søndag den 18. juli 2010

SORTE FANE LINK

http://sortefane.wordpress.com/r/anarkisme-og-syndikalisme/

Et hav af gode artikler og links

ASO IAA

http://www.scribd.com/doc/4012092/Principprogram-og-vedtgter-for-ASO-og-IAA

Håndbog for uorganiserede rebeller

Håndbog for uorganiserede rebeller!!
(1. udgave, sommer 2003)

- en håndsrækning til revolutionære aktiviteter.

Forord

Foran dig har du en hjælpende hånd til aktivisme. Meget af indholdet er sikkert for nogle gammelkendte oplysninger, andet måske noget helt nyt. Der kan også tilføjes mere, som ikke er nævnt i håndbogen. Denne udgave er en kraftig redigering og omskrivning af den gamle ”Håndbog for rebeller”, der trængte til et ordentligt eftersyn – især nu da Rebel ikke har fandtes i et par år. Denne håndbog kan også findes på www.rebel2001.person.dk - den skulle gerne være klar til efteråret. For kommentarer eller spørgsmål kontakt: rebel2001@most-wanted.com

God læselyst, Rebel2001

Indholdsfortegnelse:

1 Økonomi
2 Lokaler
3 Offentlige møder
4 Studiekredse/emnemøderække
5 Plakater
6 Løbesedler
7 Pressemeddelelser
8 Læserbreve og kronikker
9 Demonstrationer
10 Faner
11 Aktioner
12 Graffiti
13 Bannermaling
14 Bannerdrops
15 Civil Ulydighed
16 Hvem er politiet?
17 Sikkerhed – Hvordan undgås politiet?
18 Sikkerhed – den yderste højrefløj
19 Dine rettigheder
20 Venstrefløjs floskelarium
21 Adresser
22 Fonde
23 Pamfletter



Økonomi

Når man starter en gruppe er det smart lige fra starten at aftale hvem der er økonomiansvarlig. En anden god ting er, at man allerede fra starten har styr på økonomien. Er der noget man kan komme op at skændes over, så er det, når der er rod i pengesagerne. Derfor: Få lavet et system fra starten!
Der er to måder man kan køre økonomien på: Man kan lave en cigarkasse eller man kan oprette en giro-konto.
Cigarkasse-økonomi fungerer ligesom madkassen derhjemme. Der skal man ikke hæve eller indbetale, når man skal bruge penge. Har man ikke så stor en økonomi, så er det en god idé kun at have en cigarkasse. Her lægger man penge i og tager dem igen når gruppen har fælles udgifter. Det er dog altid godt at notere, hvor pengene kommer fra og hvad de bliver brugt til!
En girokonto er lidt mere avanceret. Man skal lave en foreningskonto. En forening betyder mindst 5 personer, hvor den økonomisk ansvarlige er over 18 år. Fordelen med en girokonto er, at man kan indbetale penge til kontoen på alle landets giroinstitutter, ligesom man heller ikke betaler portogebyr, når der skal betales regninger. Hver gang der betales regninger eller indsættes penge, modtager foreningen et kontoudtog. Sådan kan man hele tiden holde styr på, hvor mange penge man har i girobanken. For at oprette en foreningskonto, kræves der vedtægter og et referat fra generalforsamlingen.
En anden god idé er at købe en kolonnebog eller kasse-rapport, hvor der skrives op, hvad pengene går til og hvor de kommer fra. Begge ting kan købes i en almindelig boghandel. Vil man oprette en girokonto, henvender man sig på posthuset. Den slags vil de gerne hjælpe med.
En vigtig anden ting med økonomien er at beholde bilagene og få sat dem i system (nummerorden). Et bilag kan f.eks. være en kvittering eller en bon, når man køber maling eller en blanket hvor ”Birgitte“ skriver sit navn og adresse, når hun betaler sit lokalkontingent (hvis man har vedtaget at have et sådant). Bilag bruges som dokumentation, så man kan bevise hvor pengene kommer fra og hvad de er blevet brugt til. Så undgår man mistanke!
Det er vigtigt at lave et årsregnskab. Derfor skal der holdes styr på økonomien i løbet af året.

Hvordan skaffer man penge?

Udover et kontingent er der også en række andre muligheder for at skaffe penge.
Her er nogle muligheder:

Når man skal skaffe penge lokalt, så er det altid en god idé at samarbejde med de lokale fagforeninger. SiD, BUPL, SL og PMF er normalt gode samarbejdspartnere. Hvis man skriver ansøgninger til lokale initiativer, er det altid godt, at man skriver til sin lokale fagforening. Man kan bede dem om penge, men man kan også ansøge om at låne deres kopimaskine. Hvis man vil holde offentlige møder, kan man også låne fagforeningens lokaler.
Adresser på alle landets fagforeninger står bagest i Arbejdsmarkedshåndbogen fra AOF - Arbejderbevægelsens Oplysnings Forbund, som fås på biblioteket eller hos den lokale fagforening.
Der findes en række fonde på venstrefløjen. De giver penge til forskellige aktiviteter. Dem kan det også være en god idé at ansøge om penge. Adresser på dem står bagest i dette hæfte.
Det er nogle vigtige ting at huske på, når man laver en ansøgning om penge.
Der skal stå
1) Hvem man ansøger om penge.
2) En præsentation af ansøgeren
3) Hvilken aktivitet man søger penge til.
4) Endelig hvor mange penge man søger. Her kan man evt. lave et lille budget – husk nu at det er bedre at overdrive end at undervurdere egne udgifter.
5) Der skal være en kontaktperson med adresse samt et tip til, hvordan man kan få flere oplysninger.

Men det at skaffe penge ophører ikke ved ansøgninger og lokalkontingenter:
Der kan afholdes støttefester. Idéen med en støttefest kan være at folk kommer til en fest, hvor overskuddet går til et bestemt formål. Husk at oplyse folk om, hvad dette formål er, før festen er i gang, evt. på plakaten. Formålet kan være at samle ind til gruppen eller til et solidaritetsformål. En del af idéen med en støttefest er, at man skal få folk med på idéen. Forklar nogle musikere hvad formålet er, og de stiller måske op gratis for at støtte arrangementet. Er der tale om en støttefest til fordel for strejkende arbejdere vil den lokale fagforening nok være med. I skal regne med selv at skulle lægge arbejdet i, men måske skyder de andre så penge i. En gylden regel for støttefester er, at jo mindre udgifter I har, desto større bliver overskuddet til det formål, støttefesten går til. Sørg derfor for ikke at have de store udgifter. Støttefester kan nemt gå hen at give underskud, hvis man ikke har en vis erfaring og kender mange, der vil komme til arrangementet. Men en fest er en god, sjov og anderledes måde at lave aktiviteter på, og det er også en nem måde at komme ud med et politisk budskab til mange mennesker.
Man kan også lave støttegear eller revolutionært "kitsch". Man kan trykke klistermærker, T-shirts, stofmærker etc. Formålet er selvfølgelig at skrabe lidt penge ind, samtidig med at nogle let fattelige symboler bliver synlige i dagligdagen.
Der findes endnu en måde at samle ind på: Indsamling. En indsamling i gammeldags forstand er ikke så brugt. Traditionelt har det gamle kommunistparti, DKP, samlet ind årligt, og har på den måde kunnet køre f.eks. et dagblad (Land og Folk). Her var det primært medlemmerne, der lagde skillinger i posen. I vores kredse har folk meget færre penge. En indsamling har ligeledes ofte været brugt til at sætte fokus på andre ting, f.eks. landarbejderes forhold i El Salvador.
Laves indsamlinger offentligt, skal der polititilladelse til, men det sker sjældent.

Er man først blevet anerkendt som en forening kan man også få tilskud til et leder- og instruktørkursus . Her kan ”ledende“ medlemmer få betalt et kursus i f.eks. regnskabs- eller tale teknik. Reglerne for at få netop dette tilskud varierer meget. I Ålborg er det f.eks. meget nemt og ubureaukratisk, i København er det stærkt begrænset. Spørg derfor på kommunen, og kontakt evt. folk du kender som er sat ind i netop denne form for tilskud.

Som det sidste kan det oplyses, at DUF har nogle fonde/puljer, som de deler ud af. Den ene hedder Initiativstøtten, og giver støtte op til 15.000 kr. til projekter, der er nyskabende og ikke er en normal del af en forenings arbejde. Det kan være at man i en gruppe vil lave noget ekstraordinært, som man ikke plejer at lave (teatergruppe, diasshow etc.). Så kan man søge om støtte herfra. Man kan ligeledes søge Ulandspuljen fra DUF, som giver penge til aktiviteter, der vedrører Ulande. Det kan være hvis en gruppe ønsker at lave udstilling om den skæve verdenshandel eller folkelige bevægelser i det centrale Afrika. Til begge puljer findes der nogle retningslinjer og ansøgningsskemaer, som kan fås ved henvendelse til DUF.

Lokaler


Finansiering af lokaler

Er man godkendt som en lokalforening kan man få lokalestøtte (foreningsstøtte) af kommunen. Det er en gældende regel landet over, at kommunen skal stille økonomisk hjælp til rådighed til ungdomslokalforeninger. Regler er udformet forskelligt fra kommune til kommune, men som hovedregel skal man være en forening bestående af mindst 7 unge under 25 år. Foreningen skal have vedtægter og en økonomiansvarlig. Det bedste er, hvis I selv henvender Jer til kommunen. Måske er det lidt svært i starten, da nogle kommuner gerne ønsker at bruge de afsatte midler til noget andet. Derfor kan meldingen godt være, at det system ”ikke findes i denne kommune“. Det skal I ikke lade Jer narre af! Argumentér for at det skal de ifølge loven. Når man har fået tilskud, der oftest maksimalt kan udgøre 75 % af lokaleudgifterne, skal der afleveres et regnskab inkl. bilag til kommunen året efter (i marts-april). Derfor er det vigtigt at I holder styr på tingene. Tilskuddet kan gives enten til egne lokaler eller til leje af lokaler, hvis det er den måde man ønsker at gøre det på.

At finde lokaler

Når man skal finde lokaler er der mange ting der bør overvejes, og her er nogle af dem;
- hvor synlige skal de være? Er det vigtigt med en letsynlig facade så alle der går forbi kan se at her holder XXX til, eller kan man nøjes med et kælderlokale eller for den sags skyld et lokale på 3. sal eller i en baggård?
Den første slags lokaler er gode hvis man gerne vil promovere sig selv og evt. bruge lokalerne som café udenfor mødetider. De er betydeligt dyrere end den anden slags lokaler og udsøgt mål for nazister og andre som synes det er fedt at smadre vinduer med sten, vejskilte, lanterner, indkøbsvogne og hvad der ellers er set (især hvis I bor i Århus bør I være opmærksomme på denne problematik).

Offentlige møder

For at få tilført lidt viden er det en god idé at holde offentlige møder. På den måde kan man være med til at sætte lidt debat i gang. Vælg et tema, der er oppe i tiden og få en foredragsholder ud. Sørg for at få mødet opreklameret bl.a.. ved at udsende pressemeddelelser i forvejen. På selve mødet skal der bydes velkommen (lidt formelt) og bagefter kan det nævnes hvem der stod bag mødet. Vælg også en ordstyrer på forhånd. forær gerne oplægsholderen en flaske vin for god ordens skyld.


Studiekredse/emnemøderække

En anden, mere teoretisk aktivitet kan være at få lavet en studiekreds. Det kan være over en enkelt tema, en bog eller flere emner. Lad os tage et eksempel: Der laves en studiekreds over "Det Kommunistiske Manifest". Kredsen består af 5 personer. Der aftales, hvor langt der læses til næste mødeaften. En person læser grundigt og holder et oplæg til næste møde. Herefter debatteres indholdet kritisk og der opstår forhåbentlig en diskussion.
Møderækken adskiller sig ved at kunne indeholde flere møder med oplægsholdere. Det kunne f.eks. være en møderække over "Hvordan organiserer den revolutionære ungdom sig i dag?" Så kommer der til flere møder forskellige folk, og der opstår forhåbentligt en livlig debat også udenfor møderne.

Plakater
En god måde at gøre sig synlig på er ved at sætte plakater op. I provinsen er der færre plakater i bybilledet end i større byer. Derfor betyder en nats plakatopsætning, at man kan gøre sig temmelig synlig. Plakatopsætning er ulovligt og kan straffes med bøde på op til 500 kr., og man risikerer også, at politiet tager ens spand, pensel samt plakater. Dog tolereres det ofte, hvis man sætter plakater op der, hvor de alligevel ikke støder nogen. Det kan være på grå mure, lyskasser og elskabe. Er der sat byggeplader op af tyndt træ kan de også anvendes. Plakater sættes op med tapetklister. Lav den ikke for tynd. Tapetklister kan købes hos farve- og tapethandleren, Silvan eller i en malerforretning, og koster ikke alverden. I mindre byer anbefales det at sætte plakater op om natten for ikke at vække opsigt. Sæt som hovedregel aldrig plakater op alene. Er man to, kan den ene altid holde udkig efter politiet eller byens lokale voldsbøller.
I større byer kan det til gengæld være en fordel at sætte plakater op om dagen, have neutralt tøj på og blot virke så tjecket, at folk tror man er ansat som plakatophænger og det derfor er ganske legalt hvad man render rundt og laver.
Grundlæggende er det væsentligt at plakatens budskab er tydeligt og at der er en vis power i den, så den vækker opsigt. Laver I selv en plakat så sørg for guds skyld for, at der ikke er stavefejl. Det ser ikke så godt ud. Med alle plakater er det godt, hvis der står anført, hvem der har lavet den og hvor eventuelt interesserede kan henvende sig (f.eks. telefonnummer eller mailadresse) En god ting ved plakater er også når de rummer humor.
Løbesedler
Mange af huskereglerne vedrørende løbesedler er som ved plakater; stavefejl er ikke så godt, de vækker mest opsigt i mindre byer og der må gerne være impliceret en vis humoristisk sans i disse. En løbeseddel skal være kort og præcis. Det er også vigtigt at skrive i et let forståeligt sprog. Undgå for mange fremmedord og forkortelser. Lad eventuelt en udenforstående læse løbesedlen igennem, før den går i trykken. Venstrefløjen har en tendens til at tale et sprog almindelige mennesker ikke forstår, hvilket er en meget dårlig vane. Selvfølgelig skal du ikke gå på kompromis med dit budskab pga. at nogle mennesker ikke kan alle de samme ord som du selv, men måske forsøge at omformulere alt for knudrede ord og sætninger. En meget god huskeregel er, at tilpasse sproget modtageren og dennes daglige tale og jargon.
Husk ligesom med plakaten altid at have afsender på, samt et sted hvor man kan henvende sig, hvis man har yderligere interesse. Det kan være mail-adr. eller evt. tlf. nr. på en kontaktperson, eller den gruppe som du laver løbesedlen sammen med.
Pressemeddelelser

Når man har lavet eller inden man laver en aktion/aktivitet, så kan det betale sig at lave en pressemeddelelse. Heri bør følgende fremgå:
1) Hvad er der sket/sker der
2) Hvorfor det sket/sker det
3) Formålet med aktionen
4) Hvad der fremover vil ske i den forbindelse.
Alt efter karakteren af aktionen, så bør man skrive under. Skriver man under med en gruppe er det en god idé at skrive under med et navn ("Mette Hansen - på vegne af XXX-Ringkøbing"). Specielt ude i lokalområderne, hvor lokalbladene har en central rolle, er det nemmere at komme til orde hvis man laver en pressemeddelelse. De store dagblade interesserer sig kun i ringe grad for, hvad der sker lokalt. Er aktionen ulovlig, bør man tænke sig godt om, hvis man anvender en gruppes navn og før man skriver navnet på en person på meddelelsen.

Læserbreve og kronikker

Alle undersøgelser viser, at avislæsere altid gennemgår læserbreve. Derfor er det dumt, at vi holder os tilbage på den front.
Det er forskelligt fra avis til avis, om de optager læserbreve og hvilken slags, de ønsker. Ekstra Bladet og BT vil gerne have den korte og svulstige (gerne humoristiske og politikerfjendske), mens Information og Politiken gerne ser dem mere saglige. Desuden er det også ret nemt at få et læserbrev i de lokale aviser, da de ofte mangler stof. Derfor skal man ikke holde sig tilbage.
Man skal dog undgå nogle ting: Injuriesager. Det betyder, at man skal kunne dokumentere sine udsagn om personer. Det nytter således ikke at beskrive Pia Kjærsgaard som en kynisk racist. Vi ved hun er det - men det kan ikke bevises med rettens ord. Undgå derfor sådanne beskrivelser da sagsanlæg kan koste dig/jer dyrt. Det samme gælder påstanden: "Fattigdommen stiger". Så vil din politiske modstander spørge: "Hvor har du det fra?". Skriv derfor i stedet: "Ifølge den seneste offentliggørelse fra Socialforskningsinstituttet som blev omtalt i avisen den 31. februar, fremgår at fattigdommen har nået nye højder. Det er også kapitalisternes skyld..... etc.". Så virker indholdet straks mere troværdigt, da det kommer fra et anerkendt institut. Det samme gælder kronikker, der ofte er længere. Her er det endnu vigtigere at passe på sagligheden, da kronikker ofte kan starte alenlange debatter i ugevis. Husk altid at bevare kontakten til en debat, du har været medstarter af, da det sidste ord har stor betydning for det billede der efterlades.
Når vi f.eks. taler om politiet, er det godt at starte med at spørge sig selv: ”Hvad er egentligt politiets rolle i samfundet?“ Der kan svares forskelligt. Nogle vil fremhæve billeder af politiet som dem, der følger ællinger over gaden, andre som dem der sikrer ro og orden og atter andre ser politiet som sin hovedfjende, og har for vane at gøre politiet til hovedfjende i stedet for kapitalistklassen.
Uden at rode rundt i hvad politiets rolle er, kan det populært siges, at politiet skal sørge for, at underklassen ikke reagerer på det lort overklassen har lavet. Der findes eksempler herpå: Når boligspekulanterne har sørget for, at der ikke er boliger nok til de unge, så er det meget naturligt at de bz´er de tomme boliger for at bo i dem. Så er det ikke spekulanterne selv der smider dem ud - det har de politiet (”ordensmagten“) til. Derfor er den ”orden“, politiet står for, oftest den orden, der passer de rige bedst. Det ses også, når politiet bryder strejkendes blokader, for at arbejdsgiverne kan få deres busser eller skruebrækkere kørt i sving.
Der er selvfølgelig forskel på betjente og deres funktion. Den fredelige landbetjent i provinsen hører til sjældenhederne, men må siges at være harmløs. Betjente der sår om sig med pistolkugler på Nørrebro må siges at tilhøre den modsatte boldgade. Derfor kan vi ligeså godt indrette os efter de erfaringer vi har med politiet, så vi ikke lader dem forhindre vores politiske arbejde. Vi står i farezonen, fordi vi er dem der ønsker at lave samfundet grundlæggende om - også den måde politiet agerer på.

Demonstrationer

Skal man lave en demonstration kan man gøre det på forskellige måder. I følge grundloven har alle ret til at demonstrere. Demonstrationen skal anmeldes til det lokale politi senest 24 timer før demonstrationens afholdelse. Politiet vil sikkert gerne vide hvem der står bag demonstrationen, hvad formålet er, hvor og hvornår den starter og slutter og hvor mange arrangørerne regner med der vil komme. Det skal man så bare oplyse dem om. En demonstration kan både have arrangører (dem der står for det praktiske) og anbefalere (dem der gerne vil anbefale demonstrationen). Det er forskelligt, hvornår det ene eller andet er relevant. En bred organisation, der favner mange forskellige retninger, står ofte som ene-arrangør (f.eks. SiD), men når venstrefløjen laver aktiviteter, så sker det ofte med mange arrangører nævnt. Når der få/en arrangør, er der ofte mange anbefalere.
En demonstration kan have forskellige formål og dermed forskellige udtryk.
Larmedemoer kan f.eks. laves for at overdøve en række høje herrers frokost på et dyrt hotel. Så er det godt at have medbragt trilfløjter (fås i legetøjsbutikker) i forvejen. Grydelåg o. lign. larmer også godt. Kanonslag larmer ofte "for meget" med det resultat at demonstrationen virker for voldsom og den risikerer derfor at blive opløst.
En anden demonstrationsform er fakkeloptog som oftest laves af større initiativer i forbindelse med mindedage som Krystalnatten eller 4. maj.
Andre gange bevæger demo'er sig nærmere den civile ulydighed ved blot at være en siddende demonstration hvorfra folk nægter at flytte sig fra Rådhuspladsen fordi de ikke har andre steder at gå hen, nu da de ikke kan få et brugerstyret ungdomshus i byen.
Hvis der er for mange biler i byen er det oplagt at lave "Kritiske Masser", som er en skate, rulleskøjte og cykeldemonstration der stopper trafikken.

Faner

Mange grupper har en fane. En fane er en god ting, for så ved man altid hvor ens venner er til store demonstrationer. Aftal "vi mødes under fanen". Det er også en god måde at markere, at ens egen gruppe støtter denne aktivitet. Historisk har fanen altid været vigtig for socialister, ja sågar socialdemokraterne har stadig røde faner, når de en sjælden gang går på gaden. Den røde farve er typisk for socialister og kommunister, den rød-sorte er anarko-syndikalisternes farve og de helt sorte faner bruges mest af anarkister.
En fane kan købes, og er meget dyr. Den kan også selv syes, og males, med et logo. Skriv endelig hvem fanen tilhører. Det er en god idé at anskaffe sig en bærerem, fordi en fane er lidt klodset at gå med i længden.

Aktioner
Før vi kommer med en række eksempler på gadeaktiviteter, så er der en række ting man bør huske på:
Aktiviteter bør altid have til formål at få gjort flere unge og andre aktive for en sag, eller sætte fokus på en sag. Ideelt set begge dele. Det er vigtigt, at vi husker på, at man ikke laver aktioner for personlig tilfredsstillelse. Det gælder derfor om at have fingeren på pulsen og ikke kaste sig ud i ting, der skræmmer de folk væk, man egentlig gerne vil i tale med. Det er dog ingen hindring for at lave opsigtsvækkende happenings og provokerende aktioner.
Når det er sagt, er det stort set kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan lave.
Aktioner er mange forskellige ting, lige fra bannerdrops til løbeseddeluddeling og over til husbesættelser.
Gadeteater
En anderledes, farverig måde at gøre sig synlig i gadebilledet på, er ved at lave gadeteater. En vigtig forudsætning for gadeteater er, at det er originalt og tjekket. Gadeteater bliver ikke godt, når man blot klæder sig ud og råber på byens torv. Der skal ofte mere til. Der bør derfor være en letfattelig pointe eller symbolik. Humor er også en vigtig ting. - Det kan f.eks. være en flok mennesker der er klædt ud som politibetjente der slæber en politisk fange (evt. Mumia Abu Jamal) i den elektriske stol imens den politiske fange råber og skriger "jeg er uskyldigt dømt - jeg er politisk fange" og et par stykker deler løbesedler ud om den pågældende sag.
Trafik-picnic
Er der en gade i din by som du mener burde være bilfri kan du og et par kammerater lave en picnic kurv med hvad der dertil hører af mad og drikke, sætte jer i en P-bås og så bare nyde jeres "frokost i det grønne"..! Det er meget smart at betale for at "parkere", da det gør det mere legalt, selvom man nok bliver smidt væk alligevel. Som ekstra krydderi kan I udsende en pressemeddelelse og medbringe et par løbesedler.
Bo på Rådhuspladsen
En aktion som den nystartede SUF-Århus afdeling benyttede sig af i protest mod at Århus kommune byggede en masse prestigebyggeri i stedet for ungdomsboliger. De fik en polititilladelse og slog telte op på Rådhuspladsen hvor de boede i en uge. I den kommende ude fik de bl.a.. besøg af børnehave som kunne komme og male på store stykker papir, interesserede forbipasserende som fik en kop kaffe, og ikke mindst pressen.
Der er mange flere måder at demonstrere og aktionere på, generelt kan det blot siges, at det er vigtigt at sørge for at budskab og udtryk hænger sammen , hvis denne skal være en succes.

Graffiti

Der er indenfor den politiske graffiti tre måder som er mest brugt;
1) det lidt kiksede som bliver malet hurtigt i fri hånd med en almindelig, stor håndskrift
2) Store, lækre pieces som pynter i gadebilledet og desuden har et budskab
3) Skabelongraffiti
Pkt. 1 & 2, løshånd:
Begrebet graffiti er vidtrækkende. Det dækker alt lige fra tilfældige tags på vægge og døre til smukke vægmalerier på grå gavle. Før man overhovedet begiver sig ud i graffitiens farverige verden, skal man huske på, at folk ofte reagerer på, hvordan det ser ud snarere end hvad der står. Derfor kan det godt betale sig at lave sin graffiti smuk. Hvis man gør det er der større chance for, at folk vil synes om det og ikke bare blive sure og skride. Og hvis de kigger på det længere end blot at passere det med en banden, så vil de nok også læse budskabet..! Husk altid at være varsom med, hvor du maler. Det er ikke smart at vælge Fru. Hansens nymalede væg for så er dit budskab på forhånd dødsdømt. Det bedste er at male på grå betonmure eller byggeplanker udenom byggepladser. Her vil lidt forskønnelse også have større chance for at blive hængende. Brug gerne korte slogans, som f.eks. "No nazis!" eller "BZ!" Når du køber spraymaling, kan det godt betale sig ikke at købe den billigste, fordi de ofte sprøjter dårligt og upræcist. Køb hellere en dyr og prøv dig frem.
Pkt. 3, skabelongraffiti:
En anden måde at få lavet en god og nem graffiti på, er ved at skære en skabelon. Den kan laves af tykt pap fx. pizzabakker, papkasser, papreklamer i busser og tog eller ideelt set udskæres i en tynd metalplade (en glimrende idé til dig der går på teknisk skole og skal lave en lille metal-opgave, som også kan bruges udenfor skoletid....). En måde at lave en god skabelon på er ved at lave layoutet på computer og print den ud på et plasticchartek. Det er stivere og kan nemt bruges. På computeren er det også nemmere at lave en fed illustration.
Hold skabelonen tæt til muren og sprøjt forsigtigt og ikke for længe, så skriften løber sammen. Bruger du pap, kan bogstaver og illustrationer skæres ud med en hobbykniv. Start med de nemme, ukomplicerede slogans, og lav dem så bedre og mere detaljerede efterhånden, som du bliver bedre til det. En skabelon kan også bruges til at sprøjte T-shirts med. Sørg for at have T-shirten i spænd. Brug ikke den samme skabelon til din hvide T-shirt som du natten før har sprayet over hele byen. Og så skal det oplyses, at der vanker en bøde og evt. krav om renovering, hvis du bliver taget på fersk gerning af politiet, når du sprayer.

Bannermaling
Et banner kan bruges til mange ting, og det er vigtigt at det ser lidt pænt ud. Det gør, at folk gider (og kan...) læse hvad der står på det.
Man kan lave et banner på mange måder
1) Den hurtige
2) Den normale
3) Den tjeckede
1) Den mest enkle er ved at købe et lagen og en kande for derefter med løse hånd at skrive på det. Denne løsning er ikke så god, fordi at det har sine risici ikke at tegne det op først og generelt er spray ikke så fedt til bannere.
2) Teksten tegnes op med blyant eller kridt. Det er en god ide at have en form for måleredskab før man begynder på det. Herefter maler du. Køb noget god solid maling - det koster ikke alverden. Når du maler et banner er det vigtigt at sørge for et underlag. Aviser er gode, men husk det hænger fast i banneret når det tørrer. Du kan evt. hænge banneret til tørre. Et plastikunderlag af sorte affaldssække, afdækningsplast eller lign. er bedre.
3) Den mest tjekkede måde at lave bannere på, er ved at bruge overhead projektor. Her laver du illustrationen til banneret i forvejen på computer, printer motivet ud på gennemsigtigt plastark. Herefter projekteres motivet op på en væk, hvor der hænger et banner. Så skal du bare gå hen til banneret, og tegne motivet af på banneret.
Har du et banner på stænger med til en demonstration, så husk at lave lufthuller. En banner uden lufthuller virker som en sejl. Lav runde huller, og sy evt. kanten, så hele banneret ikke flosser op, når vinden tager fat.
Mht. materialer er de gode at købe i genbrugsforretninger, hvis du synes det bliver lidt dyrt. Her er duge og lagener udmærkede emner. Skal du lave noget stort, f.eks. på størrelse med en gavl er glasvæv et godt og ikke alt for dyrt materiale (købes i byggemarkeder)

Bannerdrops

Bannerdrops bruges på letsynlige steder, hvor et banner kan hænge ned. Det kan være Runde Tårn, en skorsten, en vens lejlighed eller en bro over en trafikeret vej. Jo kortere og letfattelig teksten er, desto større mulighed er der for at de forbipasserende får læst teksten i farten. Sørg for at banneret sidder godt fast, da det kan forårsage en del ravage, hvis det falder ned, f.eks. over en bil. Sørg også for at banneret ikke blafrer op. Det kan evt. modvirkes, hvis der er en pind el.lign. med tyngde i. Specielt for bannerdrops, der hænger lodret på f.eks. en skorsten er dette vigtigt.

Civil ulydighed

Der er mange forskellige aktionsformer, og det der fokuseres på her hører under genren "civil ulydighed" som er mere og mere brugt rundt omkring i Europa, men også i Danmark. Grundpillerne i civil ulydighed er:
- Civilismen, dvs. at det er ganske almindelige mennesker, civile, som laver dette sammen. At det kaldes civilt er også et udtryk for det ikke er det modsatte; militant, som er når en overmagt fysisk undertrykker dårligt stillede i samfundet.
- Ulydigheden. Handlingen er ulydig på den ene eller anden vis. Som oftest vil dette sige, at den er ulovlig på den ene eller anden måde. Dog kan det også blot være en meget provokerende handling som derfor bliver anset som værende ulydig.
- Åbenheden er meget vigtig for denne form for ulydighed. Det er altså ikke noget med at løbe rundt om natten og lave hemmelige ting, tværtimod benytter mange f.eks. medierne til at komme ud med deres budskaber. Dette skaber en åbenhed og giver omverdenen budskabet: "det her vil vi, og vi vil gerne forklare jer hvorfor. Nu skal I bare høre...."
- Ikke-volden. I ordet "civil" lægger mange også , at det er noget der som udgangspunkt ikke er voldeligt. Det er altså ikke civil ulydighed at skrive en pressemeddelelse om, at man vil ud og tæske nazister, så er det i manges øjne militant ulydighed.
Sidst men ikke mindst: bare fordi man laver noget ikke-voldeligt, åbent og ulovligt er det ikke civil ulydighed, det skal også være politisk..!
eksempler på ulydighed:
En faglig blokade, hvor skruebrækkere skal forhindres adgang. En anden slags blokade var blokader mod byggeriet af Øresundsbroen. Her satte aktivisterne sig på deres flade røv, og nægtede at flytte sig før politiet bar dem væk. Der var således ikke tale om en voldelig aktion, men en pacifistisk aktion, som ofte kunne forhindre arbejde 3-4 timer.
Globale Rødder har også i mange aktioner vist eksempler på civil ulydighed bl.a.. i forbindelse med EU-topmødet 2002. - www.ulydighed.dk
En gruppe som lige siden starten har benyttet sig af civil ulydighed og været konsekvent mht. denne aktionsform er Jyder Mod Overflødige Motorvej som i næsten 1 år bosatte sig i et træ ved et motorvejsbyggeri for at stoppe det. Det var i forbindelse med opførelsen af Århus-Herningmotorvejen. Tjeck evt.: www.jmom.dk

Hvem er politiet?

Politiet består af flere forgreninger:
– De almindelige betjente er dem, der færdes på gaden.
– ”Kamptropperne“ er betjente med skjold og vesir. De kan godt være ubehagelige, når de splitter en demonstration og en blokade. Derfor går man til tider i ”kæder“ i demonstrationen. Dvs. at man tager hinanden godt under armen, så man ikke kan rives så nemt fra hinanden.
– Kriminalpolitiet efterforsker kriminalitet. Det være sig mord, indbrud eller anden grovere kriminalitet. Ofte er det kriminalbetjente der skriver din rapport, når du er blevet anholdt.
– Færdselspolitiet er harmløse og dirigerer færdslen.
– Politiets Efterretningstjeneste (PET) er omgæret af hemmelighed. Deres arbejde består i at registrere ”samfundsnedbrydelige“ elementer, som de primært finder på venstrefløjen. I slutningen af ´90’erne, herunder i programmet Fak2´erenpå TV-2, kom det frem, at de har registreret for meget meget, hvilket venstrefløjen altid har påstået (vidst). PET samarbejder med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvis arbejde primært består i at udføre hemmeligt arbejde i forsvarsregi, herunder spionage. PET griber meget sjældent ind, også selvom de kender til ulovligheder. Det er ofte først når det omfatter "nationens sikkerhed" at de reagerer. PET betegnes ofte som " en stat i staten" pga. sin lukkethed.
– SSP-arbejdet er et samarbejde mellem skole, socialvæsen og politi. Målet lyder meget pænt; at nedbringe kriminaliteten, men i dette samarbejde overtrædes børn og unges rettigheder. Fortrolige oplysninger givet fra et barn til en pædagog/lærer kan pludselig havne hos politiet. Derfor kaldes SSP-arbejdet også ”Skolen Sladrer til Politiet“.
– Bagmandspolitiet efterforsker økonomisk kriminalitet. Det drejer sig f.eks. om selskabstømning.

Sikkerhed - hvordan undgås politiet?

Laver du en politisk, lovlig forening/gruppe har hverken politi eller det yderste højre ret til at blande sig i dit arbejde. Men der kan blive brug for nogle forhåndsregler.

– Lav aldrig ulovlige (heftige/militante) aktioner i jeres forenings/gruppes navn. Det er for let at finde ud af for politiet og kan medføre nogle ubehagelige domme. Tænk Jer derfor godt om før der handles!
– Tal aldrig i telefon om hemmeligheder. Ikke fordi alle telefoner nødvendigvis aflyttes, men for at være på den helt sikre side.
– Pas på hvor du efterlader mødepapirer o. lign. Selv de mest gnidrede papirer kan af pressen og politi blive brugt som ”bevismateriale“ mod dig.

Sikkerhed - den yderste højrefløj

Det er ikke kun overfor politiet, der er god grund til at være på vagt. Overfald m.m. fra den yderste højrefløj er der også god grund til at holde sig orienteret i forhold til af den simple grund at der findes en række total-psykopater dér.
Husk et af højrefløjens mål er at skræmme os væk fra gadebilledet og den offentlige debat. Derfor skal vi nøje overveje, hvornår vi gemmer os så meget væk i hemmelighedskræmmeri, at højrefløjens mål faktisk nås. Det er vigtigt at vi ikke bare overlader gaden og den offentlige debat til dem. Derfor skal vi ikke gemme os helt væk, men arbejde på at vi bliver så mange, at det ikke er nødvendigt at gemme sig for højrefløjens chikane.
Der er dog enkelte ting, der bør gøres/overvejes:

– Udlevér aldrig navne og telefonnummer på med-aktivister til folk du ikke kender godt. Den bedste idé er at få deres navn og nr.(spørgerens) og ring derefter dem op, som de spørger efter og lav kontakten på den måde. Således undgås det at udlevere navne.
– Vær omhyggelig med medlemslister og referater og lad dem for guds skyld ikke ligge og flyde.
– Gør ikke helt nye medlemmer til hovedansvarlige. Det er meget godt at man er med et stykke tid, før man får ansvar for økonomi og kartotek i en gruppe. Man skal dog samtidig passe på ikke at ville inddrage nye. Det er en balancegang. Højrefløjsfolk har før infiltreret organisationer, hvor fortrolige oplysninger er blevet videregivet.
– Når der sættes plakater op i udsatte kvarterer, hvor højrefløjen står stærkt (= steder hvor de gerne giver dig bøllebank), skal man ikke gøre det alene. Gå gerne nogle stykker og tjeck kvarteret ud i forvejen, så du ikke farer vild. Undgå at stå alene, hvis I skal skynde jer væk. Dette er primært relevant i større byer.
– Hvis du føler dig truet kan du 1) Få hemmeligt telefonnummer 2) Hemmelig folkeregisteradresse 3) Hemmelig postadresse via postvæsenet.

Dine rettigheder

Maskeringsforbudet

Det er ulovligt at maskere sig ved demonstrationer i Danmark. Loven er formuleret sådan, at du kan blive anholdt for ”forsøg på overtrædelse af maskeringsforbudet”. Det betyder i princippet, at politiet kan anholde dig for at have et tørklæde i tasken. Hvis politiet ”vurderer” at du er på vej til en demonstration og du er maskeret eller vil forsøge at bryde det forbud kan du ligeledes blive anholdt. I skrivende stund er endnu ingen blevet anholdt for at ”forsøge” på at overtræde forbudet. Der er dog anholdt folk der har været maskerede til demonstrationer.

Hvis politiet stopper dig

Har du kun pligt til at oplyse navn og fødselsdato (ikke de sidste 4 cifre i dit cpr-nr.) og folkeregisteradresse. – No more!

Kropsvisitation

Politiet må kun kropsvisitere dig hvis du er anholdt. Deres måde at gøre det på er at sigte dig for ulovlig våbenbesiddelse. Hvis/når de ikke finder noget på dig frafalder sigtelsen med det samme igen. I princippet er det en ulovlig anholdelse, men en dommer vil altid vurdere at politiets ”mistanke” om våbenbesiddelse var velbegrundet. Ergo er muligheden for erstatning nærmest lig nul. Dog er det altid en god idé at søge om den alligevel. – Det sinker deres arbejde og måske får du penge ud af det. Kvinder bør altid insistere på, at få en kvindelig betjent til at kropsvisitere sig. Dette kan politiet dog nægte, hvis de ikke lige mener ”at det er muligt” at tilkalde en kvindelig kollega.

Ved anholdelse

Når/hvis du bliver anholdt, er det fordi politiet mener de kan bevise, at du har overtrådt loven. Det er i hvert fald hvad de siger. Så er det dem, der skal bevise, at du har overtrådt lovene. Derfor er der ingen grund til at indrømme noget for nemt. De skal bevise det!

Du har stadig kun pligt til oplyse navn, fødselsdato og folkeregisteradresse. Du har ret til at få din sigtelse oplyst.
Når du bliver anholdt har du ret til et telefonopkald, hvilket politiet ofte vil forsøge at nægte dig, eller tilbyde at foretage opringningen for dig. Du har ret til lægehjælp hvis du er kommet til skade eller har brug for medicin.
Når du bliver afhørt skal du sige, at du ikke ønsker at udtale dig. Du er heller ikke forpligtet til at tage stilling til anholdelsen. Husk på, at det politiet er interesserede i er, at samle beviser imod dig, og måske endda dine venner. Du er ikke forpligtet på at skrive under på noget som helst, hverken udtalelser af den ene eller anden art, eller at du har fået dine ting tilbage ude ved skranken når du går igen.

Er du under 18 år vil politiet kontakte dine forældre, og under politiforhøret vil der ofte være en person fra de sociale myndigheder til stede. Denne person er ikke din ven! Vedkommende vil prøve at få dig til at svare på politiets spørgsmål. Lad være.
Er du under 15 må de slet ikke spærre dig inde, men gør det dog ofte alligevel.
Efter 24 timer skal du stilles for en dommer, dette kaldes grundlovsforhør. Dommeren kan enten forlænge anholdelsen i 3x24 timer, sætte dig fri eller varetægtsfængsle dig.

Advokater

Det er altid smart at kende navnet på en eller to gode advokater. Befinder du dig et nyt sted er det godt at forhøre dig blandt de lokale om de kender nogen. Du har ret til at have en advokat tilstede under politiforhøret, men så længe du ikke udtaler dig får du ikke brug for en. Regner du med at komme i grundlovsforhør, bør du informere politiet om hvilken advokat du vil have og insistere på, at dette bliver tilføjet politirapporten.
Måske gør det ikke den store forskel til grundlovsforhøret at du har valgt din egen advokat, fordi dommeren næsten altid giver politianklageren medhold. Men til de følgende retsmøder er det meget vigtigt at du har en advokat som du stoler på kan føre din sag ordentligt.

Varetægtsfængsling

Hvis du bliver dømt til at forblive i varetægt, vil du normalt blive fængslet mellem én og fire uger ad gangen. Herefter vil du igen blive stillet for en dommer, som så skal afgøre om varetægtsfængslingen skal forlænges. Som varetægtsfængslet vil du have meget begrænset mulighed for kontakt til omverdenen, besøg vil være sjældne, eller ikke eksisterende og politiet vil læse din post (både ind- og udgående) for at se om de står noget som kan inkriminere dig yderligere.
Når du er varetægtsfængslet er det meget vigtigt, at du ikke mister håbet, husk at der er venner udenfor som arbejder på din løsladelse. Systemet bruger isolation og uvished til at knække dig. Så prøv at forblive stærk og fokuseret, selvom det er svært.


Nu har du fået nogle gode idéer til, hvad der kan laves. Formålet med denne håndbog for uorganiserede rebeller er at du/I skal have lidt inspiration, hvis du/I vil starte en gruppe eller har brug for lidt aktivistisk hjælp.
Ændringer til adresser og fonde er meget velkomne.


Vensrtefløjs floskelarium

A
Anarkisme: (gr. An = ingen/intet Archos = styre) Revolutionær strømning, der bygger på at staten skal nedlægges. Anti-autoritær ideologi, der bekæmper staten og hierarkiske strukturer. Mener ikke, at staten kan bruges som et redskab til samfundsomvæltning. Anarkister organiserer sig oftest decentralt og uhierarkisk da de ikke mener at nogen bør være hævet over andre.
Anarkist: Tilhænger af den anarkistiske ideologi.
Anarko-syndikalisme: Anarkisme, der mener at det er arbejdernes organisationer, der står centralt i den revolutionære kamp (se syndikalisme). Modsat opfattelsen om et revolutionært avantgarde-parti.
Arbejderbevægelsen: Opstod i midten af 1800-tallet, da industrialiseringen begyndte. De første arbejdere organiserede sig i fagforeninger, og senere i socialdemokratiske partier (1880´erne). I kølvandet på 1. verdenskrig deles arbejderbevægelsen mellem revolutionære (anarkister og kommunister) og reformister (socialdemokrater). I dag dækker begrebet de forskellige fagforeninger, partier, oplysningsforbund og blade/aviser, der tager udgangspunkt i arbejderbefolkningen.
Amin, Samir: Egyptisk marxist, såkaldt afhængighedsteoretiker, der efter 2. verdenskrig analyserede imperialismens udvikling. Ophavsmand til center-periferi teorien.
AFA, Anti-Fascistisk Aktion: Autonom gruppe primært i København, hvis hovedaktivitet er kampen mod racisme, fascisme og fremmedhad, men begrænser sig ikke til de emner. Holder til i Kafa-X i Korsgade på Nørrebro. Har eksisteret siden 1991/92.

B
Bakunin: En af anarkismens grundlæggere i 1800-tallet. Aktiv i Pariserkommunen, og uenig med Karl Marx i arbejdet i 1. Internationale.
Bourgeoisi eller borgerskabet. Også kaldet burgøjsere. Overklassen som ejer fabrikkerne, tjener profitten og forvalter overskuddet, som arbejderne har skabt. Ellers arbejder de ikke (groft sagt), for det har de andre til. Et eksempel er Mærsk-Mckinney Møller.
Bolsjevikker: Flertallet i det revolutionære socialdemokrati i Rusland. Betyder flertal og hentyder til flertallet på kongressen 1904. Mindretallet kaldtes mensjevikker. Lenin tilhørte bolsjevikkerne. Erklærede sig senere også for kommunister.
Bureaukrat: Skældsord. Bureaukrater kendes fra partiapparatet i de tidligere ”kommunistpartier“ i Østeuropa eller fra den danske fagbevægelse. De lever af at ha´ skabt et stort og uigennemskueligt stats- og papirapparat.
Blekinge-gadegruppen: Lille gruppe på venstrefløjen kendt for røverier, hvor overskuddet gik til Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP). De mente, at den danske arbejderklasse nød godt af det imperialistiske system og følgelig deraf ikke havde en objektiv interesse i at kæmpe for socialismen. Af den grund mente gruppen at den socialistiske omvæltning måtte starte i den 3. verden. Gruppen er en udspringer af Kommunistisk Arbejdskreds/Manifest inspireret af teoretikeren Gottfred Appel.

C
Centrisme: Socialistisk strømning der vakler mellem revolutionære og reformistiske standpunkter. Ofte brugt som skældsord på venstrefløjen af dem, som opfatter sig som rigtige revolutionære.
Che Guevara, Ernesto: Argentinsk læge og revolutionær marxist, som i 1950´erne mødte Fidel Castro i Mexico. Sammen dannede de i Cuba en guerilla, som i 1959 sejrede og smed yankee’erne hjem. Che fortsatte med guerilla-kampe i bl.a.. Centralafrika indtil han blev dræbt i 1967 i Bolivia. Hans liv og teorier har inspireret mange andre guerillaorganisationer i den 3. verden. (se også guerilla).

D
DSU: Danmark Socialdemokratiske Ungdom. Dannet i starten af 1900-tallet. Ungdomsorganisation til Socialdemokraterne. Har mange penge og få aktivister.
DUI-Leg og Virke: Socialdemokratisk pioner (spejderagtig) organisation.
DKU: Danmark Kommunistiske Ungdom. Dannet i 1920 efter Socialistisk Ungdomsforbunds (SUF) brud med Socialdemokratiet, og nedlagt i maj 1990, hvorefter DKU´erne er gået i alle retninger. Nogle blev medlemmer af Rebel, andre har startet egne virksomheder som f.eks. De Grønne Bude i København.
DKP: Danmark Kommunistiske Parti. Dannet 1918/19. Revolutionært parti, der dog hurtigt fulgte Sovjetunionen og det senere DDR i tykt og tyndt. Var et stort parti i 1950´erne, 60´erne, 70´erne og 80´erne indtil Murens fald.
DKP-ML: Danmark Kommunistiske Parti - Marxister, Leninister. Dannet 1978. Støttede det ”socialistiske“ Albanien og dets leder (diktator) Enver Hoxha indtil den såkaldte ”kontrarevolution“ i 1991. De ideologiske rødder findes efter eget udsagn hos Marx, Engels, Lenin og Stalin. Udgiver Dagbladet Arbejderen, og tog i 1992/93 initiativet til dannelsen af Rød Ungdom. Man plejer at definere DKP-ML som ”stalinister“.
Demokratisk Centralisme: Mange marxisters, bl.a.. Lenins, foretrukne måde at organisere sig på. Først tages der en demokratisk debat og beslutning, herefter centraliseres holdningen og føres ud i livet af alle medlemmer i fællesskab.
Demokrati: (Demos = Folk Kratos = Styre) Demokrati betyder folkestyre. Der findes borgerligt demokrati (kapitalisme), hvor der er et parlament, og socialistisk demokrati I det borgerlige demokrati styres økonomien ikke demokratisk og man vælger i høj grad såkaldte repræsentanter. I et socialistisk demokrati styres også økonomien demokratisk, og folk deltager aktivt i demokratiet hver dag.
Diktatur: er den totale mangel på demokrati f.eks. i Chile under Pinochet eller Burma i dag. Diktaturer er ofte kapitalistiske, men også såkaldte socialistiske lande har været diktaturer
DGS: Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Den mest progressive gymnasieorganisation i Danmark. Kontakt: www.dgs-net.dk
Dogmatisme: Filosofi opbygget på læresætninger. En dogmatiker er en person der lærer sætninger udenad, uden at de nødvendigvis har noget med virkeligheden at gøre.
DEO: Danmark Elevorganisation (for folkeskoleelever). Startede i midtfirserne som en socialdemokratisk udspaltning af LOE.

E
Ekstremisme: Ord der i forskellige sammenhænge benyttes negativt. Pressen og de borgerlige politikere kalder os ”ekstremister“. Bruges ellers om de yderste fløje (højre og venstre), der fornægter parlamentarisk arbejde og som bruger terroristiske metoder. Begrebet er noget intetsigende. F.eks. betegnes det ikke som ekstremisme, når højrefløjspolitikere vil smide somaliere ud med faldskærm, mens almindelige blokadevagter fra SiD kaldes ekstremister.
Engels, Friedrich: Marx´ gode ven og ideologiske bon-kammerat. Levede lidt længere, men fik skrevet lidt mindre end Marx. Fremhæves som en af den moderne socialismes grundlæggere.
Enhedslisten: Dannet i 1989 af partierne VS, SAP og senere DKP. I 1991 tilsluttede KAP sig. I dag har partierne ingen særstatus. Det største danske venstrefløjsparti til venstre for SF.
Entrisme: Strategi, hvor revolutionære går ind i reformistiske organisationer f.eks. socialdemokratiet for at vinde flertal eller rive et stort mindretal med sig. Har været anvendt af en række trotskister. – f.eks. IS i ATTAC-bevægelsen.

F
Fagforening: Afdeling hvor arbejdere organiseres lokalt eller efter branche f.eks. Murerarbejdsmændene. Lokalt findes der tit progressive folk.
Fagforbund: Forbund der samler lokalafdelinger af forskellige fagforeninger på landsplan, f.eks. SiD. Forbundene domineres i høj grad af velnærede socialdemokrater (pampere).
FOA: Forbundet af Offentligt Ansatte. De offentligt ansattes organisation. Socialdemokratisk ledelse.
Fascisme: Den klassiske fascisme er en formation af kapitalismen. Her afskaffes det parlamentariske demokrati, mens den private ejendomsret bevares. Fagforeninger/venstrefløjens organisationer forbydes, og der skabes en stærk stat med en stærk leder. Fascismen bygger på opfattelsen af, at der ikke er modsætninger mellem klasserne, modsat den socialistiske opfattelse. De ideologiske forbilleder er bl.a. Hitler & Mussolini, men kendes også fra diktaturer fra den 3. Verden f.eks. Marcos på Filippinerne.
Feudalisme: Samfund, hvor jorden ofte ejes af herremænd (godsejere), men hvor værdierne skabes af bønder. Bønderne ejer enten små jordlodder eller er daglejere. De modtager ikke udbyttet af deres arbejde, som tilfalder godsejerne, kongen og i visse tilfælde kirken (tiende-skat).
Faglig Ungdom: Faglig ungdomsorganisation, hvor alle unge arbejdere og lærlinge i en by mødes på tværs af fag. Faglig Ungdom var en torn i øjet på den etablerede socialdemokratiske fagbevægelse. Faglig Ungdom blev nedlagt i starten af 1990´erne og havde eksisteret siden 1930´erne. Læs også bogen ”Vi vil ikke nøjes med ord...“
Fremad: Kampråb fra den spæde arbejderbevægelses dage. Blev senere navnet på aviser; Vorwärts i Tyskland, forlag i Danmark og Rebels gamle blad - AVANTi! - betyder fremad.
Frontal: navnet på SUFs eksterne blad
Fælles Kurs: venstre-populistisk parti med småracistiske undertoner med Preben Møller Hansen i spidsen. Udsprang af de faglige Fælles Kurs-klubber i starten af 80´erne. Var i Folketinget i 1987-88. Er i dag næsten ingenting, har dog enkelte støtter blandt pensionister. Støttes af DKP-ML til valget. Er bandlyst af resten af venstrefløjen pga. deres mere eller mindre åbenlyse flirt med racistiske holdninger. Gik sågar i alliance med Mogens Glistrup ved valget i 1990.
Feminisme: Kampen for kønnenes ligestilling og –ret. Den klassiske socialistiske feminisme mente (mener stadig), at en socialistisk omvæltning er nødvendig for at sikre ligestilling og frigørelse for kvinden jfr. sloganet ”Kvindekamp er klassekamp, klassekamp er kvindekamp“. Rødstrømpebevægelsen var feministisk. Blandt første feminister var blandt andre russeren Allexandra Kollentaj og tyskeren Clara Zetkin. Radikal-feminismen tager i højere grad udgangspunkt i modsætningen mellem mand og kvinde end i klassemodsætningerne (f.eks. gruppen Vagina Dentata). Feminismen har kritiseret venstrefløjen for at være mandsdomineret og bærere af den patriarkalske arv (hvilket også ofte er sandt).
Fraktion: Mindretal indenfor en organisation, som er uenige med hovedlinjen. De vælger dog at blive indenfor organisationen i håb om at forandre den. Arbejder ofte udfra et specielt grundlag., f.eks. revolutionære der arbejder i den socialdemokratiskdomineret fagbevægelse.

G
GLO: Gymnasieelevernes LandsOrganisation; Den borgerlige gymnasieorganisation, et splittelsesforsøg fra Venstre´s Ungdom m.fl. ¨
Globale Rødder - GR: Aktivistisk gruppe/netværk (i skrivende stund måske snart organisation) som tager udgangspunkt i den civilie ulydighed. Læs mere på www.ulydighed.dk
Goldmann, Emma: Russisk-amerikansk anarkist, som efter den russiske revolution i 1917 kom i opposition til både Lenin, Trotskij og det senere stalinistiske statsapparat. Har skrevet en biografi, som det anbefales at læse, hvis man ønsker indblik i den tidlige amerikanske fagbevægelse og den anarkistiske kritik af den russiske revolution.
Gramsci, Antonio: Leder af det italienske kommunistparti. Døde efter ophold i Mussolinis fangekældre. Teoretiker med vigtige teorier om magt/modmagt, der inspirerer mange.
Guerilla: Betyder ”den lille krig“ - undergrundshær. Princippet i guerillakrig er at angribe, når man er stærke nok til at vinde og trække sig tilbage, når man er for svag. Traditionelt har guerillakrig været ført i feudale samfund i den 3. verden, hvor en alliance med bønderne altid har været et centralt spørgsmål. Både Mao og Che Guevara har skrevet en del om guerillakrigsførelse. I 1960´erne opstod by-guerillaen i lande som Uruguay og Brasilien, hvilket uden held blev forsøgt overført i 1970´erne til Tyskland (RAF) og Italien (Brigade Rosse). I dag er bekæmpelsen af guerillaen meget avanceret, bl.a.. har USA udviklet en række bekæmpelsesmetoder. Enkelte lande i Europa har i dag guerillaer, der kæmper for national selvstændighed bl.a.. ETA i Baskerlandet og IRA i Nordirland. Andre store guerillabevægelser i verden er PKK i Kurdistan, FARC/ELN i Colombia og EZLN (Zapatisterne) i Chiapas (Mexico).

H
Homofobi: Had/angst for bøsser og lesbiske.
HK, Handel og Kontor: Det største danske fagforbund med over 330.000 medlemmer. Organiserer alle i handels og kontorsektoren.

I
Individualisme: Det modsatte af kollektivisme. Opfattelse der tager sit udgangspunkt i ens egen situation. Opfattelsen af individet og dets rolle er ofte forskelligt hos marxister og anarkister.
Internationale: En socialistisk kampsang fra 1871. Også navnet på en international organisation/sammenslutning, hvor socialister fra forskellige lande har organiseret sig på tværs af grænserne. Det danske socialdemokrati var ved sin begyndelse med i 1. Internationale, som senere blev splittet pga. intern stridighed mellem Marx og Bakunin, 2. Internationale led sit nederlag ved 1. Verdenskrig, hvor den daværende højrefløj i en række europæiske socialdemokratier støttede den imperialistiske krig. Før 1. verdenskrig var kampen mod militarismen en central del af 1. Internationales arbejde. 3. Internationale (senere Komintern, også kaldet Kommunistisk Internationale) blev dannet ved 1. Verdenskrigs slutning, og bestod primært af revolutionære kommunistiske partier i Europa. I løbet af 1920´erne blev Komintern i stigende grad styret fra Moskva. Som reaktion på det stalinistiske bureaukrati og en række politiske uenigheder med de daværende kommunistpartier dannede Trotskij m.fl. i 1938 4. Internationale (trotskisterne), som eksisterer i dag. SAP er den danske sektion af 4. Internationale. For mere info tjeck: www.leksikon.org hvor der er gode og overskuelige forklaringer på de forskellige internationaler.
Imperialisme: Imperialismen udvikles, når kapitalen i et land får kontrol over andre landes produktionsliv og udbreder den kapitalistiske produktionsmåde. Imperialismen kan siges at være kapitalismenn som et internationalt system. Imperialisme anvendes også i en bredere forstand om alle de former for ekspansion, som en nationalstat foretager ud over egne grænser med den hensigt at opnå politisk, militær, og/eller økonomisk kontrol over området. – Når det gælder sig politisk og religiøs imperialisme kaldes det kulturimperialisme.

Internationalt Forum, IF: Anti-imperialistisk solidaritetsorganisation. Har eksisteret siden 1970 og har primært arbejdet med befrielses- og folkelige bevægelser i den 3. verden. Bor i Solidaritetshuset, og udgiver tidsskriftet GAIA. IF har både lokal- og landegrupper.
Internationale Socialister, IS: Dannet i 1983-84 af trotskistiske udbrydere af VS. Er idag små, udgiver ”Socialistisk Arbejderavis”. Har ry for at være sekteriske og illoyale i samarbejde, men politisk er de klare anti-stalinister.

J
Junibevægelsen: Splittede ud af Folkebevægelsen mod Unionen i starten af 1990´erne. Ønsker at ”ændre unionen indefra“.

K
Kommunisme: Autoritær socialistisk idelologi som tror på, at efter overgangsfasen proletariatets diktatur (kommende efter revo) ikke eksisterer klasser, og hvor staten derfor er ophørt med at eksistere. Det endelige mål for mange socialister/marxister.
Kommunist: Tilhænger af kommunismen.
KAP: Kommunistisk Arbejder Parti, nu nedlagt maoistisk parti, hvis medlemmer er med i Enhedslisten.
Kropotkin: En af anarkismens ideologiske frontfigurer. Var stærkt kritisk overfor bolsjevikkerne under og efter den russiske revolution i 1917, men støttede dog en revolution.
Kollantaj, Allexandra: Russisk revolutionær bolsjevik, der efter revolutionen kom i opposition til stalinisterne.
Kontrarevolution: Ofte når det er lykkedes venstrefløjen at sætte borgerskabet af pinden, iværksætter borgerskabet - ofte med international hjælp - en kontrarevolution. I 1917 hjalp England, Frankrig og USA (de hvide hære) i kampen mod den nyetablerede russiske stat. I 1973 hjalp CIA med et kup mod den demokratisk valgte socialist Salvador Allende, der skabte et 20 års langt diktatur under Pinochet.
KAD, Kvindeligt Arbejder Forbund. Socialdemokratisk domineret fagforbund af ufaglærte kvinder.
Klasse: En klasse bestemmes ifølge den traditionelle marxisme udfra hvad den laver i samfundet. Arbejder du på en fabrik tilhører du arbejderklassen, ejer du fabrikker tilhører du borgerskabet, og er du universitetslektor er du mellemlag. Andre ny-marxister har udvidet begrebet, så klassetilhørsforholdet ikke kun bestemmes af din profession. At undersøge hvilke klasser, der har interesse i at lave samfundet om, hvem der tilhører hvilke klasser, og praktisk kendskab fra dagligdagen til de forskellige klassers handlinger kaldes klasseanalyse.
Klassekamp: Den evige modsætning mellem klasserne (arbejderklasse> Kapitalisme: Samfund, hvor fabrikker og maskiner er i privateje. Ejeren er kapitalisten. Samfundets værdier skabes af arbejderne på fabrikkerne. Arbejdernes løn svarer ikke til værdien af deres arbejde. Overskuddet (også kaldet merværdien) får kapitalisten uden at lave noget. Kapitalismen brød for alvor igennem i slutningen af 1800-tallet, og er i dag den dominerende samfundsstruktur i verden.
Kronstadt: Ø udenfor Skt. Peterborg i Rusland, hvor matroserne i 1921 gjorde oprør. De krævede, at rådsdemokratiet skulle fungere som det var blevet lovet i 1917. De blev dog mødt af den sovjetiske hær under ledelse af Trotskij. Flere blev dræbt, og Trotskij erkendte senere at der var begået en fejl. Kronstadt markerer for mange marxister og anarkister tidspunktet, hvor den russiske revolution for alvor røg af sporet. Især for anarkister er mindet om Kronstadt vigtigt, da dette var et af de steder i historien hvor kommunisterne for alvor gik ind og dræbte anarkister, uden egentlig grund hertil.
KGB: Sovjets hemmelige politi. Forløberen hed GPU og tidligere igen Tjekaen. Blev kendt for at ”eliminere anderledestænkende“ og være involveret i den Kolde Krig (jvf. amerikanske CIA). Oprindeligt var idéen, at politiet skulle være under demokratisk kontrol, men Tjekaen og senere GPU og KGB udviklede sig hurtigt til at blive den bureaukratiske elites undertrykkelsesapparat.

L
Luxemburg, Rosa: Polsk kommunist, der dog tilbragte mest tid i Tyskland. Her udgjorde hun sammen med bl.a.. Karl Liebknecht venstrefløjen i det tyske socialdemokrati. Allerede i 1898 ledte hun an i en diskussion mod reformisterne (bl.a. Bernstein), og senere havde hun også en del kontroverser med Lenin. Hun var aktiv under den tyske revolution i 1918-19, og blev sammen med Liebknecht dræbt på socialdemokratisk ordre i januar 1919. Hvert år demonstreres der i Tyskland til minde om hende om Liebknecht.
Lenin, Vladimir Iljits: Russisk revolutionær bolsjevik. I 1904 ledte han opgøret mod den reformistiske fløj i det russiske socialdemokrati (mensjevikkerne), og han skrev en række væsentlige værker. Væsentlige træk ved Lenin var hans ideer til opbygningen af det revolutionære parti (med demokratisk centralisme), hans kamp mod zar-regimet, hans analyse af den kapitalistiske stat samt hans analyse af imperialismen. Mange mener Lenin gik hårdt til værks, både i ord, men også i metoder mod sine politiske modstandere, og han er derfor stadig omdiskuteret på venstrefløjen.
Larsen, Aksel: Grundlæggeren af SF. Før det var han medlem af DKP, og en central person siden 1920´erne.
Liebkneckt, Karl: Tysk kommunist og agitator. Blev dræbt sammen med Rosa Luxemburg i 1919.
LO, LandsOrganisationen: Her samles en række af de store fagforbund bl.a. SiD, HK og KAD. De største pampere findes i LO. I de senere år er LO’s rolle på retræte bl.a. pga. at karteldannelser på fagforeningsområdet får mere magt.
LOE: Elevorganisation, som blev splittet i midtfirserne (se DEO), men som var den gamle ”røde“ organisation for folkeskoleelever. Nedlagt i 1990.
LLO: Lærlinge og Ungarbejdernes Landsorganisation: Startet i midt 70´erne og nedlagt i slutningen af 80´erne.

M
Marx, Karl: Tysk socialist og samfundsfilosof, kaldes den ”videnskabelige socialismes fader“. Han analyserede kapitalismen, som endnu var noget nyt, mens han levede. Skrev sammen med Engels en række værker, hvor ”det Kommunistiske Manifest“ fra 1848 og ”Kapitalen“ er de vigtigste (i hvert fald de mest berømte). Marx var desuden med til at danne 1. Internationale, hvor han ragede uklar med anarkisterne bl.a. Bakunin. Marx er udgangspunktet for mange socialister (jfr. marxismen) og alt efter forgrening findes der mange fortolkninger af ham. Det skal dog nævnes at han selv var imod at man kaldte sig marxist da han ikke så sig selv som grundlægger af en ideologi, men nærmere som kritiker/filosof.
Mao, Tse Tung: Leder af det kinesiske kommunistparti fra tyverne formelt set til midten af tresserne. Maoismen tager udgangspunkt i, at revolutionen skal starte på landet ved at ”indkapsle byerne ved at afskære dem fra landet“. Bønderne udgør derfor centrum for den revolutionære bevægelse. Maos idéer tager udgangspunkt i Kina i første halvdel af det 20´ende århundrede, hvor landet endnu var et feudalt samfund. Mao er kendt for sine militære strategier. Kritikkerne af maoismen og den kinesiske kommunisme hævder, at samfundet i høj grad var dogmatisk/religiøst og styret af staten/partiet oppefra og nedefter og derfor ikke demokratisk opbygget. Nymaoister udgør i dag en vis styrke på verdensplan, bl.a. den terroristiske guerillabevægelse Sendero Luminoso (Lysende Sti) i Peru, som ikke går af vejen for massakrer mod civilbefolkningen.
METAL, Dansk: Fagforeningen for de faglærte smede. Typisk de højest lønnede faglærte arbejdere. METALs top har altid med rette haft ry for at bestå af en række pampere. På mange punkter udgør fagforbundet den yderste højrefløj i socialdemokratiet. Lokalt findes der dog, bl.a. i København, en række progressive METAL-afdelinger ligesom medlemmer af METAL effektivt kan lamme samfundet, når de strejker.

N
National-socialisme, kort kaldet nazisme: Fascistisk ideologi opstået i 1920´erne i Tyskland med Hitler i spidsen. Kendetegnet ved at være stærkt racistisk (jødefjendsk) og anti-kommunistisk. Nazismen indebærer ligesom fascismen ikke et opgør med kapitalismen, men er nærmere en fase af kapitalismen i en tilspidset krisesituation. Da Hitler kom til magten i 1933 skete det i en alliance med den tyske storkapital (Siemens, Krupps og Höechst). Disse selskaber kom styrket ud af krigen med solide overskud.
Nakskov ´31: Refererer til den 1. maj 1931, hvor militær fra Vordingborg Kaserne blev sat ind mod arbejdere i Nakskov. Den eneste arbejderkonflikt i Danmark i 30´erne, hvor militæret blev sat ind.

O
Opportunisme: At gøre hvad der er belejligt, og ikke nødvendigvis er det bedste, mest korrekte at gøre. Den nemme og populære løsning.
Oligarki: Fåtalsstyre. Ikke-demokratisk styreform, hvor lille elite styrer et land jfr. junta-diktaturet i Grækenland.

P
Parlamentarisme: Borgerligt demokrati. Vi får lov at stemme og vælge politikere, men reelt set styres og planlægges samfundet ikke demokratisk. Historisk er der en konflikt blandt revolutionære socialister, om hvorvidt man skal deltage i det parlamentariske system for at bruge det som ”talerstol i fjendens lejr“. Anarkister har altid været modstandere af revolutionæres brug af parlamentariske forsamlinger, mens marxister ofte har brugt denne mulighed som f.eks. Enhedslisten.
Pragmatisme: Tænken og handlen for at opnå praktisk nytte og resultater her og nu.
Populisme: Leflen for folkestemningen. Typisk populist er Pia Kjærsgaard eller Preben Møller Hansen (Fælles Kurs). Kendetegnende er manglen på en helhedsopfattelse, og en politik der ikke hænger sammen. I stedet køres der på enkeltsagers masseappel.
Proletariatets diktatur: Marxistisk begreb, der omhandler en periode umiddelbart efter en revolution, hvor arbejderklassen og den allierede har taget magten. I en sådan situation vil kapitalens diktatur blive afløst af proletariatets diktatur, og de tidligere udbyttere vil for en kort periode blive undertrykt, om nødvendigt med væbnet magt, så de ikke rejser sig til en kontrarevolution. Begrebet har været kritiseret meget af bl.a. anarkister, der påpeger at diktaturet bliver et permanent undertrykkelsesapparat i hænderne på en lille elite og derved ikke åbner op for en demokratiseringsproces af samfundet. – Som det f.eks. skete i Rusland.

R
Rådsdemokrati/rådssocialisme: Fundamentet for struktureringen af et socialistisk samfund. Overalt vælges repræsentanter til råd (arbejder-, soldater-, beboer-, og skoleråd etc.) Valgte repræsentanter hertil kan kaldes tilbage og vælges således ikke for evig tid, men så længe hun/han har opbakning på fabrikken, skolen etc. Ordet ”Sovjet“ betyder råd på russisk, og idéen var da også at lave en union af demokratiske sovjetter, hvilket som bekendt ikke lykkedes. Idéen med rådsdemokratiet opstod blandt anarkister ved revolutionsforsøget i Rusland 1905/06. Blandt de største fortalere for rådsdemokratiet kan nævnes Rosa Luxembourg, hollænderen Anton Pannenkoek og også en række anarkister. Lenin havde en mere pragmatisk indstilling - idéen var god nok, men han havde svært med at rette sig efter dem i revolutionens første år. (se f.eks. Kronstadt)
Radikal: Yderliggående. Ofte er radikalt venstreorienterede lig det yderste venstre (autonome/anarkister). Vendingen ”radikale forandringer“ hentyder til store, tilbundsgående forandringer i modsætning til små reformistiske lappeløsninger.
Revolution: Grundlæggende omvæltning, hvor samfundet laves om helt fra bunden, dvs. at der laves om på magtfordeling og ejendomsforholdene (f.eks. hvem der ejer fabrikkerne). At være revolutionær betyder derfor, at man mener der skal en omvæltning til og at små reformer og et kryds hvert fjerde år ikke rykker nok!
Reformisme: Idé om at små reformer af det kapitalistiske samfund kan ændre det i socialistisk retning. Der skal altså ikke skabes en revolution, og man arbejder primært via parlamentet (f.eks. Folketinget) for at opnå denne forandring. Herhjemme er SF et typisk reformistisk parti. Reformismens grundlægger hed Bernstein, og var medlem af det tyske socialdemokrati SPD, hvor hans idéer vandt indpas ved århundredeskiftet (se Luxemburg).
Reaktionær: Det modsatte af progressiv. Hentyder til de kræfter, der vil bevare det bestående samfund (borgerskabet) og ikke er interesserede i nytænkning og radikale forandringer i socialistisk retning.
Rebel – revolutionære Unge Socialister
Basisdemokratisk organisation dannet september 1992 på et stiftende træf i Århus. Forud for det var der sket en del på den danske venstrefløj. Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) var blevet nedlagt, Venstresocialistisk Ungdom (VSU) besluttede at nedlægge sig selv pga. for få aktiviteter og ønsket om at lave en bredere organisation. En del faglige ungdomsorganisationer, som f.eks. Faglig Ungdom, havde også måttet dreje nøglen om. Samtidig var en række græsrodsbevægelser som BZ-bevægelsen og Gadens Parlament gået i sig selv. Derfor mente en række unge aktivister, at der var brug for en ny organisation og man dannede derfor Rebel - Revolutionære Unge Socialister.
Dannelsen var kaotisk. Som oftest er det således, når venstrefløjen samles, at alle forkortelser møder op. Initiativtagerne bag Rebel mente, at man burde samle den anti-stalinistiske venstrefløj. Med stalinistisk mentes den del af venstrefløjen, som havde forsvaret og fortsat forsvarede de tidligere ”socialistiske“ diktaturer i Østeuropa. Ved dannelsen af Rebel i 1992 var muren faldet og diktaturerne brudt sammen 2-3 år forinden, og erindringen om, hvad socialister i almindelighed blev anklaget for, stod os alle ganske klart. Rebels anti-stalinisme betød, at unge fra partiet DKP-ML blev lukket ude, og de tog derfor senere initiativ til dannelsen af Rød Ungdom. I foråret 2001 blev Rebel sammenlagt med Enhedslistens Ungdomsnetværk, skrev samarbejdsaftale med Enhedslisten og har siden da heddet ”Socialistisk UngdomsFront” – Se SUF.
Rød Ungdom: Ungdomsorganisation dannet et år efter REBEL’s stiftelse på initiativ af bl.a. DKP-ML. Ønskede fra starten ikke at forholde sig til tidligere tiders socialistiske eksperimenter, ligesom man på en række punkter så som organisationsstruktur, unionsmodstand og anti-fascisme adskiller sig fra REBEL´s holdninger. Er i dag meget lille.

S
SAP, Socialistisk Arbejderparti: Den danske sektion af 4. Internationale (se trotskisme). Dannet i 1980. Unge SAP´ere er aktive i REBEL.
Sexisme: Forfølgelse/undertrykkelse pga. af køn eller seksuel orientering f.eks. homoseksuel.
SF, Socialistisk Folkeparti: Dannet 1957 af udbrydere fra DKP samt andre venstrefløjstendenser umiddelbart efter Sovjets invasion af Ungarn. Et reformistisk parti i dag.
SFU, Socialistisk Folkepartis Ungdom. Har ca. 1900 medlemmer, hvoraf mange er inaktive. Svinger i mindre grad end moderpartiet på EU-spørgsmålet. Dannet i omkring 1970.
Skruebrækker: Strejkebryder, ofte borgerlig organiseret i den kristne eller "frie" fagbevægelse. Luset, illoyal personage, der bryder med fællesskabet, når der er konflikt. Arbejder ofte under politibeskyttelse.
Socialisme: Samfund, hvor der ved at blive er gjort op med nogle grundlæggende kapitalistiske træk, f.eks. retten til privat eje af produktionsmidlerne og privat ret til forvaltning af overskud. Samtidig er der igangsat en række processer, som skal trække samfundet i retning af et stats- og klasseløst samfund. Mange marxister forstår socialismen som et overgangssamfund på vej mod kommunismen. Efter marxisters synspunkt vil der under socialismen blive opbygget en demokratisk, socialistisk stat.
Socialist: Person, som ikke er tilhænger af kapitalisme. Begrebet rækker meget vidt: Fra enkelte socialdemokrater til den revolutionære venstrefløj kalder sig socialister.
Sovjet: betyder oprindeligt ”råd“ på russisk. Sovjetunionen betød således rådsunionen (se rådsdemokrati). Staten Sovjet blev dannet efter 1917 og eksisterede fremtil 1991. Forholdet til _det socialistiske Sovjet“ har altid skabt store splittelser på venstrefløjen.
Stalinisme: Hentyder til de ”socialister/kommunister“, der forsvarer Sovjettiden fra midten af tyverne frem til Murens fald. Josef Stalin blev Sovjets leder efter Lenins død og de efterfølgende fraktionskampe i det russiske kommunistparti (bolsjevikkerne). Stalinismen kendetegnes ved: A) Opgive idéen om en verdensrevolution og i stedet prædike ”socialisme i et land“. B) En centralisering og afdemokratisering af parti og stat samt en udrensning af oppositionen indenfor den socialistiske bevægelse i 30´erne, f.eks. trotskister, socialdemokrater og anarkister. C) Idéen om folkefront, hvor kommunister, socialdemokrater og borgerlige skal danne en folkefront sammen mod fascismen (modsat enhedsfront). Denne strategi kendes idag fra kampen mod EU.
Stalinismens dominans indenfor den kommunistiske bevægelse betydede, at der i 30´erne dannedes andre revolutionære strømninger. Herhjemme må DKP tidligere (fra før slutningen 1980´erne) og idag specielt DKP-ml betegnes som værende stalinister. Ofte har stalinismen nationalistiske træk jfr. unionsmodstanden.
Stalin, Josef: Oprindeligt præst, men fra 1928 frem til sin død i 1953 den ubestridte leder af Sovjetunionen. Eneste ud af den oprindelige russiske centralkomite fra tiden lige efter revolutionen, der døde en naturlig død.
Stauning, Thorvald: Første socialdemokratiske statsminister. Reformist, og samarbejdede ofte med borgerlige (Radikale Venstre).
Statskapitalisme: Begreb IS´ere og en række venstresocialister brugte om de tidligere diktaturer i Østeuropa. Kapitalismen bestod, da der i statssystemet var en herskende elite, der rådede over produktionsmidlerne. Dele af statsmagten udgjorde derfor den nye udbytterklasse. Derfor havde disse folk heller ikke så svært ved at overleve omvæltningerne til markedsbaseret kapitalisme efter Murens fald.
SUF – Socialistisk UngdomsFront: Dannet i 2001, sammenlægning af Rebel og Enhedslistens ungdomsnetværk. Har en samarbejdsaftale med Enhedslisten.
Syndikalisme: Revolutionær anti-autoritær strømning. Tager sit udgangspunkt i at samfundet forandres via revolutionære fagforeninger eller arbejdersammenslutninger (jfr. syndicat på fransk). F.eks. findes der i Sverige ved siden af det svenske LO en mindre syndikalistisk sammenslutning ved navn SAC. Syndikalismen minder om anarkismen, specielt i Sydeuropa, deraf betegnelsen anarko-syndikalister (ofte anarkister med udgangspunkt i faglig organisering). De mest kendte syndikalister herhjemme tog i 1918 initiativ til at storme børsen for at give spekulanterne en velfortjent røvfuld med medbragte køller. En del danske syndikalister gik senere med i DKP. Kendte danske syndikalister var Thøger Thøgersen og Christian Christensen.


T
Trotskij, Leo: Russisk revolutionær. Var oprindelig mensjevik, men tilsluttede sig senere Lenin og bolsjevikkerne. Ledede den russiske forhandlingsdelegation i Brest-Litovsk efter krigen, og blev senere ledende militærmand i kampen mod de hvide efter selve revolutionen. Efter Lenins død ledte Trotskij an i kampen mod de stalinistiske bureaukratisering af Sovjet, hvilket tvang ham til at forlade landet i 1928. Han opholdt sig i Norge og senere i Mexico, hvor han i 1940 blev dræbt af en stalinistisk agent. I 1938 ledte han an i dannelsen af 4. Internationale. Af hans vigtige teorier kan fremhæves idéen om Enhedsfront (modsat den stalinistiske folkefront´s idé) og teorien om den permanente revolution. Herhjemme kaldes både Internationale Socialister og Socialistisk Arbejderparti populært for trotskister.

U
Unge Mod Unionen: Sammenslutning af unge unionsmodstandere. Har afdelinger rundt omkring i landet, men har en begrænset størrelse.

V
VS, Venstresocialisterne: Dannet af udbrydere fra SF i 1967 og samlede alle mulige revolutionære fra maoister, blomsterbørn og trotskister, som senere brød ud igen. Har en række år været repræsenteret i Folketinget. VS har aldrig været knyttet til de eksisterende Østeuropæiske lande, og er blevet kendt for at være et anti-autoritært marxistisk parti. Partiets store nedtur kom i slutningen 1980´erne. I dag arbejder mange VS´ere i Enhedslisten.

X
X-Fronten: Uddannelsesfronts aktionsgruppe startet af Rød Ungdom. Havde begrænset omfang, men en del succes med aktion "Tal i Flammer", hvor karakterblade brændes af.

Y
Yderliggående: se radikal.

Z
Zionisme: Ideologien bag staten Israels dannelse. Grundlagt af bl.a. Theodor Herzl. går ud på, at jødeproblemet (forfølgelserne jfr. nazisme) løses ved, at jøderne får deres egen stat og derfor ikke integreres i de vestlige lande. Yderligere opfattes jøderne som et samlet folk, og ikke som en religiøs betegnelse. FN har sammenlignet zionismen med racisme.
Zetkin; Clara: Tysk feminist og kommunist. Den store teoretiker fra 1920’erne og 30´erne. på området. Medlem af KPD.

Æ
Ø
Å


Adresser:


AFA/KAFA-X: Korsgade 19 kld., 2200 Kbh. N. Tlf. 35 35 91 12, www.antifa.dk
Amnesty International: www.amnesty.dk
ABC: www.anarchistblackcross.dk
Cikaden, solidaritetsbutik i Griffenfeldsgade www.cikadenet.dk
Christania: www.christiania.org
Danmarks Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS: www.dgs-net.dk
DEMOS: www.demos.dk
Den Anarkistiske Føderation, www.resist.dk
Direkte aktion: www.direkteaktion.dk (stedet hvor man bl.a.. kan læse "Sabot" som for resten betyder træsko)
Enhedslisten: Studiestræde 24, 1. 1455 Kbh. K. Tlf. 33 93 33 24, fax. 33 32 03 72, www.enhedslisten.dk
Fagbevægelsen mod Unionen, Ndr. Fasanvej 230, 2200 Kbh. N.
Folkets hus, brugerstyret hus som ligger på Nørrebro www.folketshus.dk
Folkebevægelsen mod Unionen: Sigurdsgade 39A, 2200 Kbh. N. Tlf. 35 82 18 00
Folkebevægelsens Ungdom (FUME): Sigurdsgade 39A, 2200 Kbh. N. Tlf. 35 82 18 00
Globale Rødder: www.ulydighed.dk
Internationalt Forum: Griffenfeldsgade 41, 2200 Kbh. N. Tlf. 35 37 18 88/89.
Junibevægelsen: Skindergade 29, 1. 1159 Kbh. K. Tlf. 33 93 00 46.
Jyder mod Overflødige Motorveje: Silkeborgvej 932, 8462 Harlev J., www.jmom.dk
Kommunistisk Parti i Danmark, Frederikssundsvej 82, 2400 Kbh. NV
Leksikon for det 21. århundrede, www.leksikon.org
Modkraft, venstreorienteret nyhedsportal www.modkraft.dk
NOAH: Nørrebrogade 39, 1. tv. 2200 Kbh. N. Tlf. 35 36 12 12
Operation Dagsværk: Studiestræde 24 2., 1455 Kbh. K. Tlf. 33 25 80 50.
Rebel2001
Rød Ungdom: Mejlgade 49, 8000 Århus C. Tlf. 86 13 62 08, fax. 86 12 69 99, www.ru.dk
Rebel2001 www.rebel2001.person.dk
Revo.dk
SAP: Nørre Allé 11 A. 2200 Kbh. N. Tlf. 35 39 79 48
Skansen mod nazisme, de brave og syngende ålborgensere www.skansen-mod-nazisme.dk
Socialistisk Folkepartis Ungdom, Blegdamsvej 24A, 2200 Kbh. N. Tlf. 35 36 17 77, fax: 35 36 09 50, e-mail: sf@sf.dk, www.sfu.dk
Spidsroden: Prins Jørgensgade, 2200 Kbh. N. Tlf. 35 35 40 22. (v. Folkets Park)
Solidaritet, www.solidaritet,dk
SUF – Socialistisk UngdomsFront, Studiestræde 24, 1. 1455 Kbh. K, www.ungdomsfront.dk
Spidsroden: Prins Jørgensgade, 2200 Kbh. N. Tlf. 35 35 40 22. (v. Folkets Park)
Tidsskriftscentret, Griffenfeldsgade 35 st., 2200 Kbh. N. Tlf. 35 35 97 10.
TV-stop, www.tvstop.dk progressiv tv-station som dog kun kan ses i København og omegn
Ungdomshuset, Jagtvej 69, 2200 Kbh. N, www.ungdomshuset.dk
Venstresocialisterne, Griffenfeldsgade 41, 2200 Kbh. N. Tlf. 35 35 06 08
Økologiske Igangsættere: Griffenfeldsgade 29, 2200 Kbh. N.
Vesterbrogade 15, 1620 Kbh. V. Tlf. 33 25 80 33, www.dgs-net.dk

Fonde og andre steder man kan søge om støtte til arrangermenter.

1.Maj Fonden: Kong Valdemarsvej 19, 2840 Holte. Giver typisk 2000 - 5000 kr. til progressive (røde) aktiviteter.
Columbusfonden: Enebærvej 16,9500 Hobro. – Støtte til fremme af mellemfolkelig forståelse og at fjerne årsager til krig.
Dansk Amnesty Fond: Amnesty International, Dyrkøb 3, 1166 Kbh. K. – Støtte til formål der falder indenfor den internationale organisation Amnesty Internationals Statutter.
Dansk Kvindesamfund: Niels Hemmingsens Gade 10 3., 1153 Kbh. K. – Kan man søge om støtte til kvindearrangementer hos.
Enhedslistens Græsrodsfond: Studiestræde 24,1. 1455 Kbh. K. Giver typisk 1000 til 3000 kr. til åbne græsrodsaktiviteter, der har svært ved at finde finansiering andetsteds.
Fredsskattefonden: Bærgelundsvej 15, 272 Vanløse. – Initiativer for fred.
Fremad Fonden: c/o Claus Thing Mortensen, Galgebakken Torv 7/20, 2620 Albertslund. Giver penge til ungdomsprojekter udenfor de politiske ungdomsorganisationers regi.
Græsrodsfonden: Niels Ahlmanns Allé 9, 2900 Hellerup. Giver typisk 1000 - 4000 til ikke alt for revo. aktiviteter. www.graesrod.dk
Hagens Legat: v. Advokat Kirsten Bindstrup. Vestergade 12, 1. sal.1456 Kbh. K. Støtter politisk aktive udsat for påolitivold eller aktivister, der på anden måde er kommet i klinch med politiet.
Kvindefonden Dannerhuset, Nansensgade 1, 1366 Kbh. K.
Kvinderådet: Niels Hemmingsens Gade 10 2., 1153 Kbh. K. – Kan man søge om støtte til kvindearrangementer hos.
Rosafonden: Giver typisk 1000 - 4000 kr. til unges projekter og aktiviteter, der går imod strømmen! Ring efter adresse, da den "flytter" tit.
Rød Fond C/O Enhedslisten, Studiestræde 24 1., 1455 Kbh.K
Røde Øre - anti-imperialistisk Fond, postboks 2596 2100 Kbh. Ø.
Giver typisk 300 - 1000 kr. til anti-imperialistiske aktiviteter.


Til ingen af de nævnte fonde skal der bruges ansøgningsskema.
DUF har også to ”kasser“ – U-landskassen og InitiativStøtten, som kræver ansøgningsskema. Ring tlf. 39 29 88 88 for at få tilsendt skema og retningslinjer.
Advokater


Pamfletter og lignende

Ikke alle ting er med i denne lille håndbog. Hvis du virkelig vil vide mere om specifikke ting, så kommer her nogle henvisninger:

* Anarkistens Kogebog: Her fås oplysninger af mere sprængfarlig karakter. Er svær at få fat i pga. antændingsfare, men kontakt din lokale anarkist eller surf på Internettet. Så kan det være den dukker op!
* Den lilla Svarta - anarkistisk inspireret gør-det-selv håndbog på svensk.
* Engelsk motorvejsmodstand......: Denne bog fortæller på engelsk om hvordan man bedst muligt forhindrer motorvejsbyggeri og skovrydning med radikal-pacifistiske midler. Velegnet til dig der gerne vil sidde i en kran flere timer og herefter at blive anholdt uden at gøre modstand!
* Enhedslistens strejkehåndbog. Hvordan organiseres en strejke? Gode råd om fagligt arbejde skrevet af folk med årelang erfaring. Koster 20 kr. per styk. Fås ved henvendelse til Enhedslisten på tlf. 33 93 33 24.
* Freelance Nøglen: Udgivet af Freelancegruppen i Dansk Journalistforbund. Har en masse adresser på tidsskrifter, dagblade etc.
* Håndbog for Aktivister: Fra dengang der fandtes rigtige græsrødder og computeren fyldte meget. Fås sikkert på biblioteket eller hos den fallerede venstrefløjsaktivist, der kan huske Slaget om Byggeren i 1980.
* Leksikon for det 21.århundrede - Udgivet af Solidaritet. Se ogå www.leksikon.org
* Rebel2001 har en hjemmeside hvor denne bog ligger med mange andre idéer som ofte bliver opdateret. www.rebel2001.person.dk
* Tips und Tricks für Antifa´s: Tysksproget guide til anti-fascistiske aktiviteter lavet af berliner-grupper Die Edelweiss Piraten. Er fra 1992/93.
* PAX-leksikon: Meget omfattende norsk venstrefløjsleksikon. Herhjemme arbejder en gruppe VS´ere på at lave en dansk udgave i en redigeret version til CD-rom. Ring 31 35 06 08 for at høre mere.

Link to Anarchism

http://dwardmac.pitzer.edu/Anarchist_Archives/

Giver et godt indblik i anarkismen før og nu

Link til anarkistiske artikler

http://www.scribd.com/doc/4023564/Anarkistisk-Fderation-i-Danmark

Godt link til flere artikler.

DEN ANARKISTISKE FØDERATION

Den Anarkistiske Føderation
Fra Anarchopedia
(Omdirigeret fra Resist.dk)
Skift til: Navigation, Søgning
Den Anarkistiske Føderation (omtalt som føderationen) var mere en en anarkistisk gruppe i København end en egentlig anarkistisk føderation i danmark. Føderationen blev startet i tiden op til EU-topmødet i københavn 2002. Den arrangerede stod bag en masse forskellige arrangementer i sin levetid, specielt under EU-topmødet og i tiden op til Irak krigen. Føderationen forsvandt (vist) engang i 2004. Føderationen have havde hjemmesiden www.resist.dk, denne side virker dog ikke længere.
Indholdsfortegnelse
[skjul]
• 1 EU topmødet i københavn, december 2002
• 2 Andre arrangementer
• 3 Minimumsgrundlag
• 4 Struktur & Mål
• 5 Aktionskodeks

[redigér] EU topmødet i københavn, december 2002
Op til topmødet kom føderationen i fokus hos medierne, da de ikke ville være en del af paraplyorganisationen NGO Stop Volden København 2002. Begrundelsen for dette var at man netop ikke ville sætte volden som tema under demonstrationerne, men derimod politik. På grund af dette omtalte de fleste store kommercielle medier konsekvent føderationen som militante anarkister.
Føderationen arrangerede en demonstration under titlen Mod Politistat Europa'. Særligt denne demonstration blev kørt op i medierne som der hvor EU-topmødet ville opleve de samme uroligheder som man havde set i forbindelse med topmøderne i Seattle, Genova, Prag og Gøteborg. Selve demonstrationen foregik dog forholdsvis fredeligt, ca 500 deltog, og der blev foretaget 15 anholdelser for brud på maskeringsloven.
[redigér] Andre arrangementer
Udover demonstrationen under EU-topmødet har føderationen også arrangeret demonstrationer mod kongehuset (under parolen 1000 år er mere end nok!, 2002), mod maskeringsforbudet (en fastelavns demonstration, 2003), mod coca-colas mord på arbejdere i Colombia (2004), en fysisk blokade mod NETTOs varelager (2003) og har stået for anarkistisk 1. maj i københavn i et par år.
Derudover har de også stået for afholdelsen af tre træf for anarkister i danmark. De to af dem afholdt i Ungdomshuset, københavn, og det tredje i Odense. Til disse træf blev der diskuteret alt fra anarkistisk teori, focaults magtteorier til aktioner og organisering.
I flere medier blev føderationen også kædet sammen med en brandstiftelse mod carlsbergs depot i Kokkedal nord for København. Der skete kun mindre skader på en calsberg- og coca-cola lastbil, og netop coca-cola lastbilen, fik flere medier til at forsøge at kæde aktionen sammen med føderation. Føderationen havde som skrevet tidligere arrangeret en demonstration med netop coca-cola. Politiet fandt aldrig gerningsmændende.
[redigér] Minimumsgrundlag
1. Vi kæmper for et anarkistisk samfund. Et stats- og klasseløst samfund baseret på et kollektiv selvforvaltning.
2. Ethvert menneske bør være frit, under ansvar for andres frihed.
3. Vi mener at alle mennesker er født lige, vi er derfor imod medfødte privilegier.
4. Vi er imod alle institutionelle og sociale magtstrukturer, der forhindrer mennesker i at udvikle sig i frihed og lighed.
5. Respekt for alle mennesker og kulturer. Vi er imod kulturel, national og etnisk chauvinisme samt diskrimination på baggrund af alder, udseende, køn eller seksuel orientering.
6. Vi er imod enhver form for undertrykkelse og anerkender ethvert folk, gruppe og individs ret til at gøre oprør mod sine undertrykkere.
7. Religion er en privatsag, må aldrig være andet og aldrig blive en undskyldning for ikke at ændre på tingenes tilstand. Der er et liv før døden.
8. Vi er imod det parlamentariske system, som fratager os ansvar og indflydelse. Denne repræsentation fremmedgør os for hinanden – den ødelægger de sociale strukturer og hæmmer menneskers evne til at tænke selv og sætte sig ind i andres behov. Vi vil et samfund organiseret nedefra og op, gennem frivillige sammenslutninger knyttet sammen i føderative netværk.
9. Retssystemet, politi og militær er ikke til for at bibringe retfærdighed, men for at retfærdiggøre forbrydelser begået af magthaverne og dets håndlangere.
10. Vi er imod kapitalisme. Den er et økonomisk system baseret på organiseret tyveri, hvor eliten stjæler overskuddet ved produktionen, og hvor de rige spiser hele kagen, mens verdens fattige må gå sultne i seng. I stedet for at jagten på profit ønsker vi en produktion styret af menneskers behov.
11. Vi er imod ejendomsret og ønsker en solidarisk udligning af samfundets ressourcer, organiseret ved brugsret.
12. Jorden og dens ressourcer tilhører os alle, ikke stater, selskaber eller privatpersoner. Når vi benytter os af jordens ressourcer skal vi gøre det med respekt, uden at forgifte, belaste eller ødelægge naturen. Vi har ikke arvet jorden af vores forældre, vi har lånt den af vores børn.
13. Anarkisme er ikke en fjern utopi, men inspirationen til de eksperimenter og konkrete forandringer som fører mod det totale anarki. Vi har ikke en køreklar samfundsmodel, men vi skal turde opstille alternativer og udfordre uretfærdighederne. Anarkiet skabes dagligt af mennesker i fællesskab og ikke af revolutionsteoretikeres tankespind.

[redigér] Struktur & Mål
1. Den Anarkistiske Føderation er et netværk mellem anarkistiske grupper og enkeltpersoner, der tilslutter sig minimumsgrundlag, aktionskodeks & struktur for den Anarkistiske føderation.
2. De enkelte grupper, ad hoc grupper og personer i Den Anarkistiske Føderation kan ikke foretage handlinger og aktioner i Den Anarkistiske Føderations navn, men er frie til at kalde sig en del af Den Anarkistiske Føderation eller Den Anarkistiske Føderation plus tilnavn.
3. Fælles aktioner og kampagner aftales på træf, når sådan en aftale er indgået kan der handles i Føderationens navn. Derudover må grupper gerne på egen hånd lave plakater, bannere, T-shirts o. lign. parolemateriale så længe budskabet på disse har rod i minimumsgrundlaget.
4. Minimumsgrundlaget, struktur, aktionskodeks og fælles kampagner/aktioner aftales på Anarkistisk Træf.
5. Træf indkaldes og arrangeres af grupper og/eller enkeltpersoner i føderationen med min. 2 mdr. varsel og ved udsending af dagsorden. Ønskes ændring af grundpillerne eller eksklusion diskuteret på træffet, skal det fremgå tydeligt af indkaldelsen. Der kan ikke indkaldes til træf, såfremt der er indkaldt til et endnu ikke afholdt træf.
6. Indkaldelse sker pr. e-mail, brev, telefon. Et træf annonceres desuden på vores hjemmeside og på modkraft.dk
7. Enhver gruppe eller enkeltperson, der modarbejder Føderationen kan ekskluderes ved beslutning på træffet. Det kan ligeledes besluttes på et træf at genoptage ellers ekskluderede grupper eller personer.
8. Vi vil at den Anarkistiske Føderation kan fungere som et levende netværk, der kan bruges til at mobilisere, inspirere, støtte og skabe fælles aktionsgrund for anarkistiske grupper og godtfolk overalt. Vi har ikke som mål at rekruttere alle anarkister. Vi er anarkister ikke anarkisterne!
9. Vi vil ikke gå på kompromis med vores ideer og handlinger for at kunne appellere til de brede masser. Bevægelser som bygger på det grundlag, ender med at bestå af en flok tandløse reaktionære tumper.
[redigér] Aktionskodeks
1. Som anarkister anerkender vi ikke loven, og vores aktioner skal derfor heller ikke begrænses af denne.
2. Vi forbeholder os ret til selvforsvar mod al form undertrykkelse.
3. Demonstrationer, blokader og happenings samt direkte aktioner, som ikke sætter mennesker i fare, kan foretages som beskrevet i pkt. 2 i strukturgrundlaget.
4. Når man foretager handlinger i føderationens navn, forpligter man sig til at gøre sit yderste for ikke at sætte andre i Føderationens sikkerhed og frihed i fare. Derfor SKAL enhver aktion overvejes nøje. Jf. strukturgrundlag pkt. 7.

ANARKI ELLER KAOS!

En introduktion til Anarkisme i Danmark, fundet på nettet.



Anarki eller kaos!

Indhold.

Forord.

1.1 Det herreløse samfund.

1.2 Mål og midler.

1.3 Den hjemløse magt.

1.4 Utopi?

2.1 Retfærdigheden findes i os

2.2 Mihail Aleksandrovitsj Bakunin (1814-1876)

2.3 Peter Kropotkin (1842-1921)

2.4 Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865)

2.5 Anarko-syndikalismen.

3.1. Det rød/sorte flag.

4.1 Terror.

4.2 Fra G. Chesterson’s ”Manden som var torsdag” (Thaning & Appels Forlag, 1942, oversat af Jesper Ewald)

4.3 ”Lysten til at ødelægge”

4.4 At arbejde for fremtiden

4.5 Pacifisterne

5.1 Al magt til sovjetterne

5.2 ”Far” Makhno

5.3 Kronstadt

5.4 Noget er dødt i mig

5.5 ”Kontrarevolutionen likvideret”

6.1 Spanien

6.2 Efter 40 års tavshed

6.3 Organisationerne

6.4 Oprids af borgerkrigen

6.5 Borgerkrigens tragedie

6.6 Uddrag fra Chomskys bog ”American Power and the new mandarins”

6.7 Udrensning

7.1 Kan kærligheden være andet end fri? – Emma Goldman

7.2 En kunstig skabning

7.3 Frigørelsens tragedie

7.4 Den hjælpeløse mand

7.5 En drøm

7.6 Den indre despot

8.1 Nutid og fremtid

9.1 At komme på staten

Litteratur

Forord:

Dette er en ufærdig re-indskrivning af den gamle pamflet som blev udgivet af DR med støtte fra undervisningsministeriet i ’80’erne. Den er siden blevet genoptrykt af Pirattryk engang i ’90’erne

og nu synes jeg det er på tide, at den kommer på bane igen. Det er en god lille introduktion til anarkisme, og den vil meget gerne skrives ud og læses af en masse forskellige mennesker!! Hvis nogen har et trykkeri er det jo helt oplagt at gå i gang med at distribuere den. Grundene til, at jeg laver en genindskrivning af den er dels, at min udgave er så gammel og mølædt at man næsten ikke kan læse hvad der står, at der ikke var nogen indholdsfortegnelse og for at tilføje noget mere stof, bl.a. omkring den spanske borgerkrig.

Afsnittene om ’80’erne og ’90’erne er mine egne, og jeg gik kold i forsøget på at opridse hvad der skete i ’90’erne samt hvad der er gang i nu, hvilket har forlænget processen betydeligt. Derfor har jeg nu i dag besluttet mig for, at nu kommer den på nettet – med eller uden stavefejl, med eller uden dybdegående analyse og kritik af den tid vi lever i.

Take it or leave it, jeg synes selv det er værd at læse denne igen og igen!!

~ 24. september 2004, Rosalina Engholm Bendtsen ~

1.1 Det herreløse samfund.

Anarki eller kaos! Er det et slagord eller en vittighed, den sætning som man stadig ser få steder rundt omkring i foldere, på løbesedler, ved busstoppesteder og lignende? For er anarki er vel kaos? – Det betyder det. Eller?

Ifølge fremmedordbogen er anarki ”samfund med en magtesløs regering; lovløshed; udorden; forvirring; samfundsform uden regering”. Slår man derimod op i en etymologisk ordbog (etymologi: læren om ords oprindelse) kan man se at ordets rod er græsk, nemlig at an betyder uden og archos betyder herrer/herskere.

Altså er anarki et samfund uden herskere og en anarkist altså en tilhlnger af et sådant samfund. Det er i den betydning ordene anarki og anarkist vil blive brugt i denne folder.

I det traditionelle sprogbrug er begge begreber skældsord. En anarkist er for mange mennesker det samme som en usoigneret ung urostifter som går rundt og laver hærgværk og prøver at ødelægge alt for alle andre. Eller en meget egoistisk person som er ligeglad med alle andre end sig selv. Nogle mener sågar at anarkister er direkte dumme og uoplyste mennesker som ikke ved bedre. Det er en kliché på samme måde som når man på vittighedstegninger af indbrudstyve gentagne gange ser en lusket kasketkarl med en lommelygte i den ene hånd og en jordemodertaske i den anden. Derimod er definitionen selvsagt en anden for en anarkist, og ligeledes definitionen af en tyv.

”Ejendom er tyveri!” sagde franskmanden Pierre-Joseph Proudhon som var den første socialistiske tænker der kaldte sig anarkist. Det gjorde han som en provokation for at vende skældsordet til en hædersbetegnelse for de socialister der tror på, at et samfund er det modsatte af et statsapparat*, og at et herreløset samfund ikke er som en hertreløs hund, vildt og farligt, men derimod frit og ligevægtigt.

Samfundsnedbryder, urostifter, terrorist – sådan ville de flest nok oversætte ordet anarkist; og det er forkert.

(*Vi er vant til at opfatte staten som samfundet, nationen, ”os alle sammen”. Både marxister og anarkister bruger ordet som synonym for et styrende regeringsmaskineri, der er karakteriseret ved, at et mindretal af befolkningen har udskilt sig fra resten af samfundet, idet det har skaffet sig eneret på anvendelse af fysisk tvangsmagt – politi, militær.)

1.2 Mål og midler.

Anarkismen er en revolutionær strømning med rod i den moderne kapitalistiske samfundsnorms opståen, og rummer en bred vifte af holdninger og idéer som alle har én ting til fælles: statens og ejendomsrettens ophævelse. Dermed er den på nogle områder både i overensstemmelse med og radikalt forskellig fra marxismen som repræsenterer den autoritære socialisme – som den kaldes af anarkisterne. Anarkismen bliver også kaldt libertær socialisme.

Dér hvor marxisterne som en fjern utopi håber på at nå frem til et ujierarkisk samfund uden autoriteter, den rene socialisme med diktaturet som omvej, dér begynder anarkister. – Altså udelader anarkisterne diktaturet som overgangsfase til det frie og lige samfund. På det punkt er parterne faktisk så uenige at det godt kan være svært for libertær socialisterne hvem de anser som værende deres værste fjende; de borgerlige kapitalistiske systemer eller de statssocialistiske.

Anarkister er imod det kapitalistiske system fordi det trælbinder og undertrykker mennesket. De er også imod dets demokratiske udformning fordi de anser de parlamentariske demokrati (folketingsmodellen hvor folkegrupper og klasser vælger repræsentanter for deres holdninger) for et indskrænket demokrati. Folkevalgte herskere er stadig herksere (hvis de ikke ligesom anarkisternes repræsentanter har bundet mandat fra deres vælgere og kan afsættes når som helst).

Anarkister er også imod socialistiske bevægelser af både reformistisk og revolutionlr retning hvis de går ind for centraliseret magt og for staten.

Marxisterne bebrejder anarkisterne at de i deres strategi og tankegang ikke er udviklede nok. Deres socialisme er småborgerlig og reaktionær i sin konsekvens, dømt til nederlag. Anarkisterne bebrejder marxisterne at de ender i reaktionen, fordi de overtager de magtstrukturer de selv ønsker at bekæmpe. Proletariatets diktatur – iflg. Marxisterne den revolutionære overgangsfase til det frie kommunistiske fællesskab – er også en illussion mener anarkisterne, da da intet diktatur nogensinde frivilligt vil afgive sin magt. En autoritær socialistisk magtovertagelse er blot en fordækt genrejsning af den borgerlige stat hvor en bureaukratisk overklasse sætter sig tungt i de gamle kapitalistiske magthaveres stole. Sådan går enhver magtovertagelse. Her peger anarkisterne næsten på en politisk arvesynd når de siger ”magt er noget man tager for at beholde det”.

1.3 Den hjemløse magt.

De libertære socialister sætter også gamle borgerlige friheder som ytrings- og bevægelsesfrihed højt, og de vil have overensstemmelse mellem mål og midler. Målet kan aldrig hellige mdilet fordi at prisen herfor vil bliver udfrihed.

Anarkisterne har ikke samme bjerge af politisk teori og doktriner som både de borgerlige og marxisterne har. Rent faktisk har anarkisterne kun ét dogme som klinger helt igennem: Magt korrumperer!!!

For anarkisterne er det vigtigt at skabe et samfundhvor magten ikke kan finde leje. De nærer på den ene side 100% tillid til mennesket og på den anden side har de en grundlæggende mistillid til dette. De tror at der ikke er nogen virkelig modsætning mellem det enkelte menneske og fællesskabet. En af anarkismens største tænkere, Peter Kropotkin, skabte en storslået vision af naturen som et system af gensidig hjælp. Det blev en modvægt til de darwinistiske teorier der forsynede tidens stormagter med videnskabelige undskyldninger for deres rå kolonipolitik gennem teorien om ”den stærkestes overlevelse”.

Samtidig med dette positive menneskesyn er anarkisterne overbeviste om af selv den reneste person korrumperes af magt. De ville kunne skrive under på disse ord af den tyske filosof Friederich Nietszche (som aldrig er blevet erklæret eller har kaldt sig selv anarkist) ”Den, der kæmper med uhyrer, må passe på at han ikke derved selv bliver et uhyre.”

1.4 Utopi?

Hvis kritikerne af anarkismen havde ret i at anarkismen blot er en sympatisk følelse men derudover er dybt urealistisk, så ville der ikke være nogen grund til at beskæftige sig med emnet undtagen som en samling spændende hændelser i historien.

Det viser sig dog at anarkismen faktisk har vist at kunne virke og at den til stadighed er inspirationskilde til nye oprør – også i vores tid. Dog har den lidt nederlag på nederlag. – Er den alligevel kun en drøm? Afgør det selv. Den er ihvertafld evigt aktuel pga. de store og ulige magtkoncentrationer verden over. Både under og efter den kolde krig hvor kapitalisme og statssocialisme som to modsatrettede samfundssystemer kæmpede for netop deres autoritære idé. Ingen af delene viste sig at fungere synderligt godt og derfor har mange set anarkismen som den eneste farbare oprørsvej. Andre blev i denne periode anarkister for at kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt.

2.1 Retfærdigheden findes i os.

2.2 Mihail Aleksandrovitsj Bakunin (1814-1876)

”Med alle mine sanser og gennem hver pore indåndede jeg revolutionens berusende atmosfære”.

Bakunin er den anarkistiske handlingens mand. Den store modpol til Karl Marx som han kaldte ”socialismens Bismarck”.

Bakunin blev født i en russisk adelsslægt med liberal revolutionær tradition.

I 1840 forlod han Rusland for at begynde sin livslange ”vagabondage” rundt om i oprørenes Europa. Bakunin skrev mængder af artikler og essays men færdiggjorde aldrig et større værk. Hnas fysiske og intellektuelle energi var enorm; det samme gjaldt hans strategiske evne. Han var farlig, både for det bestående samfund og for modstanderne i Internationalen. Bakunin blev fængslet adskillige gange og blev offer for grov bagvaskelse.

Hans personlige liv var lidt af en tragedie og ved sin død må han have set det meste af sin revolutionære kamp som en række fejlslag. Men den anarkistiske bevægelse som han havde dannet , også som konsekvens af et nederlag, nemlig Internationalen, blev efter hans død et verdensomspændende net baseret på hans tanker.

2.3 Peter Kropotkin (1842-1921)

”Evolutionen skrider aldrig så langsomt og jævnt frem, som antaget. Evolution og revolution skifter, og revolutionerne – dvs. tider med fremskyndet evolution – hører lige såvel naturens enhed til som tider, hvor evoltuionen tager et langsommere forløb”.

Kropotkin er anarkismens forsker. Berømt som en af Ruslands største geografer. Født i fyrsteslægt, fængslet for anarkistisk agitation, flygtede til udlandet (bl.a. Enfgland og Frankrig) og vendte ikke tilbage før efter revolutionen. Hans hovedindsats er teoretisk, skriftlig.

I sit værk ”Erobringen af brødet” udvikler han ideerne om det som kaldes den libertære kommunisme som modsætning til den marxistiske kommunisme som han kompromisløst kritiseredei det nye Sovjetrusland. Kropotkin blev en af de store inspirationskilder for de filosofiske anarkister.

2.4 Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865)

”Som en del af den kollektive eksistens føler mennesket på samme tid sin egen og andres værdighed og bærer således et moralsk princip, ham selv overlegent sit hjerte. Dette prinvip kommer ikke til ham udefra. Det skjuler sig i ham; det er iboende. Det udgør hans væsen, selve samfundets væsen. Det er menneskeåndens sande form, en form, som dannes og udvikler sig henimod fuldkommenhed alene ved den forbundethed, hvoraf samfundet hver dag fdes. Med andre ord: retfærdigheden findes i os, som kærlighed, som skønhedssans, som begreber om nytte, om sandhed, som alle vore kræfter og evner.”

Franskmand, bogtrykker og yderst flittig forfatter. Den første som kaldte sig anarkist. Han søgte også at forblive den eneste, for som den enegænger og særling han var afviste han at skabe en bevægelse, afviste han at skabe en politisk idébygning. I 1840 udgav han værket ”Hvad er ejendom” der skulle gøre ham til den libertære tankeverdens moderne pioner. Han udviklede den teori at samfundets virkelige love intet har med myndighed og autoriteter at gøre. Lovene indføres ikke ovenfra, men stammer fra samfundets egen natur. Den fri vækst af sådanne love er den sociale stræbens mål.

Proudhon var så meget ener at han blev inkonsekvent. Han endte i parlamentet – altså som medlem af en ovenfra-og-ned lovgivende forsamling.

Mange tænkere har forgrebet de libertære idéer, men disse tre mænd er anarkismens teoretiske kolosser. Siden dem har der ikke været nogle rigtigt store anarkistiske teorietikere, både fordi de libertære idéer ikke indbyder til systemdannelse og akademisk pindehuggeri og fordi anarkismens historie er et forløb af hurtige sejre fulgt af knusende nederlag som har tappet bevægelsen for blod. Men den har præget begivenhederne mange steder, da den overalt i verden har haft praktikere, som med udgangspunkt i de klassiske værker har analyseret den poitiske situation og mulighederne for revolution i deres hjemlande.

Anarkismen var fra starten en international, ikke så meget som en bevægelse der vandt indpas, men som en række idéer der vandt genklangfor deres antiautoritære budskab.

2.5 Anarko-syndikalismen.

Anarkisterbne kom også med i Internationale. Den blev dannet i London i 1864 med Marx som en af hovedkræfterne. Anarkisterne var ikke med til at danne den, men i 1868 bød den Bakunin velkommen. Marx og Bakunin respekterede oprindeligt hinanden, men den grundlæggende uoverensstemmelse mellem deres politiske visioner var stærkt medvirkende til, at den organisation der skulle forene verdens socialistiske kræfter sprængtes allerede i 1872. Det skete efter en magtkamp mellem Marx og Bakunin, som i beskæmmende grad var en kopi af de magtkampe som førtes i det allerede bestående system, som de ellers begge var enige om at bekæmpe. Marx vandt magtkampen, men den tjente ham vist til mindst ære.

Derefter skrumpede bevægelsen langsomt ind og blev isoleret fra arbejderklassen – der i stedet sluttede op om Socialdemokratiet. Omkring 1890 var den splittet op i talrige mere eller mindre sværmeriske grupper, hvoraf nogle greb til terror som våben. Det var Kropotkin der blæste alarm da han opfordrede til samarbejde med fagbevægelsen og advarede mod ar nære ”den illusion, at man kan besejre den organiserede udbytning med nogle pund dynamit.” Anarkisterne nærmede sig den del af arbejderbevægelsem der var syndakilistisk. Dvs. den del som gik ind for revolutionær aktion med udgangspunkt i de faglige forbund. Hermed opstod den sammensmeltning der bærer navnet anarko-syndikalisme, og som op igennem det nye århundrede kæmpede ud fra libertære idéer. Den greb stærkest fat i Spanienm herunder kan det nævnes at CNT*-FAI** var en overgang landets største forbund med 1,6 mio. medlemmer og fik bl.a. gennemført reglen om 36-timers ugen. Anarko-syndikalismen fik dog også betydning andre steder. F.eks. i USA hvor man forfulgte sine anarkister grundigt dannedes IWW (International Workers of the World), der knyttede bånd til oprørsbevægelserne i bl.a. Latinamerika. De nicaraguanske sandinisters martyrhelt, general Sandino, var medlem – som det kan ses på i hvert fald deres flag.

Men Den Spanske Borgerkrig og verdenskrigene flåede det anarkosyndikalistsike net i stmper og stykker. En rest af det overlevede i Sveriges Arbetares Centralorganisation, SAC, som har virket siden 1910.

(*National Arbejdersammenslutning, **Iberisk Anarkistsik Føderation. Organisationens navn er i dag ANT-AIT, International Arbejderalliance)

3.1 Det rød/sorte flag.

Farvelæren nu om dage går på, at rødt betyder socialisme og sort fascisme. Derfor forvirrer det mange at anarkisterne bruger begge farver.

Oprindeligt var anarkismens farve lilla, men da blodets farve allerede før de socialistiske bevægelser var et revolutionært symbol benyttede man også denne. Da Første Internationale blev dannet kom farven til at representere dennes slagord: ”Arbejdere i alle lande, forenjer!”. Rødt blev altså Internationalens farve, og med dennes politiske udvikling socialismens. Da socialister rundt omkring senere begyndte at alliere sig med statsmagterne i deres krige ville anarkisterne ikke være med til at dele farve med dem længere, men vendte sig direkte imod den sorte fane. Den franske anarkist Luisa Michel sagde i 1882:

”Aldrig mere det røde flag, der er badet i vore soldaters blod! Jeg vil løfte den sorte fane, der bærer sorgens tegn for vore døde og vore pinsler!”

Det var især i Frankrig at sort, sorgens farve, blev anarkismens symbol. Man gik helt væk fra både rød og lilla. Det var desuden i Frankrig at den sorte fane blev brugt for første gang i en arbejdskamp (før anarkisterne overtog denne farve). ”Arbejde eller døden!” og ”Vi vil leve arbejdende eller dø kæmpende” stod der på de sorte bannere som demonstrerende arbejdere i Reims og Lyon brugte i 1831.

De rød/sorte farver blev første gang brugt af de spanske libertære lige før borgerkrigen, og flaget med de to trekanter har siden vundet frem. Dog findes der ikke noget officielt anarkistisk flag.

Nazisterne brugte både den røde og den sorte farve i deres flag, en overgang brugte SA’erne endda hammer og segl som deres symbol, hvilket udelukkende er et udtryk for den opportunisme der ligger i navnet Nationalsocialistisk Arbejderparti.

4.1 Terror.

4.2 Fra G. Chesterson’s ”Manden som var torsdag” (Thaning & Appels Forlag, 1942, oversat af Jesper Ewald)

”Da Syme og hans Fører nærmede sig Hotellets Dør kom en Tjener ud, smilende med alle disponible Tænder: ”de Herrer deroppe. De Herrer snakker og morer sig. De siger, at de vil smide Bomber efter Kongen.” Og Tjeneren for afsted med sin Serviet over Armen, henrykt over at arbejde et Sted med saa fornøjelige Stamgæster…

…Kun én iblandt dem virkede straks iøjenfaldende, for han saa virkelig saadan ud, som man forestiller sig en aktiv Anarkist. Op af den stine, hvide Flip ragede et Hoved bevokset med pjusket, uredt Haar og Skæg, hvorigennem Øjnene lige glimtede ud. Man maatte tænke på en Skyeterrier. Men Øjnene havde dette vemodige, russiske Udtryk, som man forbinder med Livegenskab og Lidelse…

…Der var, ved nærmere Betragtning en eller anden dæmonisk Detalje ved hver enkelt af dem. Manden, der tog imod ham ved Floden havde dette skæve Smil, som brat forvrængede hans aristokratiske Ansigt. Han hed Mandag og var Komiteens Sekretær. Hans skæve Smil var næst efter Præstens grufulde, glade Latter det mest frygtindgydende i Forsamlingen. Men der var mere end det skæve Smil. Hans fornemme Ansigt var saa udtæret, at man straks bedømte ham til at lide af en sygdom. Men Fortvivlelsen, som ulmede i hans mørke Øjne, sagde, at det var ingen Legemlig Sygdom, der plagede ham. Det var aandelig Tortur, som om selve den rene Fornuft bringer Smerte…

…Tirsdag, den krathaarede Gogol, var indlysende gal. Onsdagen, der hed Markien af St. Eustache, var i sig selv en fængslende Skikkelse. Det eneste, man straks lagde Mærke til, var at han i Modsætning til de andre bar sin elegante Jaket, som om den virkelig tilhørte ham. Han havde et sort Fuldskæg, skaaret firkantet paa fransk Manér. Men den overfølsomme Syme mærkede en ejendommelig fyldig Atmosfære omkring ham, en tung, næsten kvælende Atmosfære. Han var sikkert ikke fransk, maaske var han Jøde, maaske stammede han fra et Sted dybere inde i Orienten. Han kunne minde om de gamle Billeder er persiske Tyranner med deres mandelformede Øjne, deres blaasorte Skæg, deres grusomme, blodrøde Mund…

…Saadan var disse mænd, der havde svoret at ødelægge Verden.”

Det erklærede mål for en socialistisk revolution er altide frihed og lighed, og mildet er kamp. Men lige siden den franske revolution druknede børn i blod og et nyt kejserdømme steg op, har den vold som er den nødvendige fordusætning for en revolutionær sejr, været et samvittighedsproblem for mange revolutionære.

For volden har det med at blive en kraft i sig selv.

Hvordan undgår man at forfalde til den og at fortsætte det barvrai, man vil bekæmpe og erstatte med fred?

Kommunisten Bertolt Brecht sagde i et af sine mest berømte digte (”Til dem der kommer efter os” skrevet i et idyllisk bondehus nær Svendborg)

”Også hadet mod gemenheden

forvrænger et ansigt

også vreden over uret

gør stemmen hæs”

Og Bakunin, anarkismens hovedskikkelse og kampstrateg, fik på sine gamle dage mange hjertesmerter over det samme. Han havde da også trådt grundigt fejl et par gange.

4.3 ”Lysten til at ødelægge”

Bakunin tog bl.a. fejl, da han lod sig forblænde af den purunge russiske nihilist Sergei Netjajev, hvis revolutionære princip var det stik modsatte af anarkismens, nemlig ”målet helliger midlet ”en formulering der oprindelig skyldes den katolske jesuiterorden).

Netjajev

Var en besnærende, superintelligent psykopat. Da han blev fanget i 1873, anbragte zarens politi ham i Ruslands bedst bevogtede fængsel. Isoleret og lagt i lænker lykkedes det ham at rekruttere alle sine fangevogtere til sin hemmelige revolutionære organisation! (Dostojevskij brugte ham som én af hovedfigurerne i ”De besatte” under navnet Verkovjénskij).

Bakunin og Netjajev udagv sammen en række anonyme skrifter. I et af dem, skrevet af Netjajev, forpligtes den revolutionære til at begå en hvilken som helst forbrydelse, der kan fremme ødelæggelsen af det eksisterende samfund. Bakunin fortrød og skrev en fordømmelse til Netjajev af dennes politimetoder og jesuitiske system. Deres samarbejde varede kun kort, men har sviet til anarkismen lige siden.

Revolutionært sprogbrug er heller ikke ligefrem lyrisk. Den unge Bakunin skrev:

”Lad os derfor nære tillid til den evige ånd, som kun ødelægger, fordi den er den uudgrundelige og evigt skabende kilde til alt liv. Lysten til at ødelægge er samtidig en skabende lyst!”

Og knap 100 år efter sagde den store spanske anarkistleder Buenaventura Durruti:

”Vi er ikke det mindste rædde for ruiner. Vi skal arve jorden. Det er der ikke den ringeste tvivl om. Borgerskabet må gerne smadre og ødelægge sin egen verden, før det forlader historiens scene. Vi bærer en ny verden, her i vore hjerter. Den verden er i vækst nu.”

4.4 At arbejde for fremtiden

Men den gamle Bakunin, der havde kæmpet på mangen en barrikade og forherliget mange blodige opstande, kunne udbryde:

”Blodige revolutioner er ofte nødvendige, takket være menneskets tåbelighed; dog er de altid et onde, et rædselsvækkende onde og en stor katastrofe, ikke bare med henblik på ofrene, men også for renheden og fuldkommengørelsen af de mål, i hvis navn grusomhederne finder sted.”

En revolutionær etik er en tvingende nødvendighed ifølge en anden af anarkismens hovedskikkelser. Peter Kropotkins brev til Lenin 21. december 1921:

”Kære Vladimir Iljitsj

Aviserne Izvestia og Pravda har offentliggjort en erklæring, som meddeler, at sovjetmagten har besluttet at tage de socialrevolutionære fra Savinkovs og Tjernovs grupper, hvidgardisterne fra det nationalistiske og taktiske center og Vrangels officerer som gidsler, og at gidslerne vil blive ”likvideret uden tøven” hvis der skulle blive begået attentater mod de sovjetiske ledere.

Er der virkelig ingen iblandt de mennesker, som omgiver Dem, som har kunnet bringe Deres kammerater i besindelse og overbevise dem om, at sådanne forholdsregler betyder en tilbagevenden til middelalderens og religionskrigenes værste øjeblikke, og er uværdige for personer, som har fået til opgave at skabe et fremtidigt samfund på kommunistisk grundlag, og at man ikke kan nå frem til kommunismen med den slags forholdsregler?

Er der ingen, som har kunnet forklare, hvad det vil sige at tage gidsler?

Det betyder, at et menneske bliver fængslet, ikke som straf for en eller anden forbrydelse, men fordi hans mulige død skal holde Deres fjender i ave: ”Dræb én af vore mænd, og vi dræber én af jeres”. Er det ikke det samme som at føre et menneske hen til henrettelsespelotonen og derefter sende ham tilbage til cellen, idet man siger til ham: ”Det skal foregå på et andet tidspunkt”?

Forstår Deres kammerater ikke, at dette er lig med genindførelse af torturen for gidslet og hans nærmeste?

Jeg er sikker på, at de bedste af Deres medarbejdere tænker mere på kommunismens fremtid end på deres eget liv, og at denne tanke vil få dem til at opgive disse forholdsregler.”

Hvorfor føre revolutionen ind på en vej, som leder til dens ødelæggelse som følge af fejlgreb, som er socialismen og kommunismen fuldstændig fremmed, og som er et levn fra fortidens styreform og opdragelse, fra det uindskrænkede og destruktive herredømme?

4.5 Pacifisterne

Der er eksempler på terrorhandlinger begået af anarkister. Der er få og ofte udført af ensomme fanatikere. I Milano 1921 lagde en lille gruppe anarkister en bombe i et teater, hvor det højere borgerskab kom. Og USA's 24. præsident, William McKinley, blev i 1901 dræbt af en anarkist.

Der er andre eksempler - det fleste fra før århundredeskiftet ( - denne folder er skrevet i 1981, så det er det forrige århundredeskift der er tale om, red.) De er altid blevet brugt af myndighederne og medierne til at karakterisere den anarkistiske bevægelse. Urostiftere og terrorister = anarkister. Polens afgåede statsleder, Edward Gierik, karakteriserede de strejkende arbejderer i de polske Østersøbyer i 1980 som anarkister. Og i grupper som De Røde Brigader i Italien og Rote Armee Fraktion (RAF, Baader-Meinhof-gruppen) har medlemmerne samme betegnelse (især RAF). Det er forkert. Begge grupper, der anerkender terror som middel, er marxister-leninister, uden at det derfor på nogen måde siger noget væsentligt om marxismen-leninismen. Både Brigaderne og RAF har som taktik gennem terror-handlinger at skabe panik og gennemtvinge en fascistisk modreaktion fra det borgerlige samfunds side, i håb om at dette vil få den socialistiske revolution til at bryde frem. De vil med andre ord et langt stykke hen ad vejen slå følge med nynazister og fascister. Der har da også været eksempler på , at de italienske medier efter terrorhandlinger er blevet ringet op af både nyfascister og brigadefolk, der har påtaget sig ansvaret.

Voldsproblemet har gjort mange anarkister til erklærede pacifister (hvilket jo ikke betyder pasivister). De forstår vold som overgreb på liv, men går ind for modstand og revolutionær aktion.

Den store russiske forfatter Leo Tolstoi forfægtede sådanne synspunkter og har inspireret mange, bl.a. den indiske ikke-voldsprofet og frihedskæmper, Mahatma Gandhi, der var stærkt påvirket af libertære idéer. Det kan også nævnes, at den anarko-syndikalistiske bevægelse med dens tro på generalstrejken som det store revolutionære våden har givet denne del af anarkismen vækstmuligheder. Carl Heinrich Petersen, der i mange år har været en af anarkismens fortalere i Danmark og har gjort meget for at udbrede de anarkistiske idéer ser sådan på volden:

”for overbeviste pacifister vil det vel være en selvfølge at afvise terrorisme, for det er jo vold, og det er jeg enig i, men jeg vil forkaste en generel og unuanceret afvisning af terrorisme slet og ret, for terror er terror, det er mange ting. Jeg er som næsten alle anarkister bestemt imod mord på statsoverhoveder og lignende magtsymboler – medmindre de hører til diktatorerne og tyrannerne, der direkte har blod på hænderne. Og de værste terrorister er og har altid været diktatorer og en del andre magthavere med statsmagt til rådighed. Som bekendt blev der forsøgt et par attentater p Hitler, og jeg beklager meget, at de mislykkedes. Tyranmord kan jeg absolut godkende i princippet. Mord i flæng er en terrorform, som også enkelte vanvittige og afskyelige anarkister har benyttet, kan jeg kun tage afstand fra. I 1921 sprængte en gruppe anarkister en bombe i et teater i Milano. 21 dræbtes og mage såredes. Skønt udøverne af denne modbydelige forbrydelse kun udgjorde en forsvindende minoritet af de italienske anarkister, så svækkede den alvorligt anarkisternes indflydelse og anseelse og gav den fremspirende fascisme et gevaldigt skub fremad.”

(Frit sammendrag fra artikler i tidsskrifterne ”Ikke-vold” & ”Det ny samfund”)

5.1 Al magt til sovjetterne

Rusland har før revolutionen i 1917 aldrig haft nogen større anarkistisk tradition. Russerne Kropotkin og Bakunin blev anarkister i landflygtighed, og de russiske progressive var op til revolutionen mere optaget af statssocialistiske idéer, hvad end de nu var mensjevikiske eller bolsjevikiske, dvs. socialdemokratiske eller kommunistiske.

Men alligevel fik revolutionen mange libertære træk. Anarkistiske og anarko-syndikalistiske idéer slog rødder alle vegne, også iblandt bolsjevikker, i hvert fald rent sprogligt.

Det anarkistiske slagord ”Al magt til sovjetterne!” blev overtager af kommunistpartiet, men med den uformulerede tilføjelse ”under kommunistpartiets lederskab”.

Sovjet er russisk og betyder råd.

Den første sovjet opstod i St. Petersborg under revolutionen i 1905. Den blev skabt af de uorganiserede arbejdere for at koordinere kampene på de forskellige fabrikker i den generalstrejke-lammede by. En af mændene bag den første sovjet var anarkisten Volin, og en af dens første præsidenter var Leonid Trotskij, der senere, med anerkendelse, skulle skrive:

”Sovjettens virksomhed var ensbetydende med organiseringen af anarkiet. Dens eksistens og senere udvikling markerede en konsolidering af anarkiet. ”

Sovjetten var et enestående organisationsinstrument i kampen, og da revolutionen brød ud i 1917, opstod der spontant sovjetter over hele Rusland. Arbejderne tog socialismen på ordet og bemægtigede sig produktionsmidlerne. Og – mener den franske historiker Daniel Guérin – sovjetterne tog de professionelle revolutionære på sengen.

”De anarkistiske idéer antager nu levende former”, skrev Lenin og beskrev fremtidens Rusland som et pengeløst selvforvaltningens samfund, hvor staten blev afskaffet. ”De er blevet en slags anarkister”, sagde anarko-syndikalisten Maximov om bolsjevikkerne. Det var alt sammen i 1918, samme år, som de første sammenstød fandt sted. Få år senere var Lenin og Trotskij i fuld gang med opgøret.

5.2 ”Far” Makhno.

Kort efter revolutionens start rejste bonden Nestor Makhno sine landsmænd i det tysk-østrigske besatte Ukraine til en opstand og fik smidt besættelsesmagten ud. For første gang i historien blev den libertære kommunismes principper taget i brug. Bønderne overtog jorden og slog sig sammen i kommuner og sovjetter. Så vidt krigstilstanden tillod det, blev hele det befriede område med dets syv millioner indbyggere organiseret anarkistisk som en føderation, en sammenslutning af selvstyrende enheder. Samtidig kæmpede makhnovisterne modigt med bolsjevikkerne mod de hvide (zaristiske) styrker.

I 1920 skulle de slutte overenskomst med sovjetregeringen og stillede bl.a. dette krav:

”I det område hvor makhnovisterne kommer til at operere, skal arbejder- og bondebefolkningen oprette deres egne frie institutioner for økonomisk og politisk selvforvaltning. Disse institutioner skal være selvstændige og – gennem aftaler – knyttes føderativt til sovjetrepublikkens styrende organer.”

Det blev afvist, og makhnovisterne blev knust. Officererne blev lokket i baghold under påskud af en indbydelse til fælles militær rådslagning. I ni måneder kæmpede de anarkistiske styrker. Makhno flygtede i august 1921, og da havde det nye Rusland, Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker, oplevet endnu et blodigt opgør med anarkisterne.

5.3 Kronstadt

Matroserne på flådestationen Kronstadt uden for St. Petersborg (= Petrograd = Leningrad) havde været nogle af revolutionens sejeste kæmper. Udpint som landet var, opstod der en frygtelig nød mange steder.

Emma Goldman:

”Der var ikke gået 24 timer efter vores tilbagevenden til Petrograd, før vi erfarede, at byen sydede af utilfredshed og strejketrusler. Årsagen var de forøgede lidelser, som den usædvanligt strenge vinter havde ført med sig, men som også delvis var et resultat af sovjetmyndighedernes almindelige nærsynethed. Voldsomme snestorme havde forsinket de sparsomme tilførsler af levnedsmidler og brændsel til byen. Desuden havde Petro-sovjetten begået den dumhed at lukke flere fabrikker og reducere arbejdernes rationer til næsten det halve. Samtidig var det blevet kendt, at partimedlemmerne på fabrikkerne havde modtaget en ny forsyning af sko og klæder, mens resten af arbejderne måtte gå med tøj og sko, der var i en elendig forfatning. Som kronen på værket forbød myndighederne det møde, arbejderne havde sammenkaldt for at diskutere, hvordan man kunne afhjælpe miseren … I denne spændte og desperate situation dukkede der snart en ny faktor op, som gav håb om en overenskomst. Det var matroserne fra Kronstadt … I al stilhed, og uden at udenforstående kendte noget til det, havde de sendt en komité til Petrograd for at orientere sig om baggrunden for de strejkendes karv. Dens rapport fik matroserne på krigsskibene ”Petropavlovsk” og ”Sevastopol” til at vedtage en resolution til gunst for de krav, der var fremsat af deres strejkende arbejderbrødre. De erklærede at de var loyale mod revolutionen og sovjetterne, ligesom mod Kommunistpartiet. Men de protesterede mod visse kommissærers tyranniske holdning og pegede på nødvendigheden af større selvbestemmelse for de organiserede arbejderråd. Endvidere krævede de forsamlingsfrihed for fagforeningerne såvel som for bøndernes organisationer og løsladelse af alle arbejdere og politiske fanger fra sovjetiske fængsler og koncentrationslejre.

5.4 Noget er dødt i mig.

Alexander Berkman, nær ven af Emma Goldman og ligesom hende russer af fødsel, amerikaner ved indvandring og på ny russer underrevolutionen efter landsforvisning fra USA, overværede han også begivenhederne. Han skriver i sin dagbog:

”4. marts: der kom et officielt manifest i dag. Det er underskrevet af Lenin og Trotskij og erklærer Kronstadt skyldig i mytteri. Matrosernes krav om frie sovjetter afvises som en ”kontrarevolutionær sammensværgelse mod den proletariske republik”. Medlemmer af kommunistpartiet beordres ind i møllerne og fabrikkerne for at samle arbejderne til støtte af regeringen mod forræderne. Kronstadt skal undertrykkes…

5. marts: Byen er på randen af panik. Fabrikkerne er lukket og der går rygter om demonstrationer og optøjer. Trusler mod jøder er ved at blive højlydte. Militære styrker glider langsomt ind i Petrograd og omegnen. Trotskij har sendt endnu en ordre til Kronstadt om at overgive sig, indeholdende truslen ”Jeg skyder jer som bønder”. Selv nogle af kommunisterne er vrede over regeringens tone….”

Samme dag skriver Berkman, Goldman og to andre anarkister et brev til Petrogad-sovjettenn formand, hvor de ridser situationen op, og foreslår:

”Lad en femmands-kommission vælge, med to anarkister blandt. Kommissionen skal tage til Kronstadt og afgøre striden på fredelig vis. I den givne situation er det den mest radikale fremgangsmåde. Det vil være af international revolutionær vigtighed.”

Følgende beretter Berkman i sin dagbog:

”7. marts: en fjern torden når mine ører, da jeg krydser Nevsky. Den lyder igen, stærkere og stærkere, som om den rullede mod mig … klokken er 6 om morgenen. Kronstad er blevet angrebet. Dage med angst og kanonild. Mit hjerte er følelsesløst af fortvivlelse, noget er dødt inden i mig …

17. marts: Kronstadt faldt i dag. Tusinder af matroser og arbejdere ligger døde i gaderne. Henrettelserne af fanger og gidsler fortsætter.

18. marts: Sejrherrerne fejrer årsdagen for Pariserkommunens opstand i 1871. Trotskij og Zinoviev (Petrograd-sovjettens formand, red.) fordømmer Thiers og Gallifet (fransk præsident og general, red.) for mordet på Paris’ oprørere.” (30.000 faldt, red.)

5.5 ”Kontrarevolutionen likvideret”

Red Lenin og Trotskij blot på en bølge? Var det magtliderlig opportunisme, der fik dem til at åbne armene for anarkisterne og knuse dem i favntaget?

Her er et opråb fra Den Kommunistiske Internationale 1921, Moskva. Den er måske en del af et bud på kommunisternes pludselige had og mistillid til anarkisterne;

Efter at ententen (alliance af antikommunistiske lande, red.) … er blevet tvunget til at indstille den åbne krig mod Sovjetrusland, og efter at den førende magt i verdenskontrarevolutionen, England, har set sig nødsaget til at undertegne handelsaftalen med Sovjetrusland, fordi den engelske arbejder derved håber at få mildnet sin arbejdsløshedssituation, søger ententemagterne at kaste sovjetregeringen af sadlen med andre midler. Deres agenter prøver at anstifte bondeopstande i hele Rusland … Den 2. marts lykkedes det at skabe en opstand blandt en del af Kronstadt-matroserne … de lod sig drive til en kontrarevolutionær bevægelse af de i det stille virkende social-revolutionære, af anarkister og monarkister under den uskyldigt klingende parole om nyvalg til sovjetterne …

(der blev fisket i rørt vande, slår opråbet fast, idet de kontrarevolutionære) … udmærket forstod, at det kunne være ligegyldigt, gennem hvilken dør kontrarevolutionen holdt sit indtog i Rusland, den højre eller den venstre. De vidste, at den eneste mulige form for proletariatets diktatur i Rusland var de mest erfarne, de revolutionært mest prøvede bønders og arbejderes diktatur, dem som tilhører kommunistpartiet. En partiløs sovjetregering ville ikke kunne eksistere i to uger

De røde tropper gik til angreb, anført af kommunister, før det lykkedes de kontrarevolutionære elementer i udlandet at komme til Kronstadt gennem Finland og tilføre byen en større mængde levnedsmidler. Den kontrarevolutionære opstand i Kronstadt er likvideret.”

Således valgte man altså, at se på Kronstadtoprøret, uden at nævne at mange mennesker havde usselt tøj, usle sko, næsten ingen mad og blev forbudt at mødes for at snakke om en løsning på problemerne.

6.1 Spanien

6.2 Efter 40 års tavshed

Membrilla, april 1979, en lille uanselig spansk landsby syd for Madrid. Det er søndag eftermiddag. Folk hygger sig ved bordene i de små taverner eller spadserer på torvet. Kun to mænd arbejder, det er Bernardo Arias og Pedro Sanchez Luna, begge knap 80 år. De er ved at klæbe 1. maj plakater op for det anarko-syndikalistiske CNT-AIT. Med særlig fryd plastrer de politistationens mure til.

Under borgerkrigen var Membrilla et anarkistisk samfund. Al ejendom var fælles, pengene var afskaffet, kirken og politistationen svedet af, og det hele var godt, fortæller de to.

Vi beslaglagde al kapitalen, gav arbejde til alle, fordelte godsejernes jord. Membrilla var et libertært kommunistisk samfund i næsten et år. Det var en meget agtværdig, en meget menneskelig og meget naturlig ting!”

De to landarbejdere fik hver fire års fængsel, da Franco-fascismen sejrede, og deres familier måtte hutle sig igennem på sultegrænsen.

”Men nu er vi rede til at slås igen, med de bare næver, om det så skal være!”

6.3 Organisationerne

Før den spanske borgerkrigs udbrud den 19. juli 1936 fandtes kun én egentlig masseorganisation i Catalonien: Confederación Nacional del Trabajo (Den nationale arbejdersammenslutning), CNT. Medlemstallet var på 150-200.000. På landsplan var antallet ca. 2 millioner.

Mellem CNT og Federación Anarquista Ibérica (Den iberiske anarkistiske føderation), FAI, eksisterede der et tæt samarbejde. Derfor er bruger man ofte benævnelsen CAN-FAI.

Forskellen mellem de to organisationer kan kort opsummeres som følgende: mens CNT først og fremmest var en faglig organisation var FAI en mere ”parti-politisk” organisering. Politisk var CNT præget af en mere moderat anarko-syndikalistisk linie, hvor FAI tendenserede til en mere radikal linie. Det viste sig bl.a. i spørgsmålet om holdningen til det spanske kommunistparti.

Ud over CNT-FAI eksisterede de en række mindre partier og faglige organisationer. Fire af disse slog sig efter den 19. juli sammen i Partit Socialista Unificat de Catalunya (Cataloniens forenede socialistiske parti), PSUC, der var domineret af kommunisterne og tilsluttet Komintern. Til venstre for PSUC stod Partido Obrero de Unificación Marxista (arbejderpartiet for marxistisk enhed), POUM, som generelt kunne betegnes som venstresocialistisk (dog havde det en meget trotskistisk periode). Dette parti var udsat for meget hårde angreb fra kommunisternes side, og knustes reelt efter maj-dagene i Barcelona, 1937.

De fagforbund, der stod nær de marxistiske partier forenedes i Unión General de Trabajadores (Det almindelige arbejderforbund), UGT, hvor store dele af funktionærerne også var organiserede. Småborgerskabet i Catalonien var hovedsageligt repræsenteret i Esquerra Catalana (det catalanske venstreparti).

Stillet overfor kommunisternes politiske linie fandt der et til stadighed større samarbejde sted mellem CNT-FAI og POUM på den ene side og på den anden PSUC og det catalanske venstreparti.

(efter artikel i kritisk revy nr. 299, ”Vi kunne have taget magten”)

6.4 Oprids af borgerkrigen

1936:

Februar: Det afholdes valg til det spanske parlament. Folkefronten vinder og får 277 ud af 412 pladser. De 278 pladser var fordelt som flg.: Republikanerne 87, det moderate venstre 75, socialisterne 99 og kommunisterne 16, CNT-FAI indgik ikke i fronten, men næsten alle anarko-syndikalister støtter den ved valget.

Umiddelbart efter Folkefrontens sejr opstår der spontane aktioner i by og på land, bonderevolter for en landbrugsreform, strejkebevægelse blandt industriarbejderne. Sideløbende med disse oprør går fascisterne og katolikkerne til modaktion, og kapitalflugten tager til. Et nyt militærdiktatur forberedes af store dele af adelen, gejstligheden og borgerskabet.

Juli: den 17. juli begynder højrefløjens oprør i Marokko. I løbet af den 18. og 19. juli deler Spanien sig i to lejre. Pga. af arbejdernes organiserede modstand mislykkedes kuppet flere steder, bl.a. i Barcelona og Madrid. –umiddelbart kontrollerer oprørerne nu 1/3 af landet.

1936-1939:

Krigen kan inddeles i 4 faser: 1. fase til oktober 1936, hvor Sydvestspanien erobres og der sker en fremrykning mod Madrid. 2. fase fra april til oktober 1937, hvor de nordlige provinser Baskien og Asturien bliver erobret. 3. fase fra marts til april 1938, hvor fascisterne trænger frem til Middelhavet ved Ebro-floden og afskærer Catalonien. 4. fase fra december til marts 1939, hvor Catalonien erobres og hvor modstanden i Midtspanien bryder sammen.

I de tre første måneder efter oprøret foregik der i Spanien en omfattende social revolution med anarko-syndikalisterne og venstresocialister som drivkraft. I den republikanske del af Spanien dannedes der overalt arbejder- og landarbejderråd. Der dannedes desuden militser af civile, hovedsageligt arbejdere- og landarbejdere, til kamp mod fascisterne.

Imidlertid var der dele af folkefronten, ikke mindst kommunisterne, der arbejdede på at genoprette en borgerlig, centraliseret statsmagt og en regulær folkehær. For kommunistpartiet var det i overensstemmelse med Kominterns anti-fascistiske folkefrontsstrategi og de bekæmpede aktivt den sociale revolution til fordel for det borgerlige demokrati..!

Således gik den kommunistiske general Enrique Lister i slutningen af 1936 til det anarko-syndikalistiske dominerede Aragonien og nedlagde hårdhændet de der dannede landbrugskollektiver.

I maj 1937 rettede kommunistpartiet det afgørende slag mod sine ”modstandere” CNT-FAI og POUM i et forsøg på at fratage arbejderrådene og militsen i Barcelona den sidste indflydelse. Det kom til gadekampe i byen, og det endte med et reelt revolutionært nederlag.

I processerne efter maj-dagene i Barcelona krævede kommunistpartiet at POUM blev frataget al indflydelse samtidig med at de blev dømt for forræderi mod republikken. Følgen blev en heksejagt og udryddelse af de såkaldte ”trotskister”, endeligt kunne kommunisterne få magten. Eller fik de?

Borgerkrigens sidste del var nemlig en kamp mellem to typer kapitalistiske stater; det borgerlige demokrati og fascismen, her vandt den sidste.

(efter artikel i kritisk revy nr. 299, ”Vi kunne have taget magten”)

6.5 Borgerkrigens tragedie

Den spanske borgerkrig (1936-39) er en af 20. århundredes mange store tragedier. En hel nation blev scene for det blodige forspil til 2. verdenskrig, faktisk blev den for en stor del brugt som træningsområde for de fascistiske og nazistiske krigsmaskiner. I juli 1936 startede en ærgerrig oberst, Francisco Franco, en fascistisk opstand mod den borgerlige demokratiske republik, Spanien. Han blev mødt af en effektiv spontan modstand næsten overalt. Han havde ikke det flertal i befolkningen, som historien ellers viser er nødvendig for en sejr. Hvordan kan det så være, at han 3 år senere ikke blot var general og caudillo (fører), men også sejrsherre? Franco blev støttet direkte af fascist-Italien og nazi-Tyskland (ødelæggelsen af baskernes hellige by Guernica var en lille øvelse for Görings Luftwaffe). Indirekte blev han yderligere støttet af republikkens skræklammelse over ikke alene at være vidne til væbnet opstand, men også til en proletarisk revolution – ”borgerkrigen i borgerkrigen”, som den vesttyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har kaldt det.

Overalt organiserede folket sig, og mange steder blev den anarkistiske samfundsmodel en realitet.

Mens tusinder af frivillige fra hele verden strømmede til Spanien for at kæmpe mod fascismen (550 fra Danmark), sad vestmagterne passivt og så til, at den spanske republik snak i grus. Spanien blev svigtet, men hvordan og hvorfor? Historikerne skændes stadig, og der er skrevet dyngevis af bøger om emnet, selv om Francos knap 40 år lange diktatur gjorde det praktisk talt umuligt at søge til selve hovedkilden, Spanien selv, for et studium af borgerkrigen.

6.6 Uddrag fra Chomskys bog ”American Power and the new mandarins”

Her følger et uddrag af den verdensberømte sprogforsker Noam Chomskys ”Armercian Power and the new mandarins”. Chomsky, f. 1928, er sprogvidenskabsmand, men han har et stort historisk-politisk forfatterskab bag sig. Han er anarkist og var som sådan en meget tidlig og energisk modstander af USA's krig i Vietnam (frit oversat):

”I månederne ovenpå Francos oprør, juli 1936, fandt en revolution af en aldrig tidligere oplevet størrelsesorden sted i Spanien. Den havde ingen revolutionær avantgarde og synes for en stor del at være spontan og inddrage bonde- og arbejdermasserne i en radikal forandring af samfundet og de økonomiske forhold, med succes indtil den blev knust. Denne overvejende anarkistiske revolution og den deraf følgende samfundsforandring behandles i nylige historiske studier som en slags vildfarelse, der stod i vejen for en heldig gennemførelse af krigen og dermed redningen af det borgerlige samfund fra Francos oprør

… Da kuppet kom, var den republikanske regering lammet. Arbejderne i Madrid og Barcelona væbnede sig, tømte regeringens våbenlagre, ja, selv skibe i havnen, og slog opstanden (Francos, red.) ned, mens regeringen vaklede, splittet under indtryk af to farer: imellem af underkaste sig Franco og at bevæbne arbejderklassen. De følgende måneder blev industri og handel i Barcelona kollektiviseret, og kollektiviseringen bredte sig til landdistrikterne (Guérin): I Aragonien opstod der 450 kollektiver med tilsammen en halv million medlemmer; i Levanten 900 kollektiver, der producerede halvdelen og markedsførte 70 pct. af produkterne i denne landets rigeste landbrugsegn; i Castillen var der 300 kollektiver med 100.000 medlemmer … der dannedes kollektiver rundt om i Katalonien, Asturien, Estremadura og Andalusien!”

6.7 Udrensning

Lykken varede ikke længe. Allerede i oktober 1936 gik regeringen i gang med at opløse de lokale komiteer samt kollektiverne. Bonde- og arbejdermilitserne blev afvæbnede af regulære hærenheder, ofte kommunistisk ledede, der bragte de selvforvaltede områder under regeringskontrol.

Sovjetunionens regeringsblad, ”Pravda”, 17. december 1936:

Hvad angår Katalonien, så er udrensningen af trotskistiske og anarko-syndikalistiske elementer allerede begyndt og vil blive gennemført med samme energi som i USSR”.

I maj 1937 blev ordene til virkelighed. Regeringen søgte at genindsætte politiet som magtens håndhæver i Barcelona. Den 3. maj kom det til åbne gadekampe, kommunistiske enheder overfaldt telefonhuset, som var nervecentret i byen og i hænderne på CNT. Alle Barcelonas arbejdere gik øjeblikkeligt i generalstrejke, byggede barrikader og besatte byens knudepunkter. CNT-ministrene forsøgte at dæmpe uroen og erklærede:

”vi kan ikke gøre andet end at afvente begivenhederne og tilpasse os dem så godt, det lader sig gøre”.

Men det var ikke let at gøre meget; centralregeringen sendte 5.000 væbnede politifolk mod byen som den 7. maj blev deres. Dette kostede over 500 liv.

Hermed var anarkismen (og anarkisterne) blevet i Spanien lemlæstet. POUM blev ligeledes knust af regeringen.

Da havde optrævlingen af de anarkistiske bondesamfund været i gang længe. En rapport fra Aragon-komiteen til Den nationale Bondekongres 19. oktober 1936:

”Mere end 600 organisationer af kollektiver er blevet arresteret … Land, jord, trækdyr og redskaber er overdraget til private familier eller til de fascister, som blev skånet af revolutionen. Høsten er blevet uddelt på samme måde … Et stort antal svineopdræt, stalde og mejerier er blevet ødelagt. I visse kommuner som Bordon og Calaceite er selv sæden blevet konfiskeret, og bønderne er nu ude af stand til at arbejde med jorden”.

Der var mange kommunister blandt de frivillige i den spanske borgerkrig også iblandt iagttagerne, f.eks. den chilenske digter og nobelpristager Pablo Neruda, som i sine erindringer, ”Jeg bekender, jeg har levet”, skriver:

”Min selvmodsigende kammerat, den nietzscheanske digter Léon Filipe var et fortryllende menneske. Blandt hans tiltrækningspunkter lagde man især mærke til den anarkistiske hang til mangel på disciplin og spotsk opsætsighed. Midt i borgerkrigen tilpassede han sig let FAIs skrigende propaganda. Han optrådte hyppigt i anarkistiske organisationer, hvor han gav udtryk for sine tanker og reciterede sine billedstormende digte. Disse afspejlede en ubestemt anarkistisk, antiklerikal ideologi, krydret med opråb og gudsbespottelser. Hans ord besnærede de anarkistiske grupper, som på malerisk vis fyldte op i Madrid, medens befolkningen ilede ud til fronten, som hver dag rykkede nærmere. Anarkisterne havde malet sporvogne og busser halvt røde, halvt gule. Med deres lange frisurer og skæg, deres patronbælter og armbind havde de hovedrollerne i Spaniens dødskarneval. Jeg så adskillige af dem i emblemstøvler, den ene halvdel af rødt, den anden af sort læder, som det må have kostet skomageren enormt besvær at lave. Men det var på ingen måde et harmløst karnevalsoptog. Hver enkelt havde en kniv i bæltet, kæmpestore pistoler, geværer og karabiner. Oftest færdedes de i bander, som, posteret foran bygningens hovedindgange, rygende og spyttende blærede sig over deres bevæbning. Deres væsentligste bekymring og beskæftigelse var at inkassere husleje hos skræmte lejere. Eller at få dem til frivilligt at udlevere juveler, ringe og ure

…Denne atmosfære af ideologisk forvirring og vilkårlig ødelæggelse gav mig noget at tænke over. Jeg fik kendskab til de bedrifter, en gammel, nærsynet, østrigsk anarkist med langt blond hår havde specialiseret sig i over for ”tilfældigt forbipasserende”. Han havde oprette en brigade, som han havde døbt ”daggry”, fordi den trådte i aktion ved solopgang.

”Har de ikke tit hovedpine?” spurgte han offeret.

”Jo, det hænder.”

”Så vil jeg give dem et godt smertestillende middel”. Svarede den østrigske anarkist, satte sin revolver til offerets tinding og trykkede af.

Medens disse horder hærgede i Madrids blinde nat, var kommunisterne den eneste organiserede kraft, som rejste en hær på benene imod italienere, tyskere, maurere og falangister. De var samtidig den moralske kraft, som holdt den antifascistiske modstand og kamp i live.

Kort sagt: jeg måtte vælge en vej. Og det gjorde jeg i de dage og har aldrig måttet fortrydemin beslutning, som jeg tog mellem denne tragiske epokes mørke og håb….

… Ofte trækker de gamle anarkister – det samme sker i morgen med anarkistvennerne af i dag – sig til en mere bekvem position, anarko-kapitalismen, et tilflugtssted, hvor også politiske friskaremænd, falske uafhængige og folk, der koketterer med venstretilbøjeligheder, holder til. Den repressive kapitalisme ser sin ærkefjende i kommunisterne, og dens sigtekorn forfejler så godt som aldrig målet. Alle disse individualistiske rebeller bliver på den ene eller anden måde forkælet af reaktionens skarpsindighed eller smiger, som anser dem for heroiske forsvarere af hellige principper. De reaktionære ved, at faren for ændringer i et samfund ikke ligger i individualistiske oprør, men i massernes organisation og en udpræget klassebevidsthed.

Alt det har jeg set meget tydeligt under krigen i Spanien. Visse antifascistiske grupper opførte en karnevalspræget maskerade foran Hitlers og Francos tropper, der marcherede mod Madrid. I den forbindelse udelader jeg naturligvis ubøjelige anarkister som Durruti og hans katalanere, der kæmpede som løver i Barcelona.”

7.1 Kan kærligheden være andet end fri? – Emma Goldman

”Krystere, høns, ønsker I, at katalanerne skal komme og låne jer deres nosser, så I kan blive mandfolk?”

(Opildnede ord fra Federica Montseny, i 1981 stadig en fremtrædende skikkelse i CNTtil sine medsøstre i Madrid.)

”Kun da er jeg i sandhed fri, når alle mennesker som omgiver mig, mænd og kvinder, er lige så frie som jeg…”

Sagde Bakunin og langt senere føjede Emma Goldman til:

De, som vil være frie, må selv tage det første skridt”.

Det gjorde hun selv i sit eget liv, og det har mange andre gjort. Kvindefrigørelsen har også sat sit kraftige præg på anarkismen, som den har gjort på andre revolutionære bevægelser og i den borgerlige verden. Og anarkistiske mænd har næppe været mindre opskræmte over ”emancipationen” end bankmanden Hjalmar i Ibsens ”Et Dukkehjem”, da han bliver forladt af Nora om hvem Goldman i øvrigt skriver:

”Nora forlader ikke sin mand – som den dumme kritiker vil have det – fordi hun er træt af sine forpligtelser eller føler behovet for kvindens rettigheder, men fordi det er gået op for hende, at hun i otte år har boet med en fremmed og født ham børn”.

Det centrale i kvindefrigørelsen er for Goldman det erotiske i dets yderste betydning, indebærende det sokratiske bud ”kend dig selv!”

7.2 en kunstig skabning

”vi må vokse frit ud af gamle traditioner og vaner. Kvindebevægelsen har kun lige taget det første skridt i den retning. Man må håbe, den samler kraft nok til at tage det næste. Stemmeret, ligeret for loven, kan være gode krav, men en sand frigørelse begynder hverken ved stemmeurnerne eller i retten, Den begynder i kvindens sjæl.”

Sådan skrev hun i 1917 i essayet ”Love among the Free”, hvori hun ser med stor bekymring på kvinderne efterligning af mandens verden, med bl.a. puritanisme som følge.

”Ren ydre frigørelse har gjort en kunstig skabning af den moderne kvinde, som minder om fransk havekunst med dens arabesker af træer og buske, pyramider, hjul og spiraler, hvad som helst undtagen lige netop de former som ville udtrykke hendes egne indre kvaliteter.”

7.3 Frigørelsens tragedie

Hun sætter dristigt moderskab og erotisk kærlighed op som modvægt:

”Den sande frigørelses store bevægelse har ikke mødt en stor race af kvinder, som kunne se friheden lige i øjnene. Med deres snævre puritanske syn har de forvist manden fra deres følelsesliv som en forstyrrer og en tvivlsom karakter.”

Hun mener, at årsagen skal findes i, at kvinder kun kæmper for uafhængighed fra ydre tyranner, mens de indre tyranner – de etiske og sociale konventioner – er langt farligere.

”Alle disse nævenyttige moralske detektiver og fangevogtere af den menneskelige ånd … før en kvinde har lært at trodse dem alle, at stå fast og holde på sin egen uindskrænkede frihed og lytte til sin egen naturs stemme, hvad enten den kalder på livets største skat, kærligheden til en mand, eller hendes mest lysende privilegium – retten til at føde et barn – kan hun ikke kalde sig selv frigjort …

… Hvor mange frigjorte kvinder er modige nok til at erkende, at kærlighedens stemme kalder og hamrer vildt i deres bryst, kræver at blive hørt, at blive tilfredsstillet?”

Emma Goldman, der en overgang studerede Freud i Wien, fulgte stemmens kalden, men hun stødte også i sit eget revolutionære arbejde på problemet med moderskabet, som hun som ung gav afkald på, for sagens skyld.

Essayet skrev hun som 48-årig, hun er så provokerende at hun vover ordene:

”Jeg bemærkede engang, at der syntes at være dybere slægtskab mellem den gammeldags mor og værtinde, altid åben overfor sine små og de elskede, og den sande nye kvinde, end mellem sidstnævnte og hendes gennemsnitlige frigjorte søster. Emancipationens disciple erklærede mig simpelthen for en hedning, lige til at hælde på bålet.”

Er det en kvinde der er ved at blive gammel og reaktionær, som udtaler sig her? Næppe! Citaterne er fra det kapitel i essayet der handler om emancipationens elendighed, og den ser hun som en anarkist; kvindefrigørelsen følger samme kurs som den revolution, der bare overtager det gamle samfunds magtstrukturer. Og de magtstrukturer er jo også på det kønspolitiske område mændenes.

7.4 Den hjælpeløse mand

Mændene

”har købt hjerner, mens alle verdens millioner ikke har kunnet købe kærlighed. Manden har undertrykt kroppe, men al magt på Jorden har ikke kunnet undertrykke kærlighed. Manden har erobret hele nationer, men alle våben i verden har ikke kunnet erobre kærlighed. Manden har lænket og indespærret ånden, men har været helt hjælpeløs overfor kærlighed. Højt på sin trone med al den glans og herlighed hans guld kan købe, er manden dog fattig og forladt, hvis kærligheden går ham forbi.”

Fri kærlighed? Kan kærlighed være andet? Spørger Emma Goldman

7.5 En drøm

I sine erindringer fortæller hun om den mand, der nok skulle blive hendes livs største kærlighed, Ben Reitman, en lidt gådefuld skikkelse, ikke helt vellidt af andre anarkister, og lidt af en skørtejæger: ”han lignede en smuk brutal fyr.”

Hun bliver heftigt forelsket i ham, men der sker noget, som får det til at se ud, som om Ben har forrådt bevægelsen til politiet. Alle advarer imod ham og hun flygter fra ham.

”Tilbage i Minneapolis fandt jeg endnu et par breve fra Ben, som bønfaldt mig om at lade ham komme. Jeg kæmpede imod i et stykke tid, men til sidst afgjorde en mærkelig drøm sagen. Jeg drømte, at Ben stod bøjet over mig, med ansigtet tæt ved mit og med hænderne på mit bryst. Flammer skød ud fra hans fingerspidser og omhyllede langsomt min krop. Jeg gjorde ingen forsøg på at undslippe dem. Jeg strakte mig op imod dem, med en stærk lyst til at blive fortæret af flammerne. Da jeg vågnede, blev mit hjerte ved med at hviske til min oprørske hjerne, at en stor kærlighed ofte har givet inspiration til værdifuld tænkning og gode handlinger. Hvorfor skulle jeg ikke være i stand til at inspirere Ben, trække ham med ind i mine sociale idealers verden?”

Det siger noget om spændkraften i den person at hun som praktisk og realistisk revolutionær med politiet og medierne i nakken hele tiden og med en kæmpe ansvar overfor den anarkistiske bevægelse tør lade sig lede af en drøm. En flipper og sværmer?

Der sker meget siden Emma Goldman døde i 1940 af sorg over den Spanske Revolutions nederlag, men hun står stadig som en af de store libertære skikkelser i kvindefrigørelsen. De her citerede afsnit er bevidst valgt som provokation. En anarkist ønsker et samfund uden herskere, men så sandelig også uden fruskere som det tilsvarende fænomen på kvindesiden er blevet kaldt. Og selvfølgelig har hun været kompromisløs i sine krav om ligeret – læs hendes erindringer!

7.6 Den indre despot

Det samme har en masse andre libertære kvinder været og det er ikke gået lige let. En af grundlæggerne af den libertære spanske kvindebevægelse ”Mujeres Libres” (”Frie Kvinder”), lægen Lucia Sanchez skrev i 1935:

Jeg har set mange hjem … også anarkistiske, som beherskes fuldstændigt af feudale normer”

Og hun tilføjer:

”Den bevidste mand som er en fjende af alle tyranner, er forpligtet – hvis han vil være konsekvent – til at uddrive enhver rest af despoti fra sig selv.”

”Mujeres Libres” var en anonym massebevægelse af fortrinsvis arbejderkvinder, der organiserede sig i 1936, den Spanske Borgerkrigs første år.

”Frie kvinder” kæmpede ikke isoleret for kvindens frigørelse, men så den som et nødvendigt led i den sociale revolution. Og den tog omkring 20.000 kvinder aktivt del i.

De kæmpede ved fronterne; arbejdede i fabrikkerne og i kollektiverne; oprettede skoler og kurser for kvinder; startede kampagner for lige løn og for gratis vuggestuer på virksomhederne og i arbejderkvartererne – og de nåede mange gode resultater.

De mødte imidlertid aldrig den tillid og fik aldrig den indflydelse som de havde krav på i den libertære bevægelse.

7.7 Middelalder igen

” – Hvordan forestiller du dig kvindens frihed?

- Som en praktisk og umiddelbar ting, ikke som noget litterært.

- Venter du, at lovgivningen skal give dig denne frihed?

- Nej

- Venter du, at den vil komme med mændenes hjælp?

- Jeg venter at den vil komme som et resultat af mine egne bestræbelser.”

Sådan står der i et interview med en ung arbejderkvinde i bevægelsens tidsskrift, der i øvrigt var åbent for alle ”mænd som kvinder der kæmper for menneskeslægtens frihed”.

Men også anarkismen havde et reaktionært efterslæb. Proudhon f.eks. så det som kvinders opgave at føde og opdrage børn. Og de spanske mænd, skrev Emma Goldman under borgerkrigen, så på kvinden som en børneavlerske og en fornøjelsesgenstand.

8.1 Nutid og fremtid

Efter Francos sejr i 1939 skulle der næsten gå 30 år før der igen kom historisk sus i de sorte faner. Det var i Paris hvor unge studenter støttet af arbejderne i maj 1968 startede en anti-autoritær revolte, der rystede det franske samfund. Præsident de Gaulle kaldte oprørerne for ”uvaskede karnevalsfigurer”. Men selv ikke han kunne bagatellisere maj-revolten. Mindst 6 millioner strejkende støttede studenterne i deres krav om reformer.

Det var en spontan og helt uventet opstand. På barrikaderne i den franske hovedstad kunne man i øvrigt atter se de sorte og røde faner side om side.

Maj-revolten var, sammen med antikrigsbevægelsen (Vietnam-krigen), nok den kraftigste saltvandsindsprøjtning til den anti-autoritære strømning, som i de år bredte sig overalt i den vestlige verden under betegnelsen ungdomsoprøret.

8.2 Fra oprør til håbløshed

NB: denne del af ”Anarki eller kaos” er ikke ændret fra originalen, så ”nu” betyder 1981..!

Det sygnede lige så stille hen i ’70’ernes kolde krisetid, smadret af medierne, af kommercialisme og af stoffer – og splittet af det gamle spørgsmål om hvor man skal begynde at ændre verden; i sig selv eller i samfundet? Anarkisterne vil svare: begge steder! Men for nu at sætte det groft op blev de, der valgte den første vej ny-religiøse og selvterapeutiske – og de andre gik med krum hals ind i venstrefløjens hunde- og karrierespørgsmål. Flertallet faldt for resten bare til ”patten” eller blev voksne alt efter hvad man vil.

Nu skriver vi 1981. Ungdomsoprør og overflod er afløst af ungdomsarbejdsløshed og underskud. Hvad kan anarkismen tilbyde i en sådan situation?

Dens anti-dogmatisme og ens stærke understregning af individets ret til at søge lykken og friheden griber mange, der skræmmes af konformiteten og den almindelige håbløshed. Mange punkere kalder sig f.eks. anarkister, uden af give udtryk for, om det strækker sig meget videre end til at farve håret skotskternet. Mere vigtigt er det nok, at de anarkistiske principper ser ud til at kunne få en renæssance. Måske er de mange græsrodsbevægelser rundt om i verden en chance for de libertære ideer (og omvendt), sådan som syndikalismen var det.

Lad os vende os mod Danmark.

9.1 At komme på staten

”Da arbejderne begyndte at røre på sig i forrige århundrede, mærkedes det også iden fjerne europæiske provins Danmark. De første danske socialdemokrater var mest inspireret fra Frankrig, og foregangsmænd som Louis Pio fik statsmagtens vrede at føle. Han blev tvunget til at modtage en enkeltbillet til USA. Senere kom strømningerne fra Tyskland, hvor det store socialdemokrati bed sig fast og fik en aflægger i Danmark”

Sådan skildrer den nu glemte anarkistiske journalist og forfatter J.J. Ipsen (1857-1936) det i nsine søde memoirer ”en utopists historie” (1926). Ipsen var siden sin ungdom grebet af de libertære idéer og så først en mulighed i socialdemokratiet, der dengang havde e stærk antiparlamentarisk fløj. Til den hørte

”i mange Aar to ivrige medlemmer, Bager I. P. Nielsen og K. K. Steincke; men da em Valgdag nærmede sig, blev deres øjne opladte for at de havde taget fejl, og de optoges begge i Rigsdagen, Steincke senere ogsaa i Regeringen. Saadanne pludselige og mirakuløse Omvendelser regnes til de fineste; selvfølgelig kun naar de gaar i den rigtige Retning, men det gør de forbavsende ofte, og da styrker de Troslivet hos Smaafolk. Steincke udarbejdede en Gang et Lovforslag paa 335 paragraffer om Fattigforsørgelse; saadan noget vinder Paaskønnelse hos maalbevidste socialdemokratiske Arbejdere. I gamle dage hed det at komme paa Sognet, nu er de alle sammen kommet paa Staten”.

9.2 Vejen til helvede

Ipsen var vidne til, hvordan den røde farve i partiet langsomt blegnede. Han sad i en meget kort overgang i hovedbestyrelsen og var journalist på ”Socialdemokraten” – dengang man endnu gik med pistol på redaktionen! Han sad også stadig på første parket, da det blev et agtet regeringsblad. På dette tidspunkt havde han selv for længst mistet agtelsen..!

I et par år var han korrespondent i Paris, hvor han boltrede sig i det revolutionære miljø, og omkring århundredeskiftet vendte han tilbage til Kongens København;

”En masse Mennesker gik endnu og var betænkelige ved ”Socialismen”; men netop den Gang indtraf det store forlig med Arbejdsgiverne … og Vejen til Staunings indtræden i en ”Kapitalistregering” var saaledes brolagt med gode Forsætter, ligesom Vejen til Helvede. Hvad var der saa egentlig at være betænkelig ved?

Jo, der var dette, at jo mere man havde væltet Menneskene ind under Staten, desto utaaleligere var Livet blevet. Af det arbejde som Naturen havde paalagt os, var der lavet en Karikatur, i Stedet for fælles Interesser havde man fået modsatte Interesser; Producenterne vilde have høje Priser, Forbrugerne lave Priser, Arbejdsgiverne forlangte lav Løn, Arbejderne høj Løn; Konkurrencen gik for at være fri, men var i Virkeligheden et ulige Slagsmaal; Resultatet blev offentlig Fattigdom … Det var som om Louis Pio aldrig havde levet, blandt Proletarerne var Idealismen uddød, og i Bourgeoisiet var den ikke født. Den aandelige Fattigdom kune føles større end den Materielle”

På sine ældre dage var Ipsen udgiver af det anarkistiske blad ”Korsaren”, og sammen med nordmanden Hans Jæger forfattede han den berygtede ”Kristianiabohèmen”. Han videreførte det senere under navnet ”Revolten” og havde en overgang Martin Andersen Nexø som bidragyder. Der blev udgivet andre anarkistiske aviser i København på dette tidspunkt, herunder kan nævnes: ”Den røde krig” og ”Skorpionen”. Sidstnævnte blev udgivet af Sophus Rasmussen, der senere dømtes for mordet på en betjent.

For anarkismen i Danmark blev det aldrig til mere end små glimt – masserne fik den aldrig fat i. Herhjemme var det en filosofi for enere, blandt andre Georg Brandes var en overgang inspireret heraf, ikke mindst gennem sit nære venskab med Peter Kropotkin. Korrespondancen mellem de to kan findes på Det kongelige bibliotek, her bringes et uddrag af et af Kropotkins breve fra 1919, hvor det slås fast, at det Rusland har brug for fra Vesteuropa ikke er diplomater og generaler, men brød;

”Bolsjevikkerne anstrenger sig for at socialisere jord, industri og handel gennem et diktatur, håndhævet af dele af det socialdemokratiske parti. Den ændring, de vil indføre, er socialismens grundlæggende princip. Desværre gør den måde, de søger at gennemtrumfe den på, et heldigt udfald absolut umuligt. Hvilket vil berede os en rasende, ondsindet reaktion … Ikke desto mindre protesterer jeg af fuld magt mod enhver form for væbnet indblanding i Ruslands indre anliggender fra allieret side (de lande, der havde kæmpet mod Tyskland under 1.Verdenskrig, red.). En sådan indblanding vil som følge få et udbrud af russisk chauvinisme … og ville skabe fjendtlighed mod hele Vesteuropa i hele den russiske befolkning”.

9.3 Syndikalistbacillen

Syndikalismen kom til at spille en rolle herhjemme, men indgik aldrig ægteskab med anarkismen i Danmark. Dette til trods for begges åbenlyse antiautoritære linje. Ipsen nævner ikke syndikalismen med én linje. Allerede i 1910 havde Chrisian Christensen og Thøger Thøgersen dannet Fagoppositionens Sammenslutning, som under slagordet ”Direkte Aktion” og med radikale midler- også sabotage - ville gennemtvinge en generalstrejke, der skulle sikre arbejderne magten (gennem bedriftsråd) og svække statsmagten. Syndikalisterne var imod autoritet – også fagforeningsledernes.

De havde medvind nogen tid og erobrede flere fagforbund. De skabte ligeledes ved flere lejligheder oprørslignende tilstande i hovedstaden.

I 1920 knækkedes syndikalisterne, da de tabte en månedlang sømandsstrejke, som kostede søfolkene en række privilegier, de tidligere havde tilkæmpet sig. Herunder 8 timers arbejdsdag, som de først fik tilbage 25 år senere.

Syndikalisternes rolle blev i Danmark overtaget af kommunistpartiet der blev dannet i 1922, og en kort overgang havde nogle af de gamle syndikalister som medlemmer.

9.4 Uden om demokratiets kommandoveje

9.5 Ungdomsoprøret

I årene herefter og indtil ungdomsoprøret i 1960’erne-’70’erne skulle der ikke mange hænder til at tælle de danske anarkister. Anarkismen blev i denne periode et individualistfænomen herhjemme. Dette ændredes under indtryk af begivenheder verden over, da hippie-bevægelsen, maj-revolten og provoerne genoplivede de anarkistiske idéer om direkte aktion, solidaritet og opgøre med autoriteter som veje til at ændre samfundet.

Maj-revolten blev model for studenteroprørerne på de forskellige læreranstalter, hvor man længe havde haft et antiautoritært præg. De hollandske provoer, som gjorde en dyd ud af, at udpege uretfærdigheder i samfundet gennem provokerende happenings og aktioner fik også slægtninge herhjemme, her kan bl.a. nævnes teatergruppen Solvognen. ”Frøstruplejren” i Thy betød for mange et brug med det etablerede og en mulighed for at skabe egne rammer og normer, ligesom besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne for endnu flere virkeliggjorde drømmen om et alternativt samfund og blev til Christiania. Der begyndte på dette tidspunkt at komme mere og mere anarkistisk litteratur og der dukkede en undergrundspresse op med bladet ”Hætsjj” som anarkisternes bidrag. De små anarkistiske grupper fik nyt liv, der skete meget.

9.6 ’80’ernes BZ-bevægelse

Hvor de glade 60’ere og ’70’ere netop bar præg af at de var glade og at Danmark lå i et sikkert opsving så tingene helt anderledes, måske mere radikale ud i ’80’erne. Der er mange årsager hertil; den internationale verdensorden og den kolde krigs tilspidsede situation, magtesløsheden overfor systemet; mange unge spurgte sig selv og hinanden om, hvad fanden alt det hippie-happy halløj egentligt havde virket, økonomisk nedtur og ikke mindst vrede.

Det var ikke længere langhårede mennesker i bare tæer som sang ”we shall overcome” der satte dagsordenen i undergrunden. Det var slumstormerne – som i dagspressen blev døbt BZ – der var hovedaktørerne i ’80’ernes anarkistiske bevægelse.

9.7 Nå-’90’erne

Op i løbet af ’90’erne er der sket forskellige ting, bl.a. med organisationen Rebel og den autonome bevægelse som tog over hvor bz-bevægelse slap. Der er blevet startet forskellige ungdomshuse landet over og græsrodsbevægelser samt topmødedemoer har præget den antiautoritære bevægelse meget i slutningen af ’90’erne.

9.8 2004

I Thy kan man stadig besøge ”Thylejren” og på Christianshavn Christiania. Beboerne kalder sig anarkister og lever alternativt til det bestående samfund. Er gassen gået af ballonen eller findes der stadig mennesker som vil organisere sig anarkistisk, solidarisk og leve udenom det bestående samfund?

Litteratur

Anarkismen, Guérin Daniel, København 1979

Anarkismens grundidéer, tekstbog, København 1980

Anarkistisk lesebok, Oslo 1970

Anarkismens ABC – grundtræk af den anarkistiske kommunisme, Berkman Alexander, København 1974

Det anarkistiske menneske, Welzel Ruddi, Køebnhavn 1979

Anarchism, Woodcock George, London 1975 (svensk udgave 1964)

Klassiske værker

Gud og staten, Bakunin Michael

Autoritet eller selvforvaltnng, Helm Michael og Ottovar Annagrethe, København 1979

En anarkists erindringer, Goldman Emma, København 1976

En anarkists erindringer, Kropotkin Peter, København 1976

Gensidig hjælp, Kropotkin Peter, København 1906

Andre bøger

Magt og modstand, Chomsky Noam, København 1970

Budskab fra en vis nisse, Duyn Roel Van, København 1971

Anarkiets korte sommer, Enzensberger Hans Magnus, København 1973

En utopists historie, Ipsen J. J., København 1926

Hvem var Maletesta – digte, Reich Ebbe, København 1969

Walden – livet i skovene, Thoreau Henry Davis, København 1972

Civil lydighedsnægtelse, Thoreau Henry Davis, København 1968