1979

En anarkists erindringer, Goldman Emma, København 1976

En anarkists erindringer, Kropotkin Peter, København 1976

Gensidig hjælp, Kropotkin Peter, København 1906

Andre bøger

Magt og modstand, Chomsky Noam, København 1970

Budskab fra en vis nisse, Duyn Roel Van, København 1971

Anarkiets korte sommer, Enzensberger Hans Magnus, København 1973

En utopists historie, Ipsen J. J., København 1926

Hvem var Maletesta – digte, Reich Ebbe, København 1969

Walden – livet i skovene, Thoreau Henry Davis, København 1972

Civil lydighedsnægtelse, Thoreau Henry Davis, København 1968